Douglas Murray: Identitetsvanvid vil føre til opløsning af det civiliserede samfund

Tidligere tiders marxisme, hvor man ville fratage kapitalisterne magten, fremføres nu i ændret form af identitetsaktivister, der vil fratage den hvide mand hans privilegier, mener britiske Douglas Murray.

LGBTQ-aktivister blokerer gaderne (8. okt. 2019) udenfor den amerikanske højesteret i forbindelse med en sag om minoritetsrettigheder på arbejdspladsen. REUTERS/Jonathan Ernst Fold sammen
Læs mere
Foto: JONATHAN ERNST

Douglas Murray er redaktør af det britiske magasin Spectator og en af de førende borgerlige ideologer. Hans forrige bog, »The Strange Death of Europe«, var en advarsel mod den islamiske indvandring til Europa.

I sin nyeste bog, »The Madness of Crowds«, ser Murray kritisk på den identitetspolitik, der ser mennesket som medlem af en gruppe og ikke som individ.

» Da en kvinde i 2018 klagede over at være overvundet af en transkvinde i et amerikansk konkurrenceløb, blev hun beskyldt for at være transfobisk.«


Murray mener, at tidligere tiders marxisme, hvor man ville fratage kapitalisterne magten, nu i en ændret form fremføres af identitetsaktivister, der vil fratage den hvide mand hans privilegier. Disse identitetsgrupper er baserede på seksuel identitet, etnisk herkomst eller andre forhold, der kan være med til at definere en gruppe.

Ikke mindst på vestlige universiteter, men nu også i medierne, dyrkes denne gruppeidentitet. På universiteter kan man nu læse fag udelukkende baseret på seksuel orientering eller etnisk oprindelse, hvor hvide mænds klassiske kulturelle frembringelser bliver fravalgt, fordi de ifølge identitetspolitikken repræsenterer den hvide mands verden, der har udelukket og undertrykt andres kultur.

Universitetsstuderende kræver Platon og Immanuel Kant strøget fra pensum og erstattet af eksempelvis sorte filosoffer.

Identitetspolitikken er også ved at inficere danske miljøer, hvor grupper protesterer mod, at hvide bruger sort kultur, eller hvor LGBT-aktivister (lesbiske, bøsser, biseksuelle og transkønnede) opponerer mod, at heteroseksuel kultur er dominerende. Hovedargumentet er, at vort samfund i virkeligheden er racistisk, sexistisk, homofobisk og transfobisk.

Argumentet er, at denne racistiske og sexistiske struktur er en del af samfundet, som vi blot ikke ser, fordi vi opfatter det som naturligt. Men i virkeligheden er vi en del af dette undertrykkende system.

En hvirvelvind af moralisering

Det er Douglas Murrays vurdering, at kampen for kvinders, homoseksuelles og etniske gruppers rettigheder ikke blot er en kamp for disse gruppers rettigheder og identitet, men er blevet en ny form for moralitet, hvor kampen for rettigheder og identitet er en ny religion og en måde at signalere, at man er et godt menneske.

Murray afviser ikke, at kampen for rettigheder er en fin ting, men han påpeger, at i lige netop de vestlige lande er disse rettigheder stærkere end i stort set alle andre lande. Derfor er det en skævridning, at netop de vestlige lande af aktivisterne fremstilles, som om de er de værste, hvad angår undertrykkelse.

Men denne identitetspolitik med dens moraliseren har bredt sig som en løbeild i Vesten, konstaterer Murray. Hvis denne bevægelse bliver ved med at vokse, så er det en fare for det vestlige demokrati, mener han.

Et relativistisk syn på samfundet vil brede sig. Et syn, hvor kvinder anses for bedre end mænd, hvor alle kan blive homoseksuelle eller ændre køn, og hvor alle, der ikke passer ind i disse grupper, betragtes som hvide undertrykkere.

Vi ved ikke engang, hvad der er i vente, hvis denne gruppeidentitet breder sig. Skal hvide kvinder, skriver Murray, der har kæmpet i årtier for deres rettigheder, finde sig i, at kvinder, der er født som mænd, nu kan belære dem om, at de er hvide undertrykkere?

Ytringsfriheden indskrænkes

Men hvad nu hvis man også kræver, at man skal kunne skifte etnicitet og springe fra at være hvid til sort eller brun? Det debatterede en kvindelig forfatter i 2018 i det feministiske tidsskrift Hypatia, hvorefter der rejste sig en storm af sort protest. Tidsskriftets redaktion måtte gå af, og forfatteren måtte undskylde.

Eksemplet er ifølge Murray væsentligt, for med identitetspolitikken følger en indskrænkning af ytringsfriheden, fordi grupper forlanger stadig snævere rammer for, hvad de vil acceptere for ikke at blive krænkede.

Murray skriver om sport, hvor mænd, der er blevet til kvinder, deltager i konkurrencer og som regel vinder over kvinder. Da en kvinde i 2018 klagede over at være blevet slået af en transkvinde i et amerikansk konkurrenceløb, blev hun beskyldt for at være transfobisk. Endnu værre står det til i kampsport, hvor tidligere mænd blandt andet har generelt større aggression og fysik og derfor bedre chancer for at vinde.

Murray gør opmærksom på, at identitetspolitikken indebærer nye former for hierarki, hvor det gælder om at være mest undertrykt og derfor være i stand til at kræve flest rettigheder. Således krævede en sort studentergruppe i 2017 på Cornell University i staten New York flere særrettigheder, fordi de gennem århundreder havde været ofre for sort holocaust og fascisme.

Douglas Murray

»Vi ser undertrykkelse, hvor den ikke eksisterer.«


Falsk undertrykkelse

Murray gnider salt i såret ved at fremhæve, at måske er disse grupper overhovedet ikke undertrykte. Bøsser og lesbiske tjener således i gennemsnit mere end heteroseksuelle mænd.

»Vi ser undertrykkelse, hvor den ikke eksisterer,« skriver Murray.

Murray skriver også, at disse identitetsaktivisters mål ikke er at hele og forbedre, men at der i bevægelsen er en klar marxistisk understrøm, hvis mål er at så tvivl, splittelse og frygt. Hvis splittelsen og frygten breder sig, kan disse marxist-kloner håbe på, at alt bryder sammen, og de kan så selv tilrane sig magten i troen på, at de endelig kan etablere et paradis på jord.

Dømmesyge og ragnarok

Identitetspolitiken er ifølge Murray blevet en erstatningsreligion, fordi de »gamle religioners« indflydelse i den vestlige verden er mindsket. Den nye tro på identitetspolitik har medført angreb på ytringsfriheden. Siger man noget forkert, kan man risikere fyring eller ydmygelse.

Kommunismen faldt, og man troede, at nu ville friheden vokse, men en ny trussel er ved at vokse sig stærk. Truslen bæres frem af identitetspolitikken. Den dømmer folk for, hvad de er, og ikke for, hvad de gør. Er du en hvid mand, undertrykker du automatisk kvinder og sorte og er dømt som undertrykker.

Men denne dømmesyge bærer – som Murray viser – et ragnarok i sig, for hvem er ikke undertrykkere i et nyt hierarki, hvor mænd bliver til kvinder, hvide til sorte, og alt er flydende? Det afgørende for identitetsaktivisterne er nu, hvorvidt du tilhører gruppen eller ej, og efter den målestok kan enhver bliver dømt.

Murray slutter: »At gå ud fra, at køn, seksualitet og hudfarve ikke betyder noget, er latterligt. Men at antage, at det betyder alt, er fatalt.«

 

Douglas Murrays »The Madness of Crowds: Gender, Race and Identity« er udkommmet
på Bloomsbury Continuum. Pris: 30 dollars.