Du skal gøre dig umage

Marie Louise Wille er vokset fra at være en drømmende »kommunist-unge« til at blive en af Danmarks store skuespiltalenter. Fra 1. januar kan hun ses i en af hovedrollerne i DRs ny tv-serie »Sommer«.

Foto: Claus Bjørn Larsen Fold sammen
Læs mere

Hun er lige så imødekommende som duften fra det rugbrød, der står i ovnen. Også uden at optage voldsomt meget luftrum rent fysisk fylder hun lokalet mere end de fleste.

X-faktor. Nærvær. Charme. Eller hvad man nu kalder det dér udefirnerlige, der vælter ud af visse mennesker uden, at man kan sætte fingeren på det.

Måske er det dette følsomme nærvær, der har fået casterne til at vælge Marie Louise Wille til en af de bærende karakterer i DRs nye familie-krønike serie, »Sommer«, der fra nytårsdag med underspillet DR-håb forventes at hærge de danske tv-skærme og formiddagsavisernes spisesedler som efterfølger til landeplagerne, »Nikolaj og Julie« og »Forbrydelsen«.

Måske har forfatteren til seriens første sæson, Karina Dam, også oplevet Marie Louise Wille på de danske teaterscener, hvor hun siden sin professionelle debut i »Erasmus Montanus« på Aalborg Teater i 2002, har begejstret anmeldere og publikum både for det sjove teater, det klassiske og det spritnye.

Marie Louise Wille fik Bikubenfondens eftertragtede Reumert-pris for bedste kvindelige birolle i 2005.

I både »Anna Karénina« og »Frøken Julie« blev hun af juryen rost for sit stærke talent for fysisk udfoldelse og sit formidable kropssprog, der tindrer, som det blev sagt. Anmeldere kaldte hende både elektrisk og enestående.

Da hun for nogle år siden flyttede tilbage til København fra Aalborg havde hendes talent på scenen, uden at hun selv vidste det, inspireret en ung ambitiøs skuespilleraspirant så meget, at vedkommende også flyttede til Hovedstaden for at få Marie Louise Wille til at lære fra sig.

Den 37-årige skuespiller fra Fløng står med andre ord med sin tv-debut rolle som fotografen Mille Kaiser i affyringsrampen rettet mod den brede offentlighed.

M/S møder Marie Louise Wille i hendes og skuespiller-kæresten, Thomas Bangs, og deres fælles datters toetagers lejlighed, der en gang var bagerbutik og senere værtshus.

Mens hun ser til sit rugbrød, bliver hun helt overrasket over, at vi bare går i gang med interviewet uden en officiel grænse mellem den uformelle velkomst-small talk om andelsboligen, trafikuheld og surdej og så det »seriøse« interview.

Er der noget af dig i rollen som Mille?

»Hun er fotograf, og jeg er skuespiller. Det at være en udøvende kunstner kan jeg sagtens genkende fra mig selv. Den der fysiske og intuitive fornemmelse af, når noget er rigtigt og forkert. Og så har hun nogle ekstremt feminine træk, jeg også kender fra mig selv. Hun er, godt nok mere end mig, meget uformuleret omkring sine ønsker og behov. Hun føler meget og forventer, at kæresten Jakob kommer med løsningsmodellerne. Hun gør opmærksom på et problem, og så skal han komme med den fede løsning. Jeg tror, mange par har det sådan. At manden skal finde løsninger, også selv når kvinden er præmenstruel, og følelserne er totalt deroppe, hvor man er meget tæt på sin egen fornemmelse af, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer. Der kan jeg virkelig hyle meget op og påpege noget i Thomas’ og mit samliv som ikke er i orden, og så vil jeg helst have at Thomas....«

Hun rejser sig op fra bordet med et ryk, så hun er ved at vælte en stol. »Nej! Sådan vil jeg kraftedeme ikke være,«, udbryder hun som i et anfald af selverkendelse. »Det vil jeg ikke. Det er for… jeg ved det ikke. Jeg forsøger virkelig at lade være med at være sådan. Som voksen dame må man virkelig tage ansvar for de følelser, der bobler op i en. Jeg oplever bare, at det er meget nemt at lade være at gøre det. Det bliver også nærmest opfattet som et kvindeligt træk at være i sine følelsers vold og ikke at kunne bruge hjernen. Sådan er Mille meget. Hun er styret af sine følelser. Men jeg kan egentlig rigtig godt lide hende.«

Har du tænkt over, hvad det vil gøre ved dig, at du nu sandsynligvis bliver vildt eksponeret, fordi du har en af hovedrollerne i en ny tv-serie?

»Jeg tænkte på det her forleden dag. At jeg på den ene side, helt fra jeg var ganske ung, var mærkelig. Vi var de mærkelige kommunistunger og gik i brugt tøj. Hold op, hvor fik jeg aldrig noget nyt tøj. Min mor var god til at indgyde os selvtillid og en følelse af, at det var en fordel at være mærkelig i stedet for, at vi lod os kue af det. På den måde har jeg været vant til at være en, andre gloede på. Men alle har jo også dage med paranoia, helvede og lyst til at være alle andre steder end der, hvor folk kikker. Og så har jeg jo skiftet hårfarve. Mille er meget lyshåret. Men jo, jeg har da lagt mærke til, at nogle, efter trailerne i tv, har kikket efter mig, som om de har set mig før.«

Marie Louise Wille er i dag medlem af Det Radikale Venstre. Det partipolitiske har hun ikke fra fremmede. Hun er vokset op i en glødende marxistisk storfamilie, hvor hendes far, der var lektor i dansk og filosofi på RUC, og pædagog-moderen var medlemmer af Danmarks Kommunistiske Parti. Når forældrene solgte Land og Folk på gaden i 70ernes Roskilde, spyttede folk efter dem og pegede fingre af Marie Louise og hendes legekammerater, der også havde forældre, der bekendte sig til marxismen.

»Vi syntes, det var flovt, så vi udviklede hemmelige tegn til hinanden, når vi mødtes på gaden, så vi ikke bare faldt hinanden om halsen og råbte, så alle kunne høre det: »Heeeej, hvor var det fedt at se dig til Chile-koncerten eller det kinesiske lotteri.«

Hun griner af minderne og husker tilbage på de mange middage og sammenkomster i den store familie med søskende og fætre og kusiner og råben og skrigen og politiske diskussioner.

»Jeg var vildt misundelig på de enebørn, jeg kendte. De behøvede ikke at kæmpe for at få lov at sige noget. Hos os skulle der kæmpes. Alle talte i munden på hinanden. Jeg kunne sidde længe og vente på, at det blev min tur, og jeg startede mange gange på sætninger, jeg aldrig fik lov til at fuldføre, før min far rejste sig og råbte: »Nu er det Louises tur!«. Det var forfærdeligt, at jeg skulle bruge så meget energi på at få ordet.«

Det lyder morsomt og Fellinisk, når hun fortæller det, men det er det ikke, kan man se.

»For mig var kommunismen en blanding af politiske anskuelser og noget meget, meget følelsesmæssigt. Lidt langt ude. Men de havde de smukkeste sange.«

Hun husker, hvordan hun og kusinen kunne sidde i det gamle hjemmebyggede drivhus og snakke om, hvor smuk sangen var om rosen, der skød op dér, hvor partisanerne var faldet for den gode sag.

»For mig var der noget Prins Valiant over det. Gode historier med at kæmpe for noget ud over sig selv, så det var egentlig meget nemt at blive DKUer.«

Hendes tro på retfærdighed og lyst til at lindre menneskers smerte i de unge år prægede hende helt ned til hendes dagdrømme. Hun syntes, det var så forfærdeligt, når hendes far sad med selvangivelsen og terminerne og forsøgte at få familiens budget til at gå op, at hun gang på gang drømte om at være kunde nummer én million i en butik og så vinde en million kroner, som hun så kunne indfri familiens lån med. Derefter ville hun lægge en seddel til sin far med ordene: Fra den lille hjælper.

»Og så græd jeg, mens jeg tænkte på, hvor vidunderligt smukt det ville være, og hvis der var penge til overs, ville jeg tage til Afrika og dele ud til de fattige.«

I gymnasiet brændte den politiske flamme for alvor i hende. Hun blev næstformand i DKU i Roskilde og formand for elevrådet og gik til kurser i historisk materialisme og var på opbyggelige rejser i Tjekkoslovakiet. Men helt fuldblods rød blev hun aldrig rigtig.

»Jeg kunne bare mærke, at der var for meget gøgler i mig. Jeg kom til at gøre nogle piiinlige ting.«

Med et grin husker hun den gang, der på gymnasiet skulle være et politisk møde, og hele aulaen ventede på nogle af deltagerne. Alle ventede, og vidste ikke hvad de skulle foretage sig.

»Jeg følte et kæmpe ansvar for, at der skulle ske noget,« fortæller hun og er nærmest stadig flov over, hvordan hendes forsøg på at lære hele aulaens forsamling en eller anden afrikansk dans, som hun selv havde lært på nogle kurser, gik totalt i vasken. På kurserne havde hun været den eneste teenager blandt »en masse mærkelige voksne«. Også dér var hun anderledes, men igen med sin opdragelse i bagagen prioriterede hun sin egen lyst til afrikansk dans frem for at gøre, hvad andre teenagere ville have gjort: Krøbet hjem til vennerne.

»Jeg syntes bare, det var helt vildt sjovt at danse. Men det var også vildt flovt. Den glæde skulle man vist holde for sig selv, lærte jeg.«

Da kommunismen brød sammen omkring 1990, skete der noget inde i Marie Louise Wille. Hendes barnetro og centrum for hendes liv siden pigeårene viste sig ikke at holde.

»For mig var kommunismen noget følelsesmæssigt. En udefinerbar kamp mod uretfærdighed og for en bedre verden kombineret med nogle meget stramme dogmer. Når man så kastede det væk, hvor hørte man så til? Jeg kan stadig forsvare nogle af idéerne, men når man med patos har agiteret for noget og så opdager, at det er lige så meget løgn som det, man har kritiseret, så var der noget, der knækkede inde i mig.«

Derefter fulgte år, hvor Marie Louise Wille søgte efter en ny knage at hænge sin tro og sine holdninger på.

»Jeg tænkte, at måske var det det, der var galt med marxismen. At man havde fravalgt troen og det guddommelige. At der er ting, man objektivt set må og ikke må. De vendte jo floder i Sovjetunionen og troede, at mennesket var det øverste og bedste væsen. Det var naturstridigt.«

Som åndeligt hjemløs var hun rundt om adskillige nyreligiøse retninger, hvoraf de fleste indtil nu har været blindgyder. Som hun siger med et suk: »Hold kæft, hvor har jeg været til mange mærkelige møder. Sådan nogle Hare Krishna-ting og den slags. Men indenfor det sidste år har jeg så genvundet min ateistiske barnetro.«

Da Marie Louise Wille var i begyndelsen af 20erne, mødte hun en svensk kæreste. De boede tre år i Stockholm, hvor hun for første gang oplevede, hvad det vil sige ikke at have et sted at bo. Den aften, hvor hun gik på politistationen for at få et sted at overnatte og fik stukket to natbus-billetter i hånden, som de andre hjemløse, glemmer hun aldrig. Hun blev en del af den halvprofessionelle teaterscene i den svenske hovedstad med et par optrædener, hvorefter hun igen flyttede til Danmark og blev medstifter og skuespiller i Teater Grob. Hun havde nu droppet sin gamle drøm om at danse, og da en kusine en dag fortalte, at de søgte studieværter på ungdomsprogrammet Puls på TV2 slog hun til, selvom hun aldrig have set programmet. Hun så det én gang og havde derefter masser af idéer til, hvordan det video-prægede program kunne gøres bedre. Med Marie Louise Wille i front og med hendes arbejdsuger på 60-70 timer, fik programmet ny identitet med interviews om relevante ungdomsemner. Senere fik hun sine egne programmer: »Marie Louises organismes univers« i 1997 og året efter mediemagasinet »Montage mitt popcorn und Spass«. Men hun ville være skuespiller og kom i 1998 ind på Statens Teaterskole, og blev efter afgang 2002 en del af ensemblet på Aalborg Teater.

Marie Louise Wille kalder sig i dag feminist.

»Men betegnelsen opfattes af mange af begge køn lidt usexet og offeragtigt, og det er nok fordi, der er rigtig mange kvinder, som har brugt feminismen som en offerundskyldning. At det er undertrykkelsen, der har gjort, at jeg ikke har nået dette eller hint. Det er nogle andres skyld, og fordi samfundet og mændene undertrykker mig. Det er muligt, man kan sige den slags i visse dele af verden. Men ikke i Danmark.«

Er du så luksus-feminist?

»Nej, Men kvinder skal tage sig selv mere alvorligt, og de skal holde op med at klynke og ynke. De skal gøre, hvad de har lyst til. Om det så er at ville sidde og strikke eller være direktør. Man må selv gøre noget for det. Jeg ved også, at masser af mænd klynker. Vi lever i en klynketid. Vi er et af de mest priviligerede lande i verden. Vi kan simpelthen ikke tillade os det. Det er pinligt. Det er super pinligt.«

Det sidste siger hun med foragten strålende ud af øjnene.

»Der er kun to ting at gøre: At acceptere ens situation. Eller gøre noget ved det. To valg.«

Det kan du sagtens sige. Du har et privilegeret job. Tjener okay og har en god kæreste.

»Man kan gøre noget ud fra der, hvor man er. Men ja, der er psykisk syge og andre helt nede på bunden. Men ualmindeligt mange mennesker, som klynker, er jo ikke i den situation. De har et sted at bo og et arbejde og råd til rigtig meget.«

Hvad gør du selv?

Hun tænker sig om.

»Selvfølgelig kan man give nogle penge til de der hjælpeorganisationer, og jeg betaler da også fast til nogle af dem.«

Hun underspiller sine egne donationer til hjælpeorganisationer. Det gider hun ikke tale om. Hun vil hellere tale om de kaffesaloner, hun sammen med op til tolv veninder er begyndt at holde, hvor de med Marie Louise Wille som igangsætter har forvandlet de arketypiske kvindekomsammener til møder med et tema, der ikke handler om forhold og relationer.

»Jeg synes, man skal tage alvorligt, at man er en demokratisk borger og tage sin mulighed for at stemme alvorligt. Jeg tror, man bliver nødt til at starte der. Inden vores første brunch under valget, hvor vi diskuterede politik, tænkte jeg: Vi må kunne berige hinanden og gøre hinanden klogere. Jeg tog initiativet, fordi jeg blev træt af den der måde, kvinder sidder og bekræfter hinanden på hele tiden, hvor de kun sidder og er private og personlige. For egentlig ved jeg, at de mennesker, der er mine venner og kolleger, også har den grimme side, hvor de sidder og siger: »Jamen, det er også rigtig, jamen, det er også rigtigt,« siger Louise Wille med forvrænget sladdervorn kælling-stemme og presser luften ud mellem sine stramme læber. »Sådan en dameklub-ting, hvor man ikke udfordrer hinanden og sidder og ynker: »Og så sagde han også, og de og de er rigtig åndssvage.« Ikke fordi vi ikke kan få hjælp og støtte af hinanden, men det er også rart at have nogle andre overskifter på. Man får mere respekt for hinanden.«

Er I så også uenige, når i taler sammen i kaffe-salonen, eller er det cafe latte-generationen med Christiania cykler og de rigtige møbler, der sidder og bekræfter hinanden?

Hun lader sig ikke provokere, men tænker seriøst over det.

»Vi er ikke ens, for vi er ikke i samme situation. Vi har ikke alle sammen børn. Heldigvis. Så vi bliver provokeret af hinanden. Når nogen for eksempel diskuterede boligskatten sidst, afspejlede det selvfølgelig, om folk havde købt bolig eller ej. Det er interessant at spejle sine holdninger i nogen, der i en anden situation. Det er også en måde at lære hinanden at kende på.«

Hun kommer til at tænke på en gang i gymnasiet, hvor hun midt i en diskussion om livets mening med eksistensialisterne Sartre og Camus som omdrejningspunkt, måtte løbe ud af klassen og ind på handicaptoilettet og tude i en halv time, fordi tanken om, at livet måske ingen højere mening har, var for håbløs og uoverskuelig. Hun hanker op i sig selv.

»Man har sgu en forpligtelse til at give livet mening.«

Hvordan?

»Du skal gøre dig umage med kærlighed og med at blive klogere. Du har en forpligtelse til at elske og til at suge til dig og bruge din fulde kapacitet ud fra dine muligheder.«

Hvordan finder man ud af, hvad ens fulde kapacitet er?

»Ved at finde ens egne yderpunkter. At gøre noget, hvor man ved, man bliver presset. For mit vedkommende at tage opgaver, som jeg ved, jeg er bange for at tage. Eller at insistere på at gøre nogle ting, selv om man sagtens kunne lade være. Der er så mange ting, man kunne lade være med. Jeg kunne sagtens lade være med at lave de der saloner, og jeg får bestemt ikke læst de bøger, jeg gerne vil. På den måde tror jeg ikke, det er nok at gøre, det man har lyst til.«

Det sidste siger hun igen med et påtaget forkælet tryk på, og hun fortsætter tonen.

»Der er også mange, der siger: »Politik interetserer mig ikke. Det siger mig ikke noget.« Det synes jeg simpelthen er så forkælet. Det kan man simpelthen ikke tillade sig. Det kan man ikke. Det er okay ikke at have en holdning til et eller andet. Men man skal i det mindste gøre sig umage med at søge viden, som måske afføder, at man ikke har nogen holdning til det. Hvis man siger: »Det har jeg ingen holdning til«, tror jeg faktisk, det er fordi, man ikke ønsker, at andre skal vide, hvad ens holdning er.«

Nu skal du til at spille prime time tv-underholdning. Den slags er let ikke at have en holdning til. Det er ikke kunst har du sagt. Nogen vil endda sige, det er overfladisk?

»Meget lidt tv er kunst. Men ja, sådan er det at være borger i den vestlige verden. At være til her. Overflade er vor tids djævelskab.«

Hun siger det som en prædikant, og griner selv af tonen.

»At være optaget af pengene, successen, den nye sofa. Hvis det bliver målet for alting. Og jeg kender det. Det føles helt konkret som at være ude af sig selv, når man arbejder for mange timer i døgnet eller er optaget af for mange ting, hvor man ikke er »hjemme« i sig selv rent følelsesmæssigt eller ikke får læst en bog eller bliver åndet på af noget, der vil noget en på et dybere plan. Så bliver man ked af det. Det er det, der er overflade.«

Hun leder efter flere ord.

»Hvis man kun eksisterede som Myspace premieregænger eller var ude at shoppe på nettet og i butikker hele tiden....«

Emnet for Marie Louise Willes og venindernes næste kaffe-salon bliver kunst, fortæller hun som svar på provokationen om teaterverdenens mange proforma-kindkys.

»En stor del af det, jeg gør, skal være dybere forankret end det. Og der ligger også emnet for den næste salon: Kunstens berettigelse, og hvad er kunst? Det er nærmest blevet kunst at indrette en bolig. Den klinke er kunst eller et eller andet tapet er kunst. Gu’ er det da røv. Det er bare pynt. En hel masse pynt.«

Det er lige før hendes P i pynt giver et vindstød.

Er du selv bange for at blive opslugt af den overflade?

»Ja, for det er nemt. Det er djævelskab. Fordi det lokker og forfører.«

BOX

Marie Louise Wille

Fra nytårsdag kan den 37-årige Marie Louise Wille ses i rollen som Mille i DRs drama-serie »Sommer«, og hun har for tiden en mindre rolle i Simon Stahos film »Daisy Diamond«. Fra 1. marts kan Marie Louise Wille ses i Peter Asmussens »Djælvene« på Betty Nansen Teatret, og i foråret er hun med i et Michael Wulff tv-program på DR2 »Det perfekte show«. Til sommer kan biografgængere se hende i Søren Kragh Jacobsens nye thriller »Det som ingen ved«.