Elon Musk er kendt som en genial forretningsmand og opfinder med en noget kulørt optræden i offentligheden.
Skuespilleren Johnny Depp er også en opsigtsvækkende profil i denne tid, hvor intime detaljer fra hans privatliv og samliv med ekshustruen Amber Heard bliver luftet.
Nu er de to stjerner, ifølge The New York Times, ved at komme i slagsmål.

Elon Musk, der leder Tesla-koncernen, har tilbudt Johnny Depp, at de kan klare deres uoverensstemmelser ved en såkaldt cage fight – en kampsportsgren, hvor to kombattanter slås i et bur ved brug af forskellige kampsportsteknikker.
Baggrunden er, at Johnny Depp har inddraget Elon Musk i en injuriesag mod tabloidavisen The Sun. Depp blev i 2016 skilt fra sin daværende hustru, skuespilleren Amber Heard, og i den forbindelse skrev The Sun, at Depp slog Amber Heard.
Det ville Depp ikke have siddende på sig, og han anlagde derfor injuriesag mod The Suns redaktør. Og det er i forbindelse med denne injuriesag, at Depp har påstået, at Elon Musk og Amber Heard havde en affære, mens Depp og Heard var gift.
Elon Musk, der nu er 49 år og har været gift tre gange, benægter påstanden. Han siger til blandt andet The New York Times, at Johnny Depp og Amber Heard skulle prøve at komme videre med deres liv:
»Jeg har bestemt ikke haft en affære med Amber, mens hun var gift med Johnny. Det er totalt forkert. For begges skyld vil jeg anbefale, at de begraver stridsøksen og kommer videre,« siger Musk til The New York Times.
»Vi havde ikke en trekant«
Men der er åbenbart mere mellem Depp og Musk, end denne udtalelse fra Musk antyder. I retten fremlagdes en e-mail-korrespondance mellem Johnny Depp og Christian Carino, der er popmusikeren Lady Gagas ekskæreste. Heri skriver Depp om Musk: »Jeg vil vise ham ting, som han aldrig har set før, som f.eks. den anden side af hans pik, når jeg skærer den af.«
Da New York Times spurgte Musk, hvad han mente om bemærkningen, svarede Musk:
»Hvis Depp ønsker en cage fight, så lad mig det vide.«
Elon Musk benægtede også påstanden om, at han skulle have haft en trekant med Amber Heard og den britiske model Cara Delevigne: »Vi havde ikke en trekant.«
Musk er verdens 10. rigeste mand og blev i maj far til en søn. Moderen er den canadiske sanger Claire Boucher, alias Grimes. Da han blev spurgt, hvordan han vil få tid til babyen, når han samtidig kører en kæmpe industrivirksomhed, svarede han:
»Babyer spiser og skider, ved du nok. Lige nu er der ikke meget, som jeg kan gøre. Når drengen bliver ældre, vil jeg få en større rolle.«
Han er kendt for sine saftige formuleringer på Twitter. I 2018 kaldte han den redningsmand, der havde reddet børn fra en hule i Thailand, for »pædofilifyren.« Og i 2019 skrev han, at han havde investorer til Tesla, så han kunne overtage firmaet, uden at han orienterede aktionærerne først.
Johnny Depp har også haft et begivenhedsrigt privatliv. Han har været forlovet med en række skuespillerinder som Jennifer Grey og Sherilyn Fenn samt modellen Kate Moss. Da Moss og Depp skiltes, indledte han et forhold til den franske skuespillerinde Vanessa Paradis, som han har to børn sammen med. I 2012 blev Depp og Paradis skilt og han begyndte derefter et forhold til Amber Heard, som han blev gift med i 2015 og skilt fra i 2017.
I forbindelse med skilsmissen skrev Heard, at Depp psykisk og fysisk havde overfaldet hende. Depp hævdede til gengæld, at Amber Heard havde overfaldet ham.
Retssagen mellem Depp og The Sun slutter i denne uge og dommen falder i slutningen af september.