»Det Nyhavn, der ligger i København i dag, kunne lige så godt ligge i Las Vegas«

Wonderful Copenhagen vil ikke længere reklamere med Nyhavn, når organisationen forsøger at lokke turister til landet. Og det er måske meget godt. Berlingskes arkitekturanmelder har vovet sig ned ad vejen på kajen, hvor ingen københavner sætter sine ben.

Nyhavn er naturligvis i alle guidebøger – og blandt de mest besøgte destinationer i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl

Nyhavns solside er ikke København. Den 400 meter lange strækning mellem Kongens Nytorv og havnen har intet tilfælles med alt det, vi normalt kalder København. Nyhavn er i dag en forlystelsespark – en temapark som det hedder på denglish – der præsenterer en idé om en by, der måske eksisterede engang.

På en af den slags sommerdage, som vi har haft rigeligt af i de seneste uger, står parasollerne så tæt, at de nærmest danner en ny stueetage til gaden. Under parasollerne står den samme slags stole og borde, på bordene er den samme slags danske, midt-på-vejen madklassikere, de samme pilsnere serveret af de samme tjenere, som alle kun taler engelsk og deres hjemlands vemodige tunge – som altså ikke er dansk.

»Nyhavns instagrammability er tårnhøj, og hvis bare alle de andre turister ville gå væk, kunne man få et rigtig flot billede.«


Menneskemængden er tæt som på Hovedbanegården i myldretiden, men til forskel fra Hovedbanen har ingen travlt. Her bliver slentret, poseret, fotograferet og studeret kort, smartphones og guidebøger. Nyhavns instagrammability er tårnhøj, og hvis bare alle de andre turister ville gå væk, kunne man få et rigtig flot billede.

I mange år har Nyhavn været fast inventar på forsiden af de mange turistmagasiner, som forskillige organisationer producerer for at lokke velbeslåede gæster til Danmark – men ikke længere. Selv for Wonderful Copenhagen er Nyhavn blevet for kulørt – og i dag besøges den spraglede gade kun af turister – og jyder.

»Søfolk valgte Cunard-hjørnet / hvor de skvulped om i blå ro«Tom Kristensen Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Hong Kong, Havfruen, Nyhavn 17 og Nyhavns Færgekro ligger her stadig og minder en besøgende københavnersnude om dengang i 1980erne da Nyhavn stadig var et sted med en dunkel og lyssky vibe. Et postkort fra en Gasolin' sang med Smukke Linda, Bobo, Bessefar og den slags typer. Men stemningen – stemningen – den er trods de bevarede navne milevidt fra fortidens beverdinger og er i dag snarere præget af en international, strømlinet cruise-fornemmelse, hvor man hurtigt kan placere sig foran den lovede »photo opportunity«, købe en egnsret med genkendelig garniture og så bevæge sig videre. Det Nyhavn, der ligger i København i dag, kunne lige så godt ligge i Las Vegas.

»Der var stadig sømandsværtshuse, hvor personer som Jytte bag baren i Lille Strandstræde sørgede for udskænkning og kredit, i det omfang begge dele var tilrådelige for den besøgende.«


I 1980erne, da denne signatur flyttede til Hovedstaden, var Nyhavn også bare en række restauranter og værtshuse – og så selvfølgelig de par tatoveringskældre, der gav den farlige og autentiske grundstemning. Men dengang kom her kun få turister. Sproget var dansk – og det var kontant og højrøstet. Der var stadig sømandsværtshuse, hvor personer som Jytte bag baren i Lille Strandstræde sørgede for udskænkning og kredit, i det omfang begge dele var tilrådelige for den besøgende.

»Brostens muntre bølge-trav / hopped mildt i solskinsflimret mod det lange nyhavnsskrog / som bar malet navn ved navn / på cafeer, agenturer i et fremmed klangfuldt sprog / alle disse vilde navne, som fra langfart kom i havn«Tom Kristensen Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Jeg gik på Arkitektskolen inde på Charlottenborg gennem det meste af 1980erne (det var før fremdriftsreformen) så jeg har kendt området længe. Allerede dengang havde Arkitektskolen lejet sig ind i gården bag nummer 31, hvor Nils Fagerholt havde indrettet den topsmarte café Upstairs/Downstairs. (I dag hedder den On The Sunny Side). Men den arkitekttegnede café virkede som en hund i et spil kegler i Nyhavn dengang. Vi studerende foretrak til enhver tid den lunkne flaskeøl på bolværket, eller hvis vi skulle flotte os et besøg på Hong Kong eller Færgekroen, hvor man både kunne få musik, flere lunkne bajere og autentiske samtaler med rigtige sømænd. Både hærdebrede, barkede mænd, der fortalte om fire vintermåneder i Nordatlanten og milde følsomme sejlere, der var taget ud på de syv have for at glemme skuffelserne i land. Den slags var ikke fiktion for bare fyrre år siden. Disse mennesker eksisterede – og det var Nyhavn, de søgte, når de skulle finde kolleger at vende deres oplevelser med.

»Nyhavn var fra sin ungdom et særligt sted i København – og tidligt i sit liv også bevidst om sin egen fiktion.«


Nyhavn har altid været noget særligt. Den lille blinde kanal blev anlagt i slutningen af 1600-tallet som en del af Københavns ekspansion og den bevægelse, der hundrede år senere skabte Frederiksstaden. Allerede dengang var Nyhavn et livligt kvarter med opankrede skibe og pakhuse langs kajen. En stor del af de oprindelige huse står faktisk endnu, fordi Nyhavn mirakuløst gik fri af begge de store bybrande i 1700-tallet. De er blevet udbygget med flere etager og andre ændringer, men i essensen bærer hele husrækken minder om tiden omkring Nyhavns grundlæggelse. Men på en måde blev solsiden tidligt isoleret som helt sin egen gade i København. Skyggesiden og Charlottenborg hører til Gammelholm, og ved Sankt Annæ Plads begynder Frederiksstaden med hvide palæer og en helt anden arkitektur.

Et særligt sted i byen

Nyhavn var fra sin ungdom et særligt sted i København – og tidligt i sit liv også bevidst om sin egen fiktion. H.C. Andersen boede i Nyhavn i næste tyve år, og gaden kan således som et af ganske få steder i Danmark underbygge sin andersenitis med fakta. På mange måder er det passende, at eventyrdigteren holdt til i Nyhavn. Også Andersen er vægtløs i forhold til sin tid. Han var genial – javist – men på samme måde som Nyhavn er uden for tid og sted, er Andersens digtning det også.

»... alle disse vilde navne, som fra langfart kom i havn.«Skibene i Nyhavn i dag er dog mest til pynt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Tidligt i Nyhavns historie blev det et sted for værtshuse af tvivlsomt ry. Rygterne gik, at søfolk blev shanghajede der – altså drukket under bordet og smidt ombord på et skib til Langtbortistan, hvor de så ikke havde andet valg end at gøre tjeneste. Når (og hvis) de så kom hjem, havde de lommerne fulde af skejser og kunne give omgange, indtil hyren var brugt. Efter sigende afleverede de mest fornuftige lønningsposen i baren på deres stamværtshus, hvor så en behjertet vært eller værtinde hjalp dem med at holde lidt hus med formuen, så den ikke forsvandt i den første nats vilde rus.

Digternes Nyhavn

I det tyvende århundredes begyndelse var Nyhavn allerede mere en idé om en vild gade end en vild gade. De rigtige knejper lå på Vesterbro og Christianshavn, mens Nyhavn var en letvægtsudgave af de hårde værtshuse. Ikke desto mindre var der stadig stemning nok til, at berømte drukmåse frekventerede gaden. I Nyhavn 1 på hjørnet af Lille Strandstræde havde Cunard Linjen salgskontor og lokkede med skibsrejser til fjerne egne som Asien og USA – noget, der i høj grad tiltalte Tom Kristensen, som udødeliggjorde bygningen i med digtet om »Cunard Linjens Skarpe Hjørne«, der »lyser som et stykke kønt rav«.

Senere skrev Sigfred Pedersen bumse-romantiske værtshusvers om Søren Bramfri og Katinka og våren, der går gennem Nyhavn.

Selv husker jeg, at min morfar, der tjente som garder på Amalienborg fra 1920 til 1922, fortalte, hvordan det var en del af jobbet, at en af garderne hver aften skulle ned og hente de unge prinser Frederik (den senere Frederik IX) og Knud nede i Nyhavn for at få dem hjem i seng.

Farverige facader

I begyndelsen af det tyvende århundrede fik Nyhavn sin karakteristiske farvesætning. Det var arkitekten og kunsthåndværkeren Jens Møller Jensen – en vigtig mand i både skønvirkebevægelsen og Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse – der kom på ideen og kreerede farvesammensætningen, som nogenlunde er blevet fulgt i hen ved hundrede år. Møller Jensens barnebarn, som også hedder Jens, blev en navnkundig industriel designer og havde i mange år tegnestue i huset, hvor Havfruen ligger.

»De rigtige knejper lå på Vesterbro og Christianshavn, mens Nyhavn var en letvægtsudgave af de hårde værtshuse.«


Hvis Nyhavn i nittentyverne var for både digtere, prinser og almindelige ballademagere, blev den i 50erne og 60erne en del af romantikken om København – og en gade med mange arkitekt- og designvirksomheder skjult i gården bag eller på etagerne over de pittoreske værtshuse. Mit første job, efter at jeg blev arkitekt, var i Nyhavn nummer 61 – og dengang var gaden stille det meste af tiden. Om sommeren var da lidt mere liv – bevares – men det globaliserede gedemarked, der hersker nu, var der ingen, der kunne forestille sig i 1991.

»Solen valgte Cunard-Hjørnet« skriver Tom Kristensen – og de besøgende vælger naturligvis solen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Men det er her. Midt i byen og med gashåndtaget i bund i en sådan grad, at Wonderful Copenhagen har slukket for nyhavnsmegafonen. Organisationen vil hellere have turisterne ud på Nørrebro og Vesterbro – og helst lidt væk fra centrum. Det virker som en klog beslutning. Nyhavn ville måske have godt af en tænkepause, hvor gaden tager en alvorlig snak med sig selv og finder frem til sin essens som spøjs tidslomme i stedet for blot at forblive endnu en provinsiel forlystelsespark.