De fleste har nok en forestilling om, hvordan de vil reagere, hvis de udsættes for et overgreb.
Kæmpe som en løve, begynde at slå løs på vedkommende, skrige ham ind i hovedet. Eller forsøge at flygte.
Men virkeligheden ser ofte anderledes ud.
Det forklarer Lisbeth Jessen er direktør i kvindekrisecenteret Danner og tidligere vicepolitiinspektør i Rigspolitiet. Hun beskriver det som helt normalt, at man ikke bare begynder at slå løs på den, man bliver krænket af.
Et overgreb er et traume, hvor man kan gå i chok.
»Kroppen oplever noget farligt. En uventet farlig situation, som man kalde for et traume. Det kan være forskellige former for vold eller seksuelle overgreb. Det, man ved er, at kroppen prøver at hjælpe én så godt, den kan i form af nogle ubevidste strategier. Den prøver at hjælpe mig med det her akutte traume, som bliver påført mig i en farlig situation. Og her er der tre strategier: Flygt, kæmp eller frys,« siger Lisbeth Jessen.
Hun understreger, at hun udtaler sig generelt og ikke om den konkrete sag.
»I tilknytning til strategierne taler man om behavior, det her med at opføre sig på en bestemt måde. At man for eksempel udviser en undvigelsesadfærd. Det er ikke noget, vi selv styrer, i stedet er det kroppen, som prøver at finde ud af, hvad der er den bedste måde at reagere på. Skal jeg spille død, skal jeg fryse, som om jeg var lammet i øjeblikket, eller skal jeg skynde mig at flygte?
Efter de alvorlige beskyldninger mod Naser Khader, der af flere anonyme og navngivne kvinder bliver beskyldt for seksuelle overgreb, er kvindernes reaktion blevet debatteret.
Flere af kvinderne fortæller, at de undlod at kæmpe imod eller flygte, fordi Khader var dem fysisk overlegen.
Blandt andet fortæller den anonyme kvinde, der i Berlingskes artikel kaldes Marie, hvordan hun masserede Naser Khaders lem til udløsning mod sin vilje. Adspurgt, hvorfor hun ikke sagde nej, forklarer hun:
»Det følte jeg ikke, at jeg havde mulighed for. Han er mig fysisk overlegen, og der var lås på døren. Jeg kunne ikke komme ud. Folk har nogle meget sjove ideer om, at man bare skal kæmpe imod, men det er logisk deduktion at spørge sig selv: Hvad skader mig mindst? Og det skader mig potentielt mindre at massere ham og hans pik, end det vil skade mig at blive potentielt slået eller tæsket af ham«.
Andre beskriver endda, at de efter overgrebene fortsat havde kontakt med Naser Khader og færdiggjorde de arbejdsprojekter, de forinden havde aftalt.
Naser Khader nægter, at overgrebene har fundet sted, og understreger netop, at kvinderne jo næppe ville have haft kontakt med ham efterfølgende, hvis han havde forgrebet sig på dem.
Men så enkelt er det ikke, siger Lisbeth Jessen, der udtaler sig om ofres generelle adfærdsmønster.
»Vi ved fra forskning, hvor man har undersøgt kvinder, der levede med vold og stalking, at op med 70 procent fryser i det øjeblik, hvor den farlige situation opstår. Deres almindelige adfærdsmønster bliver sat ud af spil, og kroppen overtager, forklarer hun.«
Hun understreger, at det i selve situationen er vores reptilhjerne – hvor hele vores nervesystem ligger i – der bestemmer. Og den del styrer vi ikke selv.
»Derfor er det helt normalt, at man ikke får sagt fra i en overgrebssituation.«
Alvorligt når andre ikke tror på én
Hun peger desuden på, at det er en gennemgående reaktion hos mange i befolkningen, at man starter med at spørge, hvorfor den forulempede ikke har sagt fra i situationen.
»Det er meget alvorligt, når man har været udsat for et overgreb, at der så ikke bliver troet på én. Der ligger noget i vores normer og i vores kultur, hvor vi kan have en tilbøjelighed til at være meget kritiske over for, hvad dem, som er blevet krænket, skulle have gjort anderledes,« siger Lisbeth Jessen.
Hun mener også, at man her skal finde en del af forklaringen på, at kvinder kan finde på at fortsætte deres kontakt med en overgrebsmand: I de kulturelle normer og i den distance, man har behov for at skabe til det, der er sket.
»Vi er opdrager til, at vi passer vores aftaler. Når vi har en aftale om at gøre noget, også selv om der har været tale om en grænseoverskridende adfærd, er det ikke unormalt, at man holder sin aftale og tænker: »Så må jeg holde mig ude på reposen og passe godt på mig selv – måske tager jeg en veninde med.«
Lisbeth Jessen forklarer, at der er tale om en traumesituation, når man har været udsat for et seksuelt overgreb.
»Vi har nogle bestemte forestillinger om, hvordan et voldtægtsoffer reagerer. Hun sidder helt krakeleret i et hjørne og græder. Og det er jo ikke nødvendigvis sådan, det er. Det kan være, man for andre ser helt upåvirket ud og bare passer sit liv. Man taler om det, der er sket på en lidt distanceret måde, som kan være en måde at prøve at overleve på. En måde at fortsætte sit liv på og samtidig videreføre alle de gøremål, man har gang i. Det kan være en reaktion på det traume, man har oplevet, fordi man befinder sig i en choktilstand.«
