Direktør for kosmetikgigant: Min rodløshed er et vilkår, jeg lever med

Hun er international direktør for kosmetikgiganten Helena Rubinstein i Paris og tidligere chef for B&O. Som omrejsende ambassadebarn har Elisabeth Sandager haft en opvækst i Congo, Cairo, Ankara og Rabat. I dag lever hun med en rodløshed. Men også med en tolerance og en dyb forståelse for andre kulturer.

Elisabeth Sandager, direktør for Helena Rubinstein. Fold sammen
Læs mere

Landet var ved at eksplodere i en revolution, folk blev slået ihjel og et oprør og en løsrivelse som kolonimagt var i fuld gang i det daværende Belgisk Congo.

Kort efter fødslen turde forældrene ikke andet end at anbringe deres nyfødte datter i et mørkt værelse uden vinduer.

En dramatisk ankomst til verden i 1959 for Elisabeth Sandager. I dag international direktør for kosmetikgiganten Helena Rubinstein i Paris og med en karriere som tidligere chef for B&O i Frankrig.

Sammen med den franske komponist og lyddesigner Jean Michel Jarre skabte Elisabeth Sandager tilbage i slutningen af 90erne et helt nyt butikskoncept for B&O i Danmarkshuset på Champs Elysées i en blanding af forretning og showroom. Og fik stor opmærksomhed, fordi hun var firmaets første kvindelige chef, men også fordi det lykkedes hende at transformere røde tal til sorte tal. Forud for genåbningen havde Danmarkshuset været truet af lukning i flere år.

Internationalt fundament

En opvækst som omrejsende ambassadebarn og datter af den i dag afdøde danske diplomat og ambassadør, Svend Sandager Jeppesen, har dannet et internationalt fundament og afsæt for meget af alt det, Elisabeth Sandager siden har beskæftiget sig med.

»Min omskiftelige tilværelse tidligt i livet har givet mig en dyb forståelse og en stor tolerance for andre kulturer og andre mennesker. En forståelse, som jeg ikke tror, man opnår på samme måde, som hvis man er på ferie eller på en længere rejse. Men der en »dark side« af en opvækst med mange opbrud,« forklarer Elisabeth Sandager, da Berlingske møder hende i pejsesturen på Hotel d’Angleterre i København. Anledningen er, at det i år er 115 år siden, at Helena Rubinstein grundlagde sit imperium, og det bliver af hendes efterfølgere markeret på forskellig vis. Blandt andet med en ny beautyserie.

»Jeg ved ikke rigtigt, hvor jeg kommer fra«

»Selv om jeg har boet størstedelen af mit liv i Frankrig, flyttede vi i mine barndomsår og teenageår så meget rundt mellem forskellige lande, at jeg selv i dag ikke omtaler Frankrig som »hjem«. Jeg har en rodløshed med en følelse af ikke rigtigt at høre til noget sted. Jeg ved ikke rigtigt, hvor jeg kommer fra, selv om jeg omtaler Danmark som »derhjemme« og også taler dansk.«

Fra Congo flyttede familien videre til Cairo, senere til Ankara i Tyrkiet og Rabat i Marokko. Og som 15-årig kom Elisabeth Sandager på fransk kostskole. Sammelagt har hun kun boet i Danmark i fire år. Nu er hun tilbage i København nogle få dage i en privat anledning.

Hun har ingen venner fra sin barndom, noget, hun tit har savnet. Og som hun peger på som det største minus.

»Hver gang, vi boede i et land, og jeg havde fået etableret nye nære venskaber, så flyttede vi til et nyt land efter nogen tid. Det giver en grundlæggende oplevelse af opbrud og et fravær af nogle venner, som har fulgt én fra de tidligste år.«

Mangler barndomsvenner

Alligevel mener hun, at det positive langt opvejer den rodløshed og mangel på barndomsvenner, som er et vilkår, hun for længst har lært at leve med. Og understreger, at det også har været en meget privilegeret opvækst.

»Jeg er lige kommet tilbage fra Kina for otte dage siden. I øjeblikket arbejder jeg meget med Asien, Kina og Japan, hvor jeg tager mig af vores japanske mærke »shu uemura« og af vores kinesiske mærke »Yue Sai«. Og også denne gang tænkte jeg, hvor stor betydning det har, at jeg er i stand til at sætte mig ind i en anden kultur. En forudsætning for overhovedet at kunne forhandle med andre og nå nogen vegne.«

Hun nævner Japan som et land med en fundamentalt anderledes kultur end den, vi kender fra Europa.

»Hvis du ikke forstår en japaner og hans eller hendes måde at anskue tingene på, så når du ikke ret langt med ret meget,« konstaterer Elisabeth Sandager.

»Både skandinaver og andre europæere har en meget mere direkte måde at gå til værks på, når vi skal finde en løsning på et problem. Men japanere er først og fremmest interesseret i selve processen og som noget sekundært i løsningen.«

Hun griner højt:

»Og ved du hvad? Det tager utrolig lang tid, og man er indimellem ved at gå op i limningen, fordi man ikke kan mobilisere så meget tålmodighed i en proces, der kan synes uendelig. Altså, kan vi nu ikke bare gøre det? Kan vi nu ikke bare blive enige og nå frem til en løsning og en aftale? Det her behøver ikke at tage tre år. Men der er ingen vej udenom. Hvis ikke en japaner synes om processen, rykker han eller hun sig ikke en millimeter. Det bliver man nødt til at forstå og kunne leve sig ind i.«

»På loftet sidder nissen...«

Også internt i Europa er der store kulturelle forskelle.

»Frankrig er det eneste land i verden, hvor man har filosofi i skolen, og hvor børn tidligt lærer at være høflige. Det ligger dybt i franskmænd, at vi debatterer et problem, vender det og drøfter det på en filosofisk måde. Og hvis du ikke går gennem denne her »høfligheds filosofiske debatteren« for at nå frem til en konklusion eller en løsning, så blokerer franskmænd.«

Elisabeth Sandager er mor til to voksne døtre. Den ældste, Alexia, arbejder som journalist på en fransk TV-station, mens den yngste, Olivia, læser medicin og gerne vil være hjerneforsker.

»De er begge meget franske og taler kun en smule dansk. De har skældt mig ud, fordi jeg ikke har lært dem dansk. Til gengæld kan de synge »På loftet sidder nissen med sin julegrød« fuldstændig fejlfrit, men uden at forstå indholdet. Jeg holder fast i danske traditioner, og jeg siger altid, at jeg skal »hjem« til Danmark.«