Dette museum viser konfrontationen mellem fremmedhad og tolerance: »I et historisk perspektiv er danskhed noget foranderligt«

Det jødiske Museum i København har fået en ny leder, Janus Møller Jensen. Han har nye planer for det lille museum, der kæmper om offentlighedens interesse med store museer. Men som Janus Møller Jensen siger: »Vi har en unik god og vigtig historie, så jeg tror, vi klarer os.«

Janus Møller Jensen er 47 år og ph.d. i historie fra Syddansk Universitet. Han har senest også været direktør for Koldinghus. Janus Møller Jensen står i Dansk Jødisk Museums udstillingslokaler, som er formet af den verdensberømte arkitekt Daniel Libeskind. De skrå vægge og gulve symboliserer jødernes omskiftelige og dramatiske historie. Foto: Mads Rimer Rasmussen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den nye direktør for Dansk Jødisk Museum, Janus Møller Jensen, fremholder en væggelus som en af museets vigtige genstande.

Den er ikke levende, men mumificeret. Den blev bragt hjem af en dansk jøde, der under nazitiden var blevet fanget og deporteret til kz-lejren Theresienstadt.

Theresienstadt var en gennemgangslejr for mange jøder i Europa, og derfra blev de fleste sendt videre til dødslejre som for eksempel Auschwitz. Der var 472 jøder fra Danmark i Theresienstadt og cirka 50 døde i lejren. Fangerne var plaget af sult og utøj, og den dansk-jødiske fange hjembragte væggelusen efter befrielsen, fordi den fortalte historien om disse insekters næsten ubærlige hærgen i lejrene.

En af museets vigtige genstande er denne væggelus. Den blev bragt hjem af forfatteren Ralph Oppenheim, der som dreng havde siddet som fange i kz-lejren Theresienstadt. Ralph Oppenheim skrev senere en dokumentarisk roman om sit ophold i lejren. Foto: dansk Jødisk Museum. Fold sammen
Læs mere

Jøderne var de eneste helt anderledes

Selvfølgelig lægger museet stor vægt, siger Janus Møller Jensen, på besættelsestiden og redningen af jøder til Sverige i oktober 1943, som er en af danmarkshistoriens vigtigste begivenheder, men den dansk-jødiske historie går langt tilbage:

»I virkeligheden går den tilbage til middelalderen, for selvom der ikke var jøder i Danmark dengang, så spillede antijødiske historier en vigtig rolle, og danskerne kunne på kalkmalerier bogstaveligt se, at jøderne var onde mennesker, der pinte Jesus. Først fra 1600-tallet kommer jøder til Danmark og kom til at spille en vigtig rolle både i København og provinsen i de næste 400 år. Så det er en bred historie om samspillet mellem jøder og kristne, som vi fortæller på museet,« siger han.

Den dansk-jødiske historie har en ubrudt 400-årig historie i modsætning til de fleste andre jødiske samfund, der blev udslettet. Blandt de pragtfulde genstande er 250 torah-vimpler tilbage fra 1700-tallet. Disse tre meter lange lærredsvimpler blev givet til synagogen, når en dreng blev født, og på den malede man motiver, som man ønskede for barnet. Den viste illustration viser et bryllup under bryllupsbaldakinen. Foto: Dansk Jødisk Museum. Fold sammen
Læs mere

Det specielle ved jødernes historie i Danmark er, at de udgjorde de eneste rigtige fremmede.

Der var ganske vist folk fra europæiske lande i Danmark, men de lignede for det meste danskere og var kristne. Jøderne adskilte sig både ved udseende, religion, væremåde, sprog (jødisk) og kultur og boede ofte tæt sammen i ghettoagtige kvarterer.

»Jødernes historie er aktuel for debatter om fremmede og det danske samfund i nutiden. Hvis man vil vide, hvordan det danske samfund opfattede fremmede, så skal man til den jødiske historie, og den belyser spørgsmål om fremmedhad, tolerance og integration, som på mange måder ligner nutidens forhold,« siger Janus Møller Jensen.

Janus Møller Jensen er 47 år og ph.d. i historie fra Syddansk Universitet. Han har gennem ti år været afdelingsleder og museumsinspektør på Nyborg Slot og har senest også været direktør for Koldinghus. Han har skrevet om dansk middealder. Foto: Scanpix. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen.

Så jøderne var stort set de eneste farvede og ikkehvide – som man vil sige i disse identitetspolitiske tider – indtil tyrkiske fremmedarbejder kom i 1960erne?

»Ja, kun godt 0,4 procent af befolkningen stod udenfor den lutherske kirke, og af dem var to tredjedele jøder. Så jøderne var virkelig de fremmede, og der var hårde debatter om, hvorvidt man overhovedet kunne tolerere jøder i et kristent samfund. Jøderne var så at sige, for nu igen at bruge et moderne identitetspolitisk udtryk, ikkehvide. Da Stænderforsamlingen skulle indføres i 1830, skældte Grundtvig den jødiske forfatter M.A. Goldschmidt ud og sagde, at jøderne aldrig kunne blive rigtige medlemmer af det kristne danske samfund, fordi de var af en anden race.

Og da den kendte nationaløkonom L.V. Birck i 1918 havde et næsten voldeligt opgør med den jødiske skindhandler Max Ballin råbte Birck: 'Hvor vover du at tale sådan til mig? Husk, at jeg er en hvid Mand, og du er en Jøde.' Og da racister og senere nazister skrev om Danmark, var de ud efter jøderne som en ikkehvid race.«

Den dansk-jødiske historie har en ubrudt 400-årig historie i modsætning til de fleste andre jødiske samfund, der blev udslettet. Blandt de pragtfulde genstande er 250 torah-vimpler tilbage fra 1700-tallet. Disse tre meter lange lærredsvimpler blev givet til synagogen, når en dreng blev født, og på den malede man motiver, som man ønskede for barnet. Den viste illustration viser et bryllup under bryllupsbaldakinen. Bemærk at rabbineren med pelshue og sort kaftan er traditonelt påklædt, mens de andre er med på moden fra 1800-tallets begyndelse. Foto: Dansk Jødisk Museum. Fold sammen
Læs mere

Men nu anses jøder jo i blandt andet USA som hvide?

»Ja, og det viser vel, at alt kan forandres – også synet på hudfarve og etnicitet.«

Bing & Grøndahl og Aalborg Akvavit

Det dansk-jødiske museum viser både besættelsestiden og mange andre aktuelle aspekter af dansk-jødisk historie. Også den del, der handler om, at mange jøder lod sig kristne og fuldt ud integrere i det danske samfund. Og at mange bidrog til det danske samfund på en positiv måde, så vort land havde set anderledes ud, hvis de ikke havde været der.

»Man kan illustrere den jødiske påvirkning med det klassiske danske frokostbord med snaps og sild. Man spiser på Bing & Grøndahl-porcelæn, hvis ophavsmænd blandt andre var de to jødiske handelsmænd Meyer Herman Bing og Jacob Herman Bing. Man drikker Aalborg Akvavit, som den polskindvandrede Isidor Henius skabte, og mange drikker Tuborg fra bryggeriet, som den jødiske Philip Heymann grundlagde. Så den danske kultur er også skabt af jøder.«

Bevæger du dig dermed ind i et politisk minefelt, hvor du vil debattere, hvad der er dansk?

»Ja, det gør jeg vel, men mest for at pointere, at i et historisk perspektiv er danskhed noget foranderligt. Mit argument er, at jøderne havde stor indflydelse på danskhed og vor kultur, og at man ikke blot kan tale om en ren dansk kultur uafhængig af fremmed påvirkning. Den danske historiker Erik Arup skrev i 1920erne, at Danmark var den hvide races urhjem, og at danskerne levede uafhængigt af andre folk. Det var jo ikke rigtigt.«

Den dansk-jødiske historie har en ubrudt 400-årig historie i modsætning til de fleste andre jødiske samfund, der blev udslettet. Blandt de pragtfulde genstande er 250 torah-vimpler tilbage fra 1700-tallet. Disse tre meter lange lærredsvimpler blev givet til synagogen, når en dreng blev født, og på den malede man motiver, som man ønskede for barnet. Den viste illustration viser lærde læse op af torahrullen, som svarer til indholdet af Det gamle Testamente. Foto: Dansk Jødisk Museum. Fold sammen
Læs mere

Man kunne i disse tider, hvor vi debatterer identitetspolitik og danskhed som aldrig før, mene, at du skal passe på med ikke at blive taget til indtægt af nogle af fløjene i denne debat?

»Jeg er klar over faren, men vi tager ikke parti for noget politisk eller kulturelt. Vi lægger tingene frem og er klar over, at der er argumenter for alt muligt. Vi vil gerne øge nuancerne og ikke indsnævre fortiden – eller nutiden for den sags skyld. Vi lægger i vor nye udstilling stor vægt på konfrontationen mellem fremmedhad og tolerance, hvor jøderne har været i centrum af den debat i århundreder. Det er ikke for at tage parti, men for at vise, hvor relevant den jødiske historie er for nutiden. Jødehadet har været der gennem hele danmarkshistorien, men har ustandselig forandret sig, og er også anderledes nu, end den var i 1600-tallet eller under den store Jødefejde i 1819.«

Konkurrence om folks opmærksomhed

Det dansk jødisk-jødiske museum er placeret i den del af Det Kongelige Biblioteks gamle bygning, der munder ud til Bibliotekshaven. Lige nu er der lukket, for man er ved at lave et nyt indgangsparti. Museet blev oprettet i 2004 og fik en unik indretning af den verdensberømte polsk-amerikanske arkitekt Daniel Libeskind, der også har designet det nye indgangsparti. Men indretningen var stationær og forhindrede særudstillinger og fornyelse.

Janus Møller Jensen er 47 år og ph.d. i historie fra Syddansk Universitet. Han har gennem ti år været afdelingsleder og museumsinspektør på Nyborg Slot og har senest også været direktør for Koldinghus. Foto: Scanpix. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR.

Hvad vil I gøre for at leve op til en ny tids krav og lokke folk til?

»Vi er delvist bundet af Libeskinds faste rammer, som er spændende og specielle, men vi lægger nu flere lag af visuelle virkemidler oveni – således kaster vi billeder op på de gamle hvælvinger fra Christian 4.s tid. Vi tilføjer også et lag af informationer via nettet. Og så opsøger vi nu aktivt danskerne ude i byrummet med aktiviteter og pop up-udstillinger. Vi er også gået ind i nedlæggelsen af de såkaldte Snublesten, hvor man lægger sten i fortovet for at mindes nazismens ofre.«

Er det ikke vanskeligt for et forholdsvis lille museum at klare sig, for de andre museer er jo også ude på gader og stræder og gør alt muligt for at trække kunder ind i butikken?

»Jo, men vi har en unik god historie at fortælle. Derfor er vi også kommet med i Nationalmuseets nye satsning »Vores Tid«, hvor ti museer er udvalgt til et nyt multimedium-fremstød, hvor vi bruger moderne medier for at forny vor formidling.«

Det er ingen hemmelighed, at fordi museets kun havde en stationær udstilling, svigtede mange danske gæster, når de først havde set udstillingen?

»Ja, det er rigtigt. Faktisk var 80 procent af vore gæster fra udlandet – ikke mindst amerikanske jøder, der havde hørt om redningen i 1943. Min ambition med vort nye initiativ er at tiltrække danske gæster med særudstillinger og opsøgende aktiviteter.«

I udlandet er vi hovedsagelig kendt for vikingernes hærgen og så for danskernes redning af jøderne i 1943. Er det stadig tilfældet?

»Ja, det mener jeg. Men en af mine planer er at vise, at også den historie har sine gråzoner. Vi afviste jo fremmede jøder i naziperioden, og der er frygtelige historier om dansk medløb med nazisterne, som gik ud over jøder. Samtidig er historien om redningen et af de fineste øjeblikke i dansk historie, så jeg vil give også et udenlandsk publikum indtrykket af, at historien er sammensat og ikke kun sort og hvid.«

Dansk-jødisk historie er vel ret enestående, for de fleste jødiske menigheder blev udslettet af fascister, nazister og kommunister. Men den lille dansk-jødiske menighed har en ubrudt historie over 400 år. Gør det jeres position særlig stærk?

»Det vil jeg absolut mene. Vi har genstande og dokumenter tilbage i tiden, som de fleste andre nationer misunder os.«

Redningen af jøderne, både danske borgere og fremmede jøder, i oktober 1943 er en af danmarkshistoriens vigtigste begivenheder. Men fra 1930erne afviste man de fleste fremmede jøder, og mange døde i kz-lejre. I 2005 gav daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) en undskyldning for denne politik. Brevet er fra Rigspolitichefen, der afviser anmodning fra Anna Philipsohn om at blive i landet. Hun blev sandsynligvis myrdet af nazisterne. Foto: Dansk Jødisk Museum. Fold sammen
Læs mere

Jeres styrke er vel også, at den jødiske historie rummer nogle af danmarkshistorie sørgeligeste og mest tragiske historier?

»Ja, og måske har der været for meget glansbillede over historiefortællingen, hvor redningen i 1943 og redningen af fangerne i Theresienstadt med De hvide Busser er blevet næsten symbolet for dansk moral og har dækket over andre sider af historien. Historien er mere sammensat og dunkel, og den lille væggelus, der blev bragt hjem af den danske forfatter Ralph Oppenheim, fortæller en del af den historie.«