Dy Plambeck: Naturens brutalitet minder os om, at civilisation bare er noget, vi leger

I et gammelt hus mellem to store skove i Nordsjælland bor forfatteren Dy Plambeck alene med sin femårige datter. I mere end ti dage har de ikke set andre mennesker. Før coronakrisen trivedes hun med at leve alene midt i naturen. Nu får den hende til at tænke på døden.

»Før covid-19-krisen var der noget ved stilheden og mørket, som jeg trivedes godt med. Når solen gik ned, blev det mørkt. Når det stormede, stormede det. Det har covid-19-krisen slået i stykker,« skriver forfatteren Dy Plambeck i dette essay. Nu hører hun sine egne skridt gennem huset og på grusstierne i skoven som et rungende ekko. I over ti dage har hun ikke set andre mennesker end sin femårige datter. Fold sammen
Læs mere
Foto: les kaner

Fuglene er flyttet op under taget, klemt inde under tagrenden, foråret er her, solsorten og gulspurven. Jeg vågner om morgenen ved lyden af bogfinkens hale, der slår mod ruden. Jeg vågner om natten af et mareridt. Jeg mister mine ting, min telefon, mine tænder. Venner inviterer mig på besøg, men når jeg kommer, er der ingen, der åbner døren, og stuen er kun beboet af rotter. De piler ind og ud mellem mine ben. Følelsen af deres lodne hale mod mine bare ben får mig til at sætte mig brat op i sengen.

Min datter skærer tænder ved siden af mig, hun klynker og holder hænderne op foran sig. Hendes korte arme, som jeg kun kan se konturerne af i mørket, fagter. Hun har ikke villet sove i sin egen seng siden covid-19-krisen brød ud, siden statsminister Mette Frederiksen tonede frem på skærmen og sagde: »Det, jeg vil sige her i aften, vil få store konsekvenser for alle danskere.« Siden store dele af Danmark blev lukket ned.

»At bo tæt på naturen er som at bo tættere på døden. Eller i hvert fald den tilstand, som vi forbinder med døden, for reelt set ved ingen af os, hvad døden er: stilhed og mørke.«


Min datter er fem år. Hun forstår ikke omfanget af krisen. Alligevel brød hun ud i uforklarlig gråd de par nætter, jeg forsøgte at putte hende inde hos sig selv, efter at jeg havde fortalt hende, at hun skulle blive hjemme fra skovbørnehave de næste to uger. Hun bliver intuitivt stille, når Mette Frederiksen holder pressemøder. Hun sidder ved bordet og tegner og ser på mig, der ser på ministrene, der fortæller om yderligere tiltag for at inddæmme smitten. Min datter har lært betydningen af ordet statsminister. Da jeg vil forklare hende om ordet demokrati, afbryder hun mig.

»Jeg ved godt, hvad demokrati er, mor,« siger hun, »det er, når vi går i skoven med børnehaven og skal vælge, hvad vej vi skal gå. Til højre eller venstre. Den vej, som får flest stemmer, går vi. Det er demokrati.«

Huset i skoven

Jeg bor med min datter i et sving mellem to store skove, Store Dyrehaven og Tokkekøb Hegn, i Nordsjælland. I et gammelt murstenshus fra 1895. Verdens mindste herregård kaldte en af mine venner huset, da han så det første gang. Jeg flyttede herud for lidt over to år siden efter at have boet i København i 20 år.

Det var ikke et forsøg på at vende tilbage til noget mere oprigtigt. Naturen er også civiliseret, Skov-Jens kører rundt i sin pickuptruck på de smalle grusveje i skoven og afmærker træer, beskærer dem og holder bestanden af vildt nede. Det var heller ikke et forsøg på som forfatter at skulle hente en særlig kunstnerisk ånd ud af naturen, som den tyske filosof Friedrich von Schelling (1775-1854) skrev: »Ånden i naturen slumrer i stenen, drømmer i planten, vågner i dyret, bliver sig selv bevidst i mennesket og når sin højeste udfoldelse i kunstneren.«

Det er ikke digteren, der skal gå rundt i naturen og samle guddommelig inspiration. Det er ikke derfor, jeg bor her. »Hvad skal du derude i skoven?« spørger mine veninder. Det kan jeg ikke svare på helt præcist. Men jeg har en klar fornemmelse af, at jeg var nødt til at flytte mig fysisk for at flytte mig mentalt.

»Stormen har revet store grene af kirsebærtræet, som nu ligger spredt i græsset. Jeg ser det lige uden for mit vindue. Det er hårdt at bo i naturen. Det er en evig påmindelse om, at jeg skal dø. At alle skal dø.«, skriver Dy Plambeck. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner.

Før jeg flyttede herud, så jeg byen som et dynamisk sted, et sted for forandring, progression, hvor der boede mange forskellige typer mennesker. Nu ser jeg byen som statisk: De tætte bygninger, den samme udsigt, årstiderne glider sammen. I skoven er alting nyt hver dag. Vintergækkerne er kommet, så er det hyacinterne, om lidt blomstrer kvæden. Stormen har revet store grene af kirsebærtræet, som nu ligger spredt i græsset. Jeg ser det lige uden for mit vindue. Det er hårdt at bo i naturen. Det er en evig påmindelse om, at jeg skal dø. At alle skal dø.

Men det er også en evig påmindelse om, at alt fortsætter og genopstår på ny. Den brutalitet, men også trøst, der er i det. At bo tæt på naturen er som at bo tættere på døden. Eller i hvert fald den tilstand, som vi forbinder med døden, for reelt set ved ingen af os, hvad døden er: stilhed og mørke. Før covid-19-krisen var der noget ved stilheden og mørket, som jeg trivedes godt med. Når solen gik ned, blev det mørkt. Når det stormede, stormede det. Det har covid-19-krisen slået i stykker. Nu hører jeg mine egne skridt gennem huset og på grusstierne i skoven som et rungende ekko. Jeg har ikke set andre mennesker end min datter i over ti dage. Susen gennem granerne gør mig urolig, den pludselige blæst op under jakken, som om nogen forsøger at overfalde mig bagfra. Tyrkerduernes kalden. Hvad vil de?

Stilheden minder mig om døden, de døde, dem, der lige nu ligger på intensiv afdeling og kæmper mod døden. Jeg løber en tur i skoven. Selv om her er masser af luft, min datter cykler foran mig med røde kinder, så stopper jeg op på stien. Jeg kan ikke få vejret. Kan jeg få vejret? Tanken om at blive lagt i respirator forekommer mig næsten mere uhyggelig end døden selv. Denne maskine, der skal overtage vejrtrækningen, at man skal give slip på det, der holder en i live: at trække vejret.

»Vi er ved at begribe globaliseringens bagside. Hvor uhyggeligt tæt vi alle sammen er kædet sammen. Hvor smuk den tanke egentlig er. Men også skrøbelig. Dødbringende ligefrem.«


Da jeg fødte min datter, var hun knap nok kommet ud af mig, før jeg spurgte: Trækker hun vejret? Vejtrækning er livet. Da min farfar lå for døden for nogle år siden, blev der længere og længere mellem hans vejtrækninger. Jeg hyperventilerede, når jeg besøgte ham på hospice, korte hurtige vejrtrækninger, som om jeg også ville trække vejret for ham og på den måde skåne ham for døden.

Jeg går resten af vejen hjem. Min datter har en bamse i sin cykelkurv. Hun ler til den. Hjemme tager jeg et langt bad. En klokke ringer. Den skærer sig gennem stilheden. En genkendelig lyd, der alligevel i covid-19-krisen forekommer så uvirkelig, at den bliver fremmed. Det er Hjemis-bilen. Danmark er lukket ned. Hjemis-bilen kører. Dens blå farve lyser op mellem de nøgne træstammer sammen med billederne af iskasserne på bagsmækken. Klokken bimler. Der er ingen, der kommer ud. Vandet drypper fra mit hår, Hjemis-bilen kører skarpt gennem svinget som en påmindelse om en civilisation, jeg har taget for givet i 39 år, og som på ti dage kun synes mere og mere mærkværdig og kunstig: isbåde og islagkager. Så er bilen væk. Den skræmmende stilhed er her igen. Om aftenen læser jeg en bog i lænestolen i stuen. Min datter leger på sit værelse. Hun råber: »Vil du larme, mor? Så jeg ved, du er der.«

Globaliseringens bagside

Covid-19-krisen har overladt os til naturen. Eller rettere sagt: Vi er alle sammen i højere grad overladt til vores omgivelser end før krisen. Tidligere var omgivelserne en slags kulisse for mødet mellem mennesker. Nu er de det, som vi er ladt tilbage med. Andre mennesker er potentielle smittebærere. Man er selv potentiel smittebærer. Vi er ved at begribe globaliseringens bagside. Hvor uhyggeligt tæt vi alle sammen er kædet sammen. Hvor smuk den tanke egentlig er. Men også skrøbelig. Dødbringende ligefrem. Det er en uhyggelig erkendelse: Ikke alene at civilisationen er svag. Alt det, vi har bygget op som et modbillede til naturen. For også at kunne tæmme den, dyrke den og leve af den. Men også at civilisationen har frembragt covid-19-krisen. Ud af det, vi selv har bygget op, kommer nu det, der truer os. Covid-19-krisen minder os om, at civilisationen bare er noget, vi har fundet på.

»Jeg tænker på, at hvis smitten bliver ved med at sprede sig, kan vi flytte længere ind i naturen, min datter og jeg. Der er et sted i skoven, langt inde ved en lille lysning, hvor vi engang byggede en hule,« skriver Dy Plambeck – her fotograferet i en hytte i Jernalderbyen i Lejre i 2015. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph.

En veninde ringer fra København. Hun vil flytte ud til mig i skoven. Jeg spørger, om det nu også er en god idé.

»Nej, jeg ved det godt,« siger hun stille.

Jeg tænker selv på yderligere flugtveje. Jeg er bange for at blive spærret inde i Europa, i mit land, i mit hus. Jeg frygter et udgangsforbud ligesom i Frankrig. Hvis jeg pludselig ikke må gå ud i skoven uden grund. Jeg er bange, fordi den fysiske bevægelighed ikke kan indskrænkes, uden at den mentale også bliver det. Jeg tænker på, at hvis smitten bliver ved med at sprede sig, kan vi flytte længere ind i naturen, min datter og jeg. Der er et sted i skoven, langt inde ved en lille lysning, hvor vi engang byggede en hule. Vi kunne bo der, min datter og jeg. Selv om jeg egentlig er håbløst upraktisk, er jeg god til at lave bål og mad over ild.

»Tanken om at blive lagt i respirator forekommer mig næsten mere uhyggelig end døden selv.«


Den slags tanker har jeg om aftenen, når mørket kommer. Irrationelle tanker. Jeg forsøger at skubbe dem til side. Jeg sætter en plade på. Jeg ringer sammen med tre veninder på Messenger. Vi har hver vores firkant på skærmen. Fire ansigter. Jeg har kendt dem i 20 år. Jeg har set deres ansigter forandre sig, fugerne og smilerynkerne. Jeg bliver rørt, da jeg ser dem. De er på én gang så genkendelige og fremmede. Udenfor fortsætter naturen upåvirket, bioorganismerne, skaden, der er ved at bygge en stor rede i naboens hus. Kastanjetræet, der er ved at springe ud. Snart bliver det bøgens tur. Jeg husker en samtale, jeg havde med en mand i sommer. Om hvordan et indre landskab kan svare til et ydre. At vi alle bærer rundt på et landskab i os. Han foretrak marker eller havet. At kunne se langt.

Jeg sagde: »Jeg vil til enhver tid foretrække at gå ind i en skov og forsvinde«.