Edda Magnason: »Jeg prøvede at fornemme Monica«

Mød den 29-årige skånske musiker Edda Magnason, der aldrig havde spillet skuespil, før hun fik rollen som jazzsangerinden Monica Zetterlund i Per Flys aktuelle film »Monica Z«.

Edda Magnason spiller den svenske jazzsangerinde Monica Zetterlund i filmen "Monica Z". Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

»De svenske sangerinder har vundet danskernes hjerter og har her i landet kæmpesucces. Først var det Siw Malmkvist, så kom Inger Berggreen, derefter Anita »Sån’t Er Livet« Lindblom og nu den dygtige Monica Zetterlund. Da sangerinden i aftes optrådte på Kystens Perle i Snekkersten, blev hun hyldet af flere hundrede festklædte tilskuere. Ikke mindst orkestret var imponeret over Monica Zetterlunds præstationer.

»Den pige er fyldt med musik,« sagde janitscharen Kaj Bøker, og alle gav ham fuldkommen ret. Inden længe får vi lov at glæde os over Monica Zetterlunds sang i fjernsynet, hvor man agter at have hende med i en endnu ikke fastlagt udsendelse.«

Sådan lyder teksten bag på det sorthvide fotografi, der dukkede op i en brun kuvert i Berlingskes fotoarkiv – og »janitscharen« er i øvrigt ham, der spiller slagtøj i et orkester.

Da fotografiet blev taget i juli 1962, var den 24-årige Monica Zetterlund slået igennem som sofistikeret jazzsangerinde i Sverige. Hun havde været på sin første tur til Amerika – på mange måder en desillusionerende rejse, blandt andet fordi hun oplevede, hvordan de sorte jazzmusikere, hun optrådte med, blev behandlet som undermennesker, og fordi agenten, der fik hende til USA, havde sin egen hemmelige dagsorden, der handlede om at få den skandinaviske skønhed med i seng.

Men det var også en lærerig tur, fordi hun blev inspireret til at tage hjem og synge jazz på svensk i stedet for at kopiere den amerikanske sangskat – det fik hun stor hjælp til fra tekstforfatteren Beppe Wolgers (som vi nok bedst kender for rollen som Pippi Langstrømpes far), der oversatte »Walking My Baby Back Home« til »Sakta Vi Gå Genom Stan« og dermed forsynede Monica Zetterlund med hendes signatursang.

Det er denne definerende periode i Monica Zetterlunds liv, som den danske instruktør Per Flys film »Monica Z« beskæftiger sig med. De unge år som alenemor og hårdtarbejdende telefondame med jazzdrømme i flækken Hagfors. Den begyndende karriere som sangerinde i folkeparkerne. Det kunstneriske højdepunkt, hvor hun indspiller mesterværket »Waltz For Debby« med den amerikanske jazzpianist Bill Evans.

Årene efter, hvor hun kaster sig over revy, melodi grandprix og showbiz i alle afskygninger og får et eskalerende forbrug af både mænd og alkohol. Og måske især det nagende svigt over for datteren Eva-Lena, som hun fik som 17-årig, og som hendes forældre endte med at tage sig af.

Filmen får ikke de sidste år af Monica Zetterlunds liv med. Hun blev ved med at indspille film og plader, men stoppede karrieren i slutningen af 1990erne. Hun fik skrevet sin selvbiografi, hvor hun mindes møderne med blandt andre Louis Armstrong, Stan Getz og Miles Davis. Og i 2005 døde hun på tragisk vis som 67-årig i en brandulykke i sin lejlighed i Stockholm, hvor hun tilbragte de sidste år af sit liv i kørestol som følge af ryglidelsen skoliose.

I Per Flys film »Monica Z« er det den 29-årige skånske musiker Edda Magnason, der blandt hundredvis af prøvefilmede skuespillere, fik den eftertragtede rolle – uden nogensinde at have spillet skuespil før. Virkelighedens Monica Zetterlund var en smuk kvinde, og hun bliver ikke mindre attraktiv i Edda Magnasons skikkelse, der i filmen er indbegrebet af en høj blond skandinavisk skønhed i datidens skræddersyede feminine klæder.

Det var derfor lidt af en overraskelse at møde Edda Magnason på filmselskabet i Solna lidt uden for Stockholm – ikke fordi hun ikke er smuk, men fordi ansigtets fine træk er gemt bag store briller, figuren svøbt i jeans og stor strikketrøje og de voluminøse blonde parykker fra filmen er erstattet af en mere jordisk hårdpragt bundet op i en kort hestehale.

Hvad var dit forhold til Monica Zetterlund, før du fik rollen?

»Jeg kunne lide hendes musik. Det er en periode i Sverige, som alle synes om, og som har bidt sig fast i sjælen på os. Hun symboliserer en bestemt tid med Hasse & Tage, Beppe Wolgers og Cornelis Vreeswijk – hele den æra er lidt romantisk for os svenskere, det var en speciel tid. Personligt kan jeg bedst lide den plade, hun indspillede med Bill Evans, »Waltz For Debby«.

Hun lavede jo så mange forskellige ting, men det var jazzen, hun brændte for. Hun har sagt flere gange, at det var den plade, hun var mest stolt af, og at det var jazzen, der lå hendes hjerte nærmest. Men hun lavede også film og var med i melodi grandprixet – men jeg tror ikke, hun tog det lige så alvorligt som jazzen. Selv fik jeg pladen i gave af min mor nogle år inden filmen.

Jeg lyttede på den en sommer og kunne vældig godt lide den. Den er melankolsk og minder mig om den sommer. Jeg var hjemme i Malmö, havde et sommerjob og levede bare en almindelig, lidt kedelig sommer.«

Du er selv musiker – hvad var det, Monica Zetterlund kunne som sangerinde?

»Hun havde et utroligt nærvær og en varme. Hun kunne både være stærk og meget skrøbelig – der var så mange nuancer i hendes måde at synge på, som var helt fantastisk.«

Hvordan fik du rollen?

»Jeg kendte ikke til filmen, men skulle spille to sange på Södra Teater i Stockholm til Amnesty Internationals 50 års fødselsdag. Jeg havde ingen anelse om, hvor vigtig den aften skulle blive! Der var intet med Monica Zetterlund eller jazz, jeg spillede bare min egne sange. Men der var en kvinde blandt publikum, der kendte producenten, og hun foreslog, de skulle ringe til mig. Så fik jeg en mail om at komme til prøvespilning.«

Var du nervøs?

»Faktisk ikke. Lige fra begyndelsen har jeg haft en selvtillid, som jeg ikke ved, hvor kommer fra. Jeg havde en følelse inderst inde af »I can do this.« Jeg aner ikke, hvor den kom fra. Men jeg fik bare en følelse af, at det kunne jeg godt. Og så kom jeg til prøvefilmning, hvor man skulle spille to scener, synge en sang og vise, at man kunne improvisere. Jeg sang »Trubbel« acapella, og så improviserede jeg lidt.

En måned senere ringede de og ville træffe mig igen. Jeg filmede igen og så en gang til med Per Fly, og til sidst fik jeg rollen. Per hjalp mig med at beholde humoren og det lystbetonede og ikke slippe angsten ind.

Jeg blev kastet ud i nøgenscener, skulle skrige og vræle og grine, men det mest grænseoverskridende var faktisk revynummeret »O Vad En Liten Gumma Kan Gno« (en slags svensk udgave af Rachel Rastennis »Her kommer Mutter med kost og spand«, red.). Det var det mest grænseoversridende, for det var noget, jeg aldrig ville gøre selv.«

Det var mere grænseoverskridende end nøgenscenerne?

»Ja, faktisk! (griner). At rende rundt med den her kost og være helt åndssvag... Men det var sjovt, da vi først begyndte på det.«

Hvordan forberedte du dig til rollen?

»Det lyder lidt abstrakt, men jeg prøvede at fornemme hende. Hun indtalte sin egen biografi som lydbog, så den gik jeg rundt på Kungsholmen her i Stockholm og lyttede til. På den måde fik jeg ind i systemet, hvordan hun talte, og hvad hun følte i bestemte situationer. Og så trænede jeg rigssvensk ved at læse højt af bogen.

Og nu har jeg næsten glemt det igen. Jeg mødtes også med hendes gamle venner i Stockholm, drak kaffe med dem og spurgte lidt for at få bedre føling med det. De var søde mod mig. Jeg har set mange gamle fotoalbums, og de har vist mig ting, som hun tegnede – hun var også dygtig til at tegne og at male.«

Hvilket billede tegnede sig, da du gik der og lyttede til hendes selvbiografi?

»En typisk kunstner, hvis man kan sige det. Jeg ved jo ikke mere om hende end andre, der har læst hendes biografi. Men jeg synes, man får et helhedsbillede gennem biografien. Fra hun var helt lille, var hun meget modig. Hun kastede sig ud og vovede pelsen. Hun havde begge sider, hun var både Pippi Langstrømpe og femme fatale.«

Hvad mener du med typisk kunstner?

»Et følelsemenneske, som kunne lide livets goder og som var en stærk personlighed med megen vilje og temperament. Det kan man jo også høre i musikken, man kan ikke synge med så meget følelse og være en papfigur.«

Har du tænkt over forskellen i tiden dengang i 1960 og så nu i 2014?

»Ja, meget. Nu er tiden jo så individualistisk, det er ingen big deal at lave sine egne ting, det gør så mange. Men at have et barn i slutningen af 1950erne og alligevel vælge en karriere som musiker har været meget opsigtsvækkende.«

Kan du genkende noget af Monica i dig selv?

»Ja, for på en måde har jeg gået i hendes fodspor i forbindelse med filmen. Jeg har nærmest gået det samme igennem selv. Jeg kom også fra landet til Stockholm og siden til New York. Jeg gik også på Brooklyn Bridge for første gang ligesom hende, og jeg sang på jazzklub præcis, som hun gjorde.«

Hvordan har du det med, at en dansk instruktør portrætterer et svensk nationalikon?

»Jeg spekulerede ikke så meget på det. Jeg synes bare, det var sjovt at arbejde med Per, og så er det nok også meget godt med lidt distance, for så tør man mere. Man er ikke så nervøs for opgaven.«

Har dit liv ændret sig på grund af filmen?

»Ja, min base er i Stockholm nu, mit team med agenter og alle de musikere, jeg spiller med. Jeg har lært gode folk at kende, og jeg har lært meget både personligt og professionelt. Jeg har oplevet så meget og set, hvordan det foregår bag kulisserne.«

Har du fået mange tilbud?

»Ja, men det meste er spekulationer og eventualiteter. Det mest konkrete lige nu er musikken. Jeg skal til at indspille en musikvideo til min tredje plade, der udkommer i slutningen af april eller begyndelsen af maj. Med musik er der ikke så meget venten, jeg kan bare gå ind i studiet og indspille og er ikke så afhængig af andre i selve skabelsesprocessen.«