Efter sexanklager: Ryan Adams aflyser stor turné

Først krævede hans fans pengene tilbage. Nu dropper Ryan Adams helt at tage på turné i Storbritannien og Irland.

Før al balladen: Ryan Adams i Falconer Salen på Frederiksberg,  marts 2015. Foto: Mathias Bojesen/Scanpix 2015 Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Bojesen

Den amerikanske sanger og sangskriver Ryan Adam tager nu konsekvensen af en række sexanklager og aflyser hele sin kommende turné i Storbritannien og Irland.

Det skriver BBC.

I alt drejer det sig om ni koncerter, herunder to i Londons berømte Royal Albert Hall 2. og 3. april.

Den drastiske beslutning er blevet taget, efter at flere fans allerede har været ude og kræve pengene tilbage for deres billetter og et par uger efter, at The New York Times skrev om beskyldninger mod Ryan Adams for at have udvekslet seksuelt upassende beskeder med en teenagepige.

Avisen bragte også interviews med flere kvinder, som sagde, at Ryan Adams havde hjulpet dem i deres karriere til gengæld for sex, ligesom den viderebragte beskyldninger fra hans eks-kone, Mandy Moore, om psykisk mishandling.

Ryan Adams'  første reaktion på de mange alvorlige anklager var at skrive et tweet, hvor han truede The New York Times med en retssag.

Efterfølgende slettede han tweetet og udsendte herefter en erklæring, hvor han kaldte påstandene i The New York Times for »rystende upræcise«, samtidig med at han undskyldte alle dem, som han mod sin vilje måtte have krænket.

Billetvirksomheden Ticketmaster skrev i går i et tweet, at alle, der har købt billet til Ryan Adams' koncerter i Storbritannien og Irland, kan få pengene tilbage på mandag.