Det godes kamp mod det onde

Teatret har været sceneinstruktøren Kaspar Rostrups »sjælsmedicin«. Når teaterverdenens svar på en Oscar bliver uddelt i morgen i Skuespilhuset, er Rostrup nomineret til Årets Reumert for sin anmelderroste forestilling »Glasmenageriet«.

Kasper Rostrup er nomineret til Årets Reumert. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Pludselig afbryder han sig selv midt i en sætning. Undskylder, at der er noget, der generer ham.

Med lidt besvær trækker sceneinstruktøren Kaspar Rostrup som en anden tryllekunstner en stol op af sin ene bukselomme. Det er den, der har ligget og trykket i lommen.

Voilà!

En chesterfieldstol, vissengrøn, voluminøs og med sine karakteristiske buttede, bløde, runde former.

»Det er en model, som skal bruges til en forestilling,« forklarer Kaspar Rostrup, nu »befriet« fra miniature-stolen.

Scenografien i det stykke om demens, som han i øjeblikket arbejder på til Aveny T, er ultra-enkel, næsten klinisk.

»Denne her tunge stol passer slet ikke ind i noget af alt det andet på scenen. Den står der bare, følger hele tiden så underligt og forkert med,« siger han.

»Men stolen er – udover at være en reminiscens – et symbol på fortrængte erindringer.«

Kaspar Rostrup ved, hvad han taler om. Hvad der kan ske derinde et sted i hjernen. Og hvor meget, man kan glemme. Ikke nødvendigvis, fordi man er dement som hovedpersonen i stykket.

Nogle ting kan man godt vælge at glemme i årevis. Episoder fra en svær barndom for eksempel.

Sammen med sin tre år ældre bror Claus blev Kaspar Rostrup gennem sin opvækst altid afleveret. Overdraget til andre, sendt af sted. Nogle gange til farmoderen, når hans mor, livstruet, blev indlagt på hospitalet. Eller »have spist for meget«, som var den version, han og broderen fik.

Andre gange til sanatorier i Norge, hvor han som fem-årig lå og gispede med sin astmatiske bronkitis og havde dødsangst, fordi det var så svært at få luft nok ned i lungerne.

»Jeg overlevede ved min fantasifuldhed, og så har jeg grundlæggende altid haft et godt humør. Men jeg husker det også som en beslutning senere hen: Hold dig til glæden. Eller i det mindste: Vær i nærheden af den. Det har jeg holdt fast ved.«

Fantasien har Rostrup også brugt til sin anmelderroste forestilling »Glasmenageriet«. Når teaterverdenens svar på en Oscar i morgen bliver uddelt i 16 forskellige kategorier, er det med Kaspar Rostrup blandt de nominerede til Årets Reumert.

Hvor mange teaterstykker, TV-produktioner og film, det er blevet til i årenes løb, har han ikke længere tal på.

Men blandt de mest kendte er TV-serien »Bryggeren«, »Hamlet« og spillefilmen »Dansen med Regitze«. Den sidste fik han en ægte, amerikansk Oscar-nominering for tilbage i 1989.

Nu sidder han oppe på 4. sal i sin store Frederiksberg-lejlighed, fyldt med bøger og kunst fra gulv til loft. Med døren åben ud til altanen.

»I øjeblikket er jeg i gang med anskaffe mig viden om et emne, jeg næsten ikke aner noget om,« siger han så og refererer til Aveny T-stykket.

»Af en eller anden grund er der gået underligt mode i demens på film og teater, men det forstår man jo også godt. Altså hjernen, den er så fascinerende, at jo mere viden, jeg får om den, jo mere beundring får jeg for dens konstruktion. Jeg tænker: Hold da op, hvem har dog fundet på det?

Jeg kan godt sige dig, at hjernen er en verden af poesi. Den er så poetisk, at du ikke drømmer om det. Man tror, at den er uhyggelig at se på. Men nu skal jeg vise dig noget.«

Kaspar Rostrup rejser sig, der går et stykke tid, inden han vender tilbage til køkkenet med en stor, brun mappe under armen, fyldt med farvestålende abstrakte tryk på kraftigt papir.

»Det er jo kunst, ikke, men det er vores hjerne. Og det dér billede,« siger han og peger på et af trykkene, det vil jeg bruge i den sidste scene. Der, hvor kvinden lukker sig inde i sin egen verden.«

Kaspar Rostrup er en begejstret fortæller, der mestrer skuespillerens evne til at fastholde opmærksomheden. Skifter tempo og holder indimellem de korte, nødvendige pauser.

»Hjernen, den er et kæmpestort univers, og jeg kan blive fuldstændig ... vanvittig, for det er så interessant. Det er kromosomer og kromosomhaler, altså DNA-strengen. Og så er der »Skrifterullen«, den litografiske plade, som er opskriften på det unikke, originalen, det, der er dig. Det er meget, meget sublimt.«

»Pyhaa,« siger han og griner lidt afvæbnende af sig selv, efter sin »forelæsning«. I en lidt mere alvorlig tone siger han:

»Jeg er jo nødt til at forstå hjernens mekanismer, for på en troværdig måde at sætte teaterstykket op. Skuespillerne skal vide med sig selv, at det, de står og siger, er korrekt.«

For tre år siden besluttede Kaspar Rostrup at tage på en længere rejse ind i hippocampus, hjernens hukommelsescenter, da han som 73-årig nedskrev sine erindringer. Og derinde, godt forseglet, lå hele hans liv, da først han gik i gang. Klar til at blive pakket ud.

Erindringerne »Sølvfloden« er udkommet i bogform i 2013.

»For 70 procents vedkommende var både min brors og min astmatiske bronkitis psykologisk betinget,« mener han.

Sammen med Claus blev han afleveret som »pakkepost« i ni år på en kostskole i Tølløse. Altid af sted, altid pakke kuffert.

»TMR«, hed kostskolen. Eller Tølløse Mellem- og Realskole.

Da Kaspar Rostrup hentede kostskole-årene frem, husker han, at der gik en gysen gennem ham.

Skolen blev bestyret af frøken Høyer og frøken Hesseldahl, som havde nogle meget besynderlige opdragelsesmetoder.

I sine erindringer beskriver Kaspar Rostrup en grotesk scene. Nogle elever har klaget over forplejningen, som de har omtalt som »hundeæde«. Det vil »Frøknerne« ikke have siddende på sig, så de bestiller opulent smørrebrød bragt ind i terriner af tjenere fra det lokale hotel til de tre elever, der har formastet sig til at klage.

De andre elever får ingen mad, men må se på, mens de tre tvinges til at spise sig igennem alt for megen mad.

»Den ene græd, den anden kastede op, men Jacinto spiste op og spurgte, om han måtte få de andres mad, hvis de levnede noget. Det lo vi meget af, men først senere,« skriver Rostrup.

På kostskolen lærte han hurtigt, at det var bedst ikke at føle noget, men kun registrere.

Besøg af forældrene fik de ikke, heller på sanatoriet i Norge.

»Det var meget mærkeligt, og den dag i dag forstår jeg det ganske enkelt ikke,« siger Kaspar Rostrup.

Hans forældres ægteskab var alt andet end lykkeligt og endte med en skilsmisse.

»De var jo ikke onde,« siger han om forældrene. »Så enkelt var det ikke, tværtimod.«

Som museumsdirektør rejste faderen jævnligt til Paris. Mens hans mor, efter mange kampe med sig selv og omgivelserne, blev en anerkendt malerinde og keramiker.

»De havde en stor kærlighed til Claus og mig. Men der var en hel masse omstændigheder, og det er en meget lang historie, der gjorde, at de ikke var der for os.«

Han kalder teatret for sin »sjælsmedicin«, hvor han kunne forsvinde ind i sig selv. Og ud igen til publikum. Ud af sin krop og højt op i fantasiens himmel, når han skabte sine cirkusforestillinger i et hjørne af fodboldbanen i Tølløse ved kostskolen.

Mange år senere blev Kaspar Rostrup manden, der introducerede begrebet: Totalteater.

Han flåede sæderne ud i den store teatersal på Gladsaxe Teater, brød med de traditionelle rammer og skabte fantasiverdener, hvor publikum bevægede sig rundt sammen med skuespillerne.

Det fik ikke bare det danske publikum til at strømme til, men også den internationale teaterverden, som pludselig begyndte at interessere sig for forstaden Gladsaxe.

Fra gigantforestillingerne »Niels Klims forunderlige rejse« og »Faust« til dramatiseringer af »Macbeth« og »Odysseen«.

Intet var for stort for Kaspar Rostrup.

»Men det er altid mennesket, der er interessant,« understreger han.

»Mennesket er det vigtigste uden undtagelse. Alt andet er i virkeligheden uinteressant. Den dybdepsykologiske viden om mennesket er der, hvor kernen er. Som et centrum midt i alt det store udenom.«

Og grundtemaet er, mener han, altid det godes kamp mod det onde. Det, alting handler om. Fra de store konflikter ude i verden til det, der sker i vores nære liv.

»Det er, hvad alle de gamle myter er bygget op omkring,« siger han.

Kaspar Rostrup nævner sin gode ven, digteren Søren Ulrik Thomsen.

»Han gjorde mig på et tidspunkt opmærksom på, at den franske digter og kunstkritiker, Charles Baudelaire, har sagt: »Djævelens snedigste list er at få os til at tro, at han ikke eksisterer.«

Dét er interessant. Ondskab findes jo i os alle sammen, og det er så let at få ondskaben til at vinde med alle dens unfair våben.«

Kaspar Rostrup har selv sammenlignet sit eget livsforløb med to floder.

Den mørke tyktflydende flod med den farlige understrøm. Og den lyse boblende sølvflod.

Den sidste repræsenterer menneskets evne til at kunne glæde sig, trods alle mulige genvordigheder, forklarer han. Til at føle kærlighed, ømhed, elskov og give plads til den skabende kunst.

De sidste 27 år har han været gift med Lene. De støtter hinanden, er hinandens forudsætninger, gør alting sammen. Så har han sine fire børn. Og teatret. Han har ikke tænkt sig at stoppe foreløbig.

»Jeg føler mig meget heldig og er nu præcis der, hvor jeg gerne vil være i mit liv,« siger han.

»Det er det positive, det lyse, som får mennesker til at blive ved, til ikke at give op. Jeg ved, at i det lange løb er det sølvfloden, der sejrer til sidst.«

For præcis et år siden mærkede Kaspar Rostrup mørket, da han mistede sin bror, scenografen Claus Rostrup.

»Det har været meget sorgfuldt. Jeg skal stadig tage mig selv i at tænke: Nå, det ringer jeg lige til Claus og spørger om. Jeg er vant til, at han altid har været der, vi har altid været meget tætte, og lavet uhyre meget sammen professionelt gennem alle årene.«

Broderen var et meget belæst og vidende menneske, der kunne huske alt, hvad han læste.

»Det var meget mærkeligt, da jeg her forleden stod og tilfældigt bladede i en af min brors bøger. Pludselig røg der et kort ud til en skat, vi som børn havde gravet ned i kostskolens nabolag, ved det gamle Aastrup Klosters voldgrave. Måske skulle jeg en dag køre derned og grave den op. Men skal man det? Nogle skatte skal måske ikke graves op, men forblive i fantasiens land.«