»Det har været et slalomløb mellem vores forskellige sind.«

Efter årtiers venskaber har Michael Falch og Poul Krebs udgivet deres første album sammen. Men processen har ikke været let, for makkerparret er fuld af kontraster

Poul Krebs og Michael Falchs forskelligeheder har været en af nøglerne bag deres lange venskab. Foto: Simon Skipper. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Flagrende og jordnær

De mødte hinanden for første gang i et tilrøget omklædningsrum i kælderen under Jazzhus Montmartre i 1986. Poul Krebs havde netop givet sin første koncert nogensinde på det københavnske spillested, og Michael Falch var kommet for at lure.

»Jeg havde jo læst om Poul Krebs ovre fra Jylland. Alle anmelderne sagde, at der var et eller andet slægtskab mellem os musikalsk. Eller poetisk. Så jeg måtte jo ud og tjekke ham ud. Jeg var meget imponeret over koncerten,« husker Michael Falch som han står i en trappeopgang på Christianshavn knap 30 år senere. Han strækker i knæene og prøver at tilsnige sig lidt af vinduets kolde novemberskær – fotografen har bedt ham om at posere et skridt bagved Poul Krebs, der omvendt står som vokset op af jorden med ærmerne smøget op.

»Poul stjæler altid lyset. Det er en klassiker. Vi havde jo ellers aftalt, at ingen laver noget soloshow her. Bortset lige fra til »Alt for damerne«. De ville kun tale med mig,« konstaterer Michael Falch og trækker kunstpausen lidt ud. Poul Krebs smiler stilfærdigt af vennens ironi.

»... Og det var så kun, fordi de havde interviewet Poul sidste år. Det er faktisk også en klassiker,« griner han.

At de to er modsætninger, behøver man ikke kende dem godt for at vide. I virkelighedens verden er det dog Michael Falch, som fylder i rummet, mens Poul Krebs er den rolige, eftertænksomme jyde. Netop den forskel beskriver de på deres første fælles album, »Tomandshånd«, som lige er udkommet, og som blandt andet handler om deres mangeårige venskab – Michael Falch var ham, som »råbte fra tagene« og »talte med store bogstaver for ikke at lyde som ingenting«, mens Poul Krebs ikke spurgte om noget unødvendigt eller »drømte om mere end det, der virkelig kunne ske«, som de synger i albummets titelsang.

Da de to mødtes på Montmartre, var Michael Falch midt i sit kommercielle peak efter at have braget igennem med rockgruppen Malurt, kun 23 år gammel. Poul Krebs havde derimod ikke fået det store gennembrud endnu, på trods af at han udgav sit første album i 1980.

Han havde dog også læst, at han skulle være »den landlige udgave af Michael Falch«, og det var i hvert fald en landlig Poul Krebs, der kom til den københavnske scene dengang i 86.

Poul Krebs og Michael Falch har netop udgivet deres første album som duo, det hedder »Tomandshånd«. Albummet udspringer af et 30 år langt venskab. Her er de fotograferet ved Universal Music på Christianshavn. Foto: Simon Skipper. Fold sammen
Læs mere

»Jeg kom virkelig fra provinsen ind til hovedstaden. Jeg fik sat hesten derude foran Montmartre og fik lov til at komme ind og spille. Jeg havde to granrafter og en presenning med som bagscene. Og Michael havde jo hovedstaden i sin hule hånd.«

Michael Falch: »Der var fuld knald på, og jeg var på mange måder meget punket og københavneragtig. Mange tror jo faktisk, jeg er københavner, fordi jeg boede mange år i Københavnsområdet som dreng. Poul var omvendt jysk og havde en meget mere stilfærdig vibe,« siger Michael Falch, der som barn boede i Køge, Glostrup, Brabrand, Lystrup, Sønderborg, Tåstrup og Tønder.

Efter koncerten besluttede Michael Falch sig dog i sin begejstring for at hilse på backstage. Og fordi det altid er svært at komme ind i et andet bands omklædningsrum, havde han drukket sig mod til for at kunne give den i rollen som »Michael Falch«.

»...Og det gjorde du,« siger Poul Krebs og fortsætter:

»Vi var i to forskellige luftlag. Vi syntes ikke, det havde været verdens bedste aften, for vi havde jo glædet os skide meget til at spille på Montmartre, og vi skulle da vise, hvordan det her skulle gøres. Men det gjorde vi ikke helt.«

Så det blev ikke til mere end et kejtet håndtryk og et forsøg på at være høflig.

»Nu kendte jeg jo ikke Poul, men siden kan jeg jo godt se, hvad der lå i hans blik. At han tænkte »hold da kæft en festoriginal«,« siger Michael Falch, som tog en taxa hjem til Søborg den aften, mens Poul Krebs rejste mod Jylland igen.

I dag mener de ikke, at kontrasterne er så udpræget, som de var i den kælder. Men de skinner stadig igennem – og efterhånden også på nye måder. Faktisk i sådan en grad, at det kan være svært at forstå, hvordan de to overhovedet kan arbejde ud fra samme studie.

Poul Krebs: »Udadtil er jeg den jordnære, og Michael er den flagrende. Men når vi kommer til arbejdsprocesserne, så er jeg jo helt klart den flagrende, og Michael den klippefaste.«

Michael Falch: »Poul vil hele tiden skifte numre ud på setlisten, når vi er på vores akustiske turneer, mens jeg vil holde fast i sangene. Poul keder sig hurtigere og vil have variationen, hvor jeg søger fordybelsen og finder en tryghed i at vide, hvad vi har.«

Poul Krebs og Michael Falch har trods deres forskelligheder også en række ligheder - begge er født i 1956 og har navngivet deres førstefødte Anna. Foto: Simon Skipper. Fold sammen
Læs mere

For hvor Michael Falch er en planlægger, der gerne vil være to skridt foran, er Poul Krebs oftere bagud og mere laissez faire. Han har aldrig booket en ferie et halvt år i forvejen og tænker ikke på karrierens næste sæson, før et af hans bandmedlemmer ringer til ham og spørger, hvad planen er.

Poul Krebs: »Jeg ville heller aldrig kunne optræde i en teateropsætning og spille 60 ens forestillinger i træk lige som Michael. Det er jeg alt for rastløs til. Faktisk har jeg aldrig en langtidsplan med noget. Jeg plejer bare at mærke efter, om noget føles rigtigt, og hvis det gør, så følger jeg min mavefornemmelse.«

Som dengang han og hans kone vågnede op efter en fødselsdagsfest i København, og Poul Krebs fik lyst til at køre sydpå, og hans kone hev deres pas op af tasken.

»Vi endte et sted i Italien og købte bare det, vi sådan lige havde brug for. Det var en ferie uden kuffert.«

For Michael Falch er det omvendt en nødvendighed at undgå ubekendte faktorer. For stress er hans hovedfjende, og det værste, der kan ske, er, hvis han bliver overrumplet af kalenderen. Det var det, der op gennem 90erne spændte ben for ham og gjorde ham afhængig af alkohol og sovepiller i sådan en grad, at han trak sig ud af musikbranchen på »ubestemt tid«.

»Jeg fandt tilbage, men nu lever jeg et liv, hvor jeg undgår stress for enhver pris. Jeg tror, det er langt mere risikabelt for mig at blive overvældet, end det er for Poul. For mig var det her samarbejde derfor også et spørgsmål om, hvorvidt jeg overhovedet kunne rumme, at vi pludselig var to om det med to dagsordener og to forskellige psyker at tage hensyn til.«

Mens Poul Krebs er et socialt menneske, er Michael Falch nok stadig en ensom ulv, mener han selv. Efter sit sammenbrud kender han sine begrænsninger og ser sit liv som en vekselvirkning mellem at være på og puste ud i bindingsværkshuset ved Storebælt, hvor der er udsigt til havet, plovfurerne og 100 meter til nærmeste nabo.

»Mit sociale liv er nålestiksoperationer, hvor jeg kører ud, spiller mine koncerter og kører hjem igen. Jeg besøger mine børn i København. Tager ind på pladeselskabet og i studiet. Men jeg skal hele tiden tilbage til den ro, jeg befinder mig i herude.«

Sprint og udholdenhed

På mange af livets store linjer er Michael Falch og Poul Krebs dog ens. De er begge født i 1956, og 15 år senere stod de til den samme Deep Purple-koncert uden at kende hinanden. Begge med langt hår og tøj med frynser.

De har hver især mistet deres forældre for tidligt, kaldt deres førstefødte for Anna og fået to børn mere. Poul Krebs har i øvrigt også et tilflugtssted på Samsø, ligesom Michael Falch har sine plovfurer ved Storebælt.

Skæbnen ville da også, at de mødtes igen efter det akavede optrin i Montmartre. Det skete i begyndelsen af 90erne. På færgelejet mellem Odden og Ebeltoft, hvor »musikere altid mødes, fordi man spotter hinandens bandbusser«.

Michael Falch: »Jeg så, at Poul læste bøger, og så kom vi til at snakke om litteratur. Om min lange tradition inden for dansk litteratur og Poul, der læste meget amerikansk litteratur, hvilket var fuldkommen nyt for mig.«

Poul Krebs: »Og så kan jeg bare huske, du sagde, at du havde gået med den her idé om at lave en helt akustisk tur. Steffen Brandt, dig og mig. Skal vi prøve det? Og selvfølgelig skulle vi det.«

For respekten var der. Poul Krebs var gammel Malurt-fan. Og Michael Falch havde ikke glemt, hvad han havde set i Montmartre. De udvekslede mobilnumre og endte nogle år efter på øvelejr i et sommerhus på Læsø, de tre.

»Vi lå i køjesenge,« griner Poul Krebs.

»Ja. Og vi tog videre på tour med De Tre Tenorer, og så har vores venskab bare stille og roligt fundet sin plads efter det og er blevet en faktor i begge vores liv,« fortsætter Michael Falch.

»Udadtil er jeg den jordnære, og Michael er den flagrende. Men når vi kommer til arbejdsprocesserne, så er jeg jo helt klart den flagrende, og Michael den klippefaste.« Foto: Simon Skipper. Fold sammen
Læs mere

Nu falder der et opkald mindst hver 14. dag, de har spillet en række akustiske fælleskoncerter sammen og gjorde i 2010 hinanden til forretningspartnere i deres fælles pladeselskab, KrebsFalch. Derudover dyster de med hinanden i alt. Poul Krebs løber ti kilometer langt hurtigere end Michael Falch, der dog insisterer på, at han er mere eksplosiv i spurten – og bedre til at tage armbøjninger. De lyder som brødre, når de diskuterer det. Og det ved de godt.

Michael Falch: »Vi kalder jo hinanden broder. Det her er jo et broderskab.«

Det kom sig jo egentlig af, at de begyndte at skrive »O Brother, where art thou?« til hinanden i SMSerne fra rundt omkring i landet, fordi Michael havde spillet den blinde fortæller i »Odysseen« på Aarhus Teater. Derefter kom Coen-brødrenes film om Odysseen-historien i 2000.

Poul Krebs: »Så voksede tonen ud af det, og nu bliver det mere og mere et mærkeligt broderskab, vi har kørende. Vi er jo ekstremt intenst sammen i nogle perioder. Under turneer og pladeindspilninger er det døgnet rundt. Og så kan der også være perioder, hvor vi er langt væk fra hinanden. Så det er en helt anden form for venskab end de venner, man møder på en café eller lige kommer hjem og siger hej til. Jeg tror aldrig nogensinde, vi har ringet til hinanden og sagt: »Jeg er i byen, skal vi lige drikke en kop kaffe?«.«

Michael Falch: »Nej, ikke sådan. Der skal være en anledning. Enten er guitaren med, eller også går vi til koncerter sammen.«

Michael Falch har også fejret jul med familien Krebs i Texas, da Poul Krebs indspillede sin engelsksprogede plade – med Bob Dylans guitarist Charlie Sexton som producer. Poul Krebs har omvendt haft Michael Falchs yngste datter, Matilde Falch, med på scenen. Dertil kommer, at de som venner også er gået igennem hårde tider sammen.

Michael Falch: »Poul var jo dybt involveret i ændringen af min livsstil. Han gav mig skubbet, nærmest i en fuldkommen direkte konfrontation: »Du ender med at blive dybt alkoholiseret. Det bliver uværdigt, hvis ikke der sker noget,« sagde han. Han gav mig en afsløring af, hvordan min situation virkelig var ved at blive. Man aner jo ikke, hvor synligt det er udefra.«

Men det virkede naturligt at kommentere det, for Poul Krebs og Michael Falch har aldrig været hinandens pleasere.

Poul Krebs: »Vi har givet hinanden ren besked, og det har været gensidigt fra begyndelsen. Og når man gennemlever det, i stedet for at vende ryggen til hinanden og finde nogle andre, der kan please én, så er man kommet til et punkt, hvor man kan bevare venskaber.«

»... For venskaber lever ikke af rygklapperi,« indskyder Michael Falch.

Poul Krebs og Michael Falchs forskelligeheder har været en af nøglerne bag deres lange venskab. Foto: Simon Skipper. Fold sammen
Læs mere

Poul Krebs: »Hvis jeg går en vej, som jeg godt kan mærke, Michael ikke synes om, kan jeg høre det allerede, når jeg siger det højt. Han behøver ikke sige noget. Jeg kan se på hans blik, at han slukker på idéen.«

Måske synes han, at vennen skal tænke sig bedre om. Planlægge bedre. Eller måske mener han, at han er på vej ud på et sidespor. Som for eksempel da Poul Krebs tog til USA for at indspille det engelsksprogede album.

Poul Krebs: »Jeg tror ikke, han syntes, det var så fantastisk, at jeg skulle lave sange på engelsk. Det var nok mere en sjov udfordring, som han aldrig selv ville tage.«

Men Michael Falch tog med til USA og var der under hele forløbet. Sagde »arh« hvis noget lå for langt fra »Poul Krebs«-ånden.

»Der var han en ekstremt stor støtte i en situation, hvor jeg var på dybt vand og lod mig rive lidt med. Jeg blev ringet op af en producer, som jeg var forblændet af. Han måtte i virkeligheden gøre hvad som helst ved mine sange. Han satte endda et helt hold, jeg ikke kendte.«

I dag fortryder Poul Krebs ikke, at han lavede det engelsksprogede album, selvom han indrømmer, at det nok ikke var det smarteste karrieretræk. Arrangørerne vidste pludselig ikke, hvad de fik. Skulle Poul Krebs nu til at synge på engelsk?

Og når Poul Krebs kommer i tvivl om sin retning, er Michael Falch da også altid et af de mennesker, han tyer til.

»Sommetider kommer jeg til at tvivle på, hvad er det for nogle sange, jeg er stærkest til – og så er Michael jo fantastisk til at mejsle det ud. Sige: »Det er der, du har din plads. Der er ingen, der skriver på den måde, du gør.« Og det giver altid en masse god selvtillid at gå videre på.«

Ro og uro

Tanken bag deres nye album er da også, at de kender hinandens svage sider. De har været helt nede og rode i hinandens sangskrivning. Poul Krebs har givet Michael Falch lov til at ændre selv de omkvæd, han syntes løftede en hel sang. Og Michael Falch har gjort et oprindeligt punknummer akustisk, fordi Poul Krebs blev ved med at insistere på, at det ikke fungerede.

Poul Krebs: »Vi havde på forhånd givet hinanden hånden og sagt: »Okay, vi har sgu ret til at gå ind og kritisere og sortere fra og gøre alt det, som gør ondt i den skrivende proces. Hvis vi gik ind i det rum, så var vi nødt til at love hinanden, at vi gav de ærligste svar, vi kunne finde.«

Det har de gjort, fordi det skulle være et fælles projekt. Og de har rykket sig for hinanden og fået det til at passe.

Michael Falch: »Det har været et slalomløb mellem vores forskellige sind.«

Poul Krebs: »...Og det, der betyder mest for os, er, at vi stadigvæk sidder her.«

»Ja, at vi ikke har revet hovedet af hinanden. For jeg kender jo ikke nogen, der er så stædig som Poul.«

Poul Krebs: »Det gør jeg heller ikke. Men det, der er helt specielt ved os, er jo, at der ligger en grundlæggende respekt for hinandens sangskrivning og respekt for hinanden som mennesker. Vi har set igennem hinanden, og vi kan stadigvæk lide det, vi ser.«

Faktisk sætter de også pris på, at den ene har noget, den anden ikke har. Som Michael Falch skrev i en sang om deres venskab i 1998: »Gid jeg bragte dig lidt uro, du måske kunne bruge, mens du lånte mig af din ro.«

»Den er skrevet i en tid, hvor vores forskelle var meget markante. Men jeg føler jo, at vi er havnet lidt mere på det samme frekvensområde, efter at jeg punkterede i 2002. Jeg ikke er så meget ude af galaksen længere.«

Poul Krebs: »Det er din musik heller ikke. Michael har haft den der power, som jeg aldrig nogensinde har haft, og han har været en fremragende rocksanger. Men da du begyndte igen efter din pause, fik dine sange en anden klang og en anden tøven. Musikalsk mødtes vi meget tættere på hinanden, end vi hidtil ville have gjort.«

Michael Falch ser dog stadig Poul Krebs som sine »fødder«. Og så må Michael Falch være »de armbevægelser, Poul Krebs aldrig har haft«, siger Poul Krebs, selvom Michael Falch udbryder, at han da langt hellere ville betegnes som »vingerne«.

»Poul har boet det samme sted hele sin barndom og har en grounding derfra. Jeg har boet i et ret stort antal byer i Danmark, inden jeg var 13 år. Jeg kom hele tiden til nye miljøer, og det har givet en masse uro. Det må give en stor forskel.«

Poul Krebs: »Jeg har selv kun haft små udsving på skalaen, og jeg kunne da godt engang imellem tænke mig at have større udsving, som Michael jo også har lidt under, at han har haft.«

Men kunsten er vel at finde et kompromis, når man uanset hvor meget man har nærmet sig hinanden, altid vil være en kontrastfyldt duo, hvor den ene hader at køre alene hjem efter en koncert, mens den anden elsker det.

»Vi rykker os begge to enormt meget i hinandens selskab,« siger Poul Krebs.

Og det er helt utænkeligt for Michael Falch, at han skulle kunne være halvdel af nogen som helst anden duo.

»Jeg kan ikke være sammen med ret mange mennesker, som jeg kan med Poul. Jeg kan være i min umiddelbarhed, og jeg lader mig ikke omforme af hans tilstedeværelse. Jeg kan være mig selv uhindret, uredigeret, ucensureret. Og jeg føler, at lige meget hvad jeg kommer til at sige eller lave, så vil der ligge tilgivelse om hjørnet.«

På deres nye album synger de også, at det at føle sig hjemme er en anden form for kærlighed. Og efterhånden som de bevægede sig ind i hinandens omklædningsrum igen og igen, begyndte de at mærke et fællesskab og en følelse af at være en del af hinandens hold.

Michael Falch: »Man må vente og se, om relationerne giver én den følelse. Og det har det bare vist sig for Poul og mig. Jeg kan føle mig hjemme i vores relation. Vores store passion er musikken, og vores møder gennem voksenlivet har på trods af vores forskelligheder affødt en eller anden gensidighed, der gør, at vi nogle gange har kunnet krydse hinandens spor og følges ad et stykke vej. Gøre det til en fælles tur.«

Poul Krebs: »Nogle gange har jeg bandet over nogle af de projekter, jeg har kastet mig ud i. Men det her føles godt, synes jeg. Nu ved jeg jo for eksempel, hvad jeg skal lave det næste år. Jeg skal spille med Michael Falch. Sådan en langsigtet plan har jeg ikke haft i 100 år. Alene det er en stor ting.«

Michael Falch. Foto: Simon Skipper. Fold sammen
Læs mere

Poul Krebs. Foto: Simon Skipper. Fold sammen
Læs mere