Det Stockholmske Blodbad 500 år: Christian II lod svenske adelsfolk og biskopper halshugge. Var han gal eller rationel?

Christian II var tyrannisk og blodtørstig. Men manden bag Det Stockholmske Blodbad var ikke utilregnelig, mener historikeren Lars Bisgaard.

Gustav Vasa lod i 1523 en kunstner fra Lübeck lave en planche med motiver fra Det stockholmske Blodbad. Meningen var at vise, hvor grusom Christian var. I billedrammen forneden ser man scener fra den blodige halshugning. Fold sammen
Læs mere
Foto: Koggmuseet
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er 500 år siden, at Christian II lod 70-80 adelsfolk og to biskopper dømme og halshugge i Stockholm. Det var i dagene 7.-10. november, og selv om det er mange år siden, er blodbadet stadig et af de kendte og mørke kapitler af danmarkshistorien, som de fleste kender.

Christian II blev af svenskerne kaldt Christian Tyran, og nede i Europa kaldte man ham Nordens Nero. Sjældent har en konge haft et så dårligt eftermæle som Christian II, men i 2019 udgav historikeren Lars Bisgaard en biografi om Christian, som fik seks stjerner i Berlingske. Her anlægger han et mere balanceret syn på kongen: »Jeg skildrer ham ikke som utilregnelig, fordi der var rationelle grunde til hans politik,« siger Lars Bisgaard.

»Det var et mørkt kapitel i danmarkshistorien, og stort set alle danske historikere har skildret det som en moralsk ugerning.«


Blodet flød i rendestenen

Blodbadet var resultatet af stormagtspolitik, for Christian II, der var blevet dansk-norsk konge i 1513, ønskede at erobre Sverige og genskabe dronning Margretes Kalmarunion. Derfor indledte Christian en krig mod svenskerne, der var anført af rigsforstander Sten Sture. Sten Sture blev dræbt, og Christian kunne indtage Stockholm i 1520 mod løfte om amnesti til Stures støtter.

4. november blev Christian II kronet som konge af Sverige, og de følgende dage blev kroningen fejret på Stockholms Slot. På første arbejdsdag herefter blev det svenske rigsråd og flere kaldt til slottet i den store sal og dørene låst. Kongens forbundsfælle ærkebiskop Gustav Trolle fremlagde et anklageskrift, som beskyldte adelspersoner for at være »kættere«. Anklagen for kætteri gav Christian II mulighed for at bryde sit løfte om amnesti, og de anklagede blev fundet skyldige af en domstol med Gustav Trolle i spidsen.

8. november begyndte henrettelserne af de dømte på Stortorvet, hvor der var rejst en galge og flere skafotter. Blandt dem, der blev halshugget, var to svenske biskopper, adelige medlemmer af rigsrådet og andre adelsmænd. Desuden blev førende borgere i Stockholm ført til Stortorvet og henrettet. Ligene lå på torvet, og ifølge et vidne løb blodet i rendestenen ned ad gaden fra torvet.

»Blodbadet i Stockholm må ses i et større europæisk magtspil,« siger historikeren Lars Bisgaard. Her er Christian II portrætteret af den fremragende tysk-baltiske maler Michel Sittow. Billedet er fra 1515. Fold sammen
Læs mere
Foto: Michel Sittow.

Om morgen 9. november forsatte blodbadet. Nu var turen kommet til de henrettede personers medhjælpere og tjenestefolk. Ifølge bødlen blev i alt 82 mennesker henrettet i løbet af de to dage, og bødlen må havde vidst det, for han fik betaling pr. hoved. De blodige begivenheder blev afsluttet ved, at Christian II indbød til fest. Denne gang skulle den foregå på rådhuset ved Stortorvet – det sted, hvor massakren havde fundet sted, og ligene havde ligget i dynger få timer for inden.

Et balanceret syn på Christian

For en blødsøden eftertid måtte kongens handlinger forekomme at være grusomme og tegn på et menneske, der var utilregneligt, grusomt og tyrannisk. Ja, hvorfor gjorde han det, når han havde lovet folk amnesti, og når denne blodige gerning plettede hans rygte og fik svenskerne til at stå sammen om Gustav Vasa, som siden blev konge? Lars Bisgaard tegner i sin biografi et nyt billede af kongen som en dygtig monark, der handlede rationelt, men brutalt som de fleste andre i perioden:

»Det var et mørkt kapitel i danmarkshistorien, og stort set alle danske historikere har skildret det som en moralsk ugerning og har ikke vist sympati for Christians handling. I min biografi anlægger jeg dog et mere balanceret syn på Christian og skildrer ham ikke som psykologisk ude af balance, fordi der var gode, fornuftige grunde til det meste af hans politik,« siger Lars Bisgaard.

Hvilke?
»Tiden var jo brutal, og svenskerne og Gustav Vasa brugte blodbadet til at samle svenskerne og fordømme Christian. Allerede i 1522 udgav man et propagandaskrift om blodbadet for at vise danskernes brutalitet og Christians tyranni og blodtørst. Men det er jo en forenkling, for sagen kan ikke forklares som forårsaget af Christians utilregnelighed.«

Hvordan så?
»Blodbadet i Stockholm må ses som en del af et større europæisk magtspil. Christian II var blevet gift med Elisabeth, der var kejser Maximilians barnebarn. Derved blev han knyttet til kejserens storpolitik. Særligt i tiden efter 1864 så man Christian II i et dansk perspektiv og glemte det europæiske sceneri og tolkede derfor hans gerninger ud fra et snævert dansk eller nordisk perspektiv, men andre ting var også på spil.«

Hvilke?
»Christian II var kejserens forlængede arm og skulle pleje hans interesser i Norden. Derfor prøvede han at blande sig i Baltikum, hvor Den Tyske Orden var hans forbundsfælle. Ordenen var ved at falde fra hinanden over for Polen, hvorfor Christian II blandede sig, vendt mod Polen. Den indgriben klarede han udmærket, og jeg tror, at man skal forstå hans indgriben mod den svenske magtelite i det lys, for den havde støttet polakkerne, og derved kunne Christian II over for kejser Maximilian hævde, at opgøret med den svenske Sture-elite var nødvendig og retfærdig.«

Så der var helt andre store ting på spil?
»Ja, så absolut, for økonomien spillede en hovedrolle, idet kejseren fik likvider stillet til rådighed fra familiepengehuset Fuggerne, som blandt andet sad på kobberproduktionen, og hvis Christian kunne erobre Sverige, så fik han og derved kejseren adgang til den svenske kobberproduktion, som betød meget finansielt. Christian fik da også kejserens fineste udmærkelse, Den Gyldne Vlies, efter erobringen.«

Hvorfor gjorde Christian det?

Men legitimerer denne rationelle baggrund den blodige ugerning?
»Nej, og der er noget, der heller ikke passer ind i denne rationelle forklaring, for Christian II havde ikke inviteret ret mange udlændinge med til kroningsfesten, så han planlagde denne ugerning i skjul. Han havde formentlig aftalt det hele med den gamle svenske opposition til Sture-styret med ærkebispen i spidsen, men altså ikke med kejseren.«

Mistede Christian II kontrollen over opgøret med svenskerne, så det blev værre, end han havde regnet med?
»Ja, på sin vis, for han havde tænkt sig et snævert opgør med den adel, der havde støttet Sten Sture, men Sten Stures enke pegede på, at biskopperne også havde været med. Muligvis var det for at bremse opgørets omfang, for de anklagede vidste, at paven aldrig ville støtte en dødsdom over biskopper. Men Christian II besluttede sig alligevel til at gå videre, og to biskopper blev derefter halshugget i Sverige og en i Finland.«

Hvorfor tog han det opgør med paven?
»Det kan jeg ikke svare på, for det er der ikke kilder til. Han forsøgte at dække sig ind ved at få det svenske rigsråd til at dømme biskopperne, men da det kom til pavens kundskab, i 1521, fralagde Christian sig alt ansvar og påstod, at der pludselig var eksploderet noget krudt, og at det havde givet en masse ballade, hvorunder nogle folk var omkommet. Altså en komplet løgn.«

Så han fortrød altså?
»Det ved jeg ikke, om man kan sige, men han stak en løgn. Men fortrød gjorde han nok ikke, for da Christian var i landflygtelighed, mødte han ærkebiskop Trolle, og de var stadigvæk gode venner. Intet synes at tyde på, at de fortrød.«

»Det Stockholmske Blodbad afskrækkede ikke svenskerne. Den svenske oprørsleder Gustav Vasa brugte blodbadet til at samle svenskerne, og det lykkedes ham at generobre Sverige og i 1523 at udråbe sig selv som svensk konge. Christian måtte samme år gå i landflygtighed, og hans efterfølger, Frederik I, havde en overgang et samarbejde med Gustav Vasa og havde selv en interesse i at tegne et så mørkt billede af Christian II som muligt. Blodbadet og Gustav Vasas samling af Sverige betød en ny storhedstid for Sverige.«