Efterlysning: Søger sort dragqueen, der kan synge og danse ligesom Silas Holst

Mangfoldighed blandt danske skuespillere er en vigtig dagsorden. Men kritikerne i de aktuelle sager om Silas Holst og Nikolaj Lie Kaas begår en fejl.

»For det tredje er der noget grundlæggende paradoksalt i, at man netop inden for skuespil, der i sin natur handler om at spille noget, man ikke er, kræver, at skuespillerens og rollens etnicitet og seksualitet skal være den samme. Det er på sin vis et angreb på selve skuespillets væsen,« skriver Lasse Marker i denne kulturkommentar. Her er det Silas Holst under finalen i »Vild med dans« i 2020. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I sidste uge offentliggjorde Det Ny Teater deres kommende musical: »Kinky Boots« med Silas Holst i hovedrollen som dragqueenen Lola. Det affødte kritik, da hovedrollen i den oprindelige udgave er sort.

En af kritikerne er ballroomperformer Thierry Antonio Mackie, der i »Go' aften LIVE« på TV 2 kritiserede Det Ny Teater for ikke at fortælle historien, »som den oprindeligt er skrevet – nemlig til en sort dragqueen«.

Det er ikke første gang, at det vækker kritik, at en hvid skuespiller spiller en sort karakter. Tidligere på året blev skuespilleren Nikolaj Lie Kaas således kritiseret for at lægge stemme til den sorte karakter Joe i Pixars animationsfilm »Soul«, fordi han er hvid.

»Det er en vigtig dagsorden, at skuespillerne i dansk film og teater i højere grad bør afspejle befolkningens sammensætning, og det er derfor positivt, når Det Kongelige Teater med flere lader kvindelige skuespillere indtage hovedroller, der oprindeligt blev spillet af mænd.«


De seneste år er der kommet større fokus på underrepræsentation af kvinder og etniske og seksuelle minoriteter i teater- og filmbranchen. Det har derfor blandt andet været diskuteret, om man i højere grad bør lade kvinder spille hovedroller, der oprindeligt er skrevet til mænd.

Flere teatre har allerede gjort alvor af det. I 2017 opførte Det Kongelige Teater for eksempel Shakespeares klassiker »Othello«, hvor Othello nu var en kvinde og blev spillet af Lila Nobel.

Det er en vigtig dagsorden, at skuespillerne i dansk film og teater i højere grad bør afspejle befolkningens sammensætning, og det er derfor positivt, når Det Kongelige Teater med flere lader kvindelige skuespillere indtage hovedroller, der oprindeligt blev spillet af mænd.

Alligevel begår kritikerne i de aktuelle sager om Silas Holst og Nikolaj Lie Kaas en fejl.

Det paradoksale skuespil

For det første er der en åbenlys selvmodsigelse i, at man på den ene side kræver, at roller skrevet til etniske og seksuelle minoriteter skal spilles af en skuespiller med samme etnicitet og seksualitet – mens man på den anden side hylder, at manderoller spilles af kvinder. Hvis man vil insistere på at fortælle historien, som den oprindeligt blev skrevet, så må det også gælde for klassikere med hvide mænd i hovedrollen. En insisteren på dette vil være noget af det værste, der kan ske for minoriteters repræsentation i dansk film og teater.

For det andet vil det betyde, at der er forestillinger, som bliver svære eller umulige at opsætte. Hvis man insisterer på, at rollen som Lola i musicalen »Kinky Boots« skal spilles af en sort dragqueen, kan det blive svært at finde en skuespiller, der kan synge, danse og performe lige så godt som Silas Holst. Det vil med andre ord være umuligt for Det Ny Teater at opføre forestillingen, som derfor ikke vil blive vist for et dansk publikum. Det vil gå ud over mangfoldigheden.

For det tredje er der noget grundlæggende paradoksalt i, at man netop inden for skuespil, der i sin natur handler om at spille noget, man ikke er, kræver, at skuespillerens og rollens etnicitet og seksualitet skal være den samme. Det er på sin vis et angreb på selve skuespillets væsen.