Det er bare vigtigt, at vi ikke fornærmer Kongehuset, fastslog Jesper Buch i »Løvens Hule«. Nu skifter virksomhed navn

Man kan ikke frit benytte Kongehuset og dets medlemmer i sin markedsføring, må smykkevirksomhed nu erkende.

Der var i »Løvens hule« på DR stor interesse for at investere i Louise Mygind Andersens smykkebrand, Frederik IX Studios, hvis inspirationskilde er kong Frederik 9. Hun må imidlertid ikke benytte Kongen og hans navn i markedsføringen af sit brand, står det nu klart. Fold sammen
Læs mere
Foto: DR/Per Arnesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Smykkevirksomheden Frederik IX Studios, som blev landskendt i »Løvens Hule« på DR, skifter navn.

Det sker efter »mindelig aftale« med Kongehuset, fremgår det af en pressemeddelelse.

Virksomheden hedder nu i stedet IX Studios.

Navneskiftet er en konsekvens af, at Berlingske i februar i år kunne fortælle, at virksomhedens direktør Louise Mygind Andersen ikke havde fået Kongehusets tilladelse til at benytte kong Frederik 9. navn og billede i markedsføringen af sine smykker.

Det er i strid med markedsføringsloven at benytte Kongehuset og dets medlemmer i kommercielt øjemed, hvilket flere virksomheder herhjemme har måttet sande de senere år.

Louise Mygind Andersen mente ellers at have de nødvendige tilladelser på plads, forsikrede hun investor Jesper Buch i »Løvens Hule«, der ville sikre sig, at brandnavnet ikke fornærmede nogen - »specielt ikke Kongehuset,« som han sagde.

Den efterfølgende dialog med Kongehuset har været respektfuld, fortæller Louise Mygind Andersen, der nu ser frem til igen at kunne koncentrere sig om sin voksende forretning.

»Siden jeg var med i »Løvens Hule« har der i flere omgange været rejst spørgsmål omkring vores brandnavn. Jeg har aldrig ønsket at overskride grænser i forhold til Kongehuset. Så i respekt for Kongehusets generelle ønske om at lægge afstand til kommercielle interesser, har jeg selvfølgelig besluttet at ændre navnet på min smykkevirksomhed til IX Studios,« skriver hun i pressemeddelelsen.