Derfor flygtede Vicki Berlin fra det følelseskolde standup-miljø

Vicki Berlin er tidligere standupper, men kalder miljøet for iskoldt og dybde-renset for følelser. Til gengæld stortrives hun med at spille revy, også selv om hun er ved at gå til i præstationsangst. På torsdag er der sæsonpremiere på Cirkusrevyen.

Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hun har stået i sine egne tanker foran Cirkusrevyen. Hvor længe ved hun ikke, men pludselig er nogle tilfældige mennesker kommet forbi.

Det føltes pinligt. Opdagede de, hvem hun var?

At kvinden i den grønne festkjole oppe på plakaten også er hende, der står og stirrer op... på sig selv?

Og på manden ved siden af, skuespilleren og revy-ikonet, Ulf Pilgaard, som med sit dæmoniske smil vil lokke publikum med indenfor i teltet. Præcis som han har gjort næsten hver eneste sæson, siden den første gang i 1968.

Ni år før hun blev født.

Talentfuld eller blankpoleret nitte?

Vicki Berlin har ikke købt sig til navnet i et naivt håb om en genvej til berømmelse, det er ikke noget »starlet-navn« i bedste Hollywood-stil, sådan som nogen har troet.

Berlin er hendes mormors mellemnavn, og ellers er hun døbt Jensen.

På torsdag står hun på Cirkusrevyens scene for første gang, når der er sæsonpremiere. Revyens »Benjamin«, hende, der for alvor skal testes. Om hun er en blankpoleret nitte, der ikke formår at være sjov på den sjove måde. Eller om talentet kan bære.

Der er ingen nåde, skal heller ikke være det, mener hun.

»Præstationsangst? Er du sindssyg. Lige om lidt får jeg SÅ ondt i maven, jeg kender smerten, måden, jeg får ondt i maven på. Allerede nu er jeg konstant »shaky« i hele mit system.«

Den højeste pris

Håret er lyst og kortklippet, brillerne neutrale. Hun kunne være damen, der arbejder på apoteket eller henne i banken.

Flere gange i den seneste tid har Vicki Berlin tænkt på nogle af de ikoniske revy-skuespillere, der er gået til i præstationsangst og har betalt den højeste pris.

De hænger på sort-hvide billeder rundt om i Cirkusrevyens gemakker, hun ser dem næsten hver dag.

»Det er historier, som er velkendte, men det gør dem jo ikke mindre sandfærdige eller mindre værd at tænke over,« siger hun og nævner Dirch Passer.

»Jeg har hørt, at der i flere af de ting, han medvirkede i, kun stod:

»Og her kommer Dirch ind og laver noget sjovt.«

Der stod intet andet, tænk, hvilket pres, det må have været. Det er så hamrende svær en genre at få folk til at grine. Nogle af revyens medvirkende tog bagefter rundt på Bakkens beværtninger, drak, faldt i søvn og blev lagt i en køje ude bagved, for så at begive sig tilbage til Cirkusrevyen næste morgen.«

Grebet af panik

Det er en anden tid i dag, konstaterer hun. Måske en bedre tid på flere måder. For revy-kunstnere har i højre grad et liv ved siden af, og det er måske noget af det vigtigste.

Det har hun også selv. Med sin mand, filminstruktøren Nikolaj Tarp.

Når hun kører hjemmefra om morgenen og går fra parkeringspladsen op gennem Dyrehaven til Cirkusrevyen, møder hun forskellige mennesker, som genkender hende:

»Ih... vi er så spændt på at se, hvordan du klarer det, held og lykke, ikke?«

»For et par uger siden syntes jeg, det var fint og hyggeligt. Jeg nikkede og takkede. Nu kan jeg ikke holde det ud, det gør mig nervøs, jeg bliver næsten grebet af panik, for jeg er jo også selv meget spændt.«

Hendes garderobe bag ved teltet er halvanden gange halvanden meter. Med et boblevindue oppe i taget og skrigende lysegrønne blade fra Dyrehavens træer, der vælter ned over vinduet.

Kollegerne siger, at hun bare skal gøre det, hun hele tiden har gjort, og ikke tænke så meget over, at det er Cirkusrevyen.

Iskoldt og dybde-renset for følelser

Vicki Berlin har altid arbejdet meget med humor: Hun har skrevet satire på 40 programmer af »Gintbergs store aften« på TV 2 Zulu, været med i »Live fra Bremen«, og sammen med skuespillerne Søren Malling og Dennis Ravn givet den som morgenvært på Nova Morgen radioholdet på Nova FM. Ulf Pilgaard har hun arbejdet sammen med i TV2’s »Store Stygge Ulv.«

Derudover en lang række revyer, blandt andet Rottefælden i Svendborg plus nogle år med standup-comedy. Det sidste hører fortiden til, for hun kommer aldrig mere til at lave standup.

Hun kalder standup-miljøet for iskoldt og dybde-renset for følelser.

»Men det ligger jo i selve formen, at det er mig-mig-mig. Man er solist, der er kun fokus på en selv. Det eneste, man som stand up’er har brug for kolleger til, er nogen at prøve sine jokes af på. Fællesskab skal man finde andre steder.«

Ifølge Vicki Berlin ligger det derfor heller ikke i standup-miljøet, at man spørger hinanden, hvordan man har det.

Jeg er en gammel dame

»I de år, jeg var standupper, har jeg i hvert fald aldrig oplevet det. Det var et råt miljø, og det er jeg alt for følsom til at være en del af. Den erkendelse gjorde jeg for flere år siden.«

Hun beskriver sig selv som sådan en, der elsker at se »Matador« og ikke kan få nok, når Cirkusrevyens Lisbet Dahl fortæller anekdoter og historier i den sorte hjørnesofa udenfor garderoberne.

»Jeg er en gammel dame, der helst skal se tre tog stoppe ved perronen, for at være sikker på, at jeg nu når det tog, jeg skal med,« siger hun og tænker lidt.

»Jeg tror, at når man er ung og vælger at lave revy, er man måske en lille smule gammel indeni. Det kender jeg andre revy-skuespillere end mig, der er.«

Regissørens hund, Kalle, kommer logrende ind i den lille garderobe, hvor Vicki Berlin har installeret en privat madras til Kalle med vandskål ved siden af.

Der er dage, hvor det ikke lykkes

»Revy-miljøet skiller sig meget ud fra andre skuespil-miljøer, jeg har været en del af. Her er mere varme og en større omsorg for hinanden. Det er meget generøse mennesker, og jeg befinder mig utroligt godt.«

At hun er gammeldags, får hun jævnligt at vide af sin mand. Han siger, at hun bruger mange gamle udtryk.

»Forleden var det nu Lisbet (Dahl,red.) I en af revy-teksterne, som jeg selv har skrevet, havde jeg brugt ordet ispapir. Lisbet sagde til mig:

»Er der nogen, der siger ispapir i dag? Er det ikke mange år siden, man sagde det?«

Der er dage, hvor det bare ikke lykkes. Hvor publikum ikke kan lide hende, som hun formulerer det.

Revy er rytme i kroppen

»Man siger, at publikum er den tredje medspiller. I tidligere revyer har jeg prøvet at stå oppe på scenen og mærket, at jeg ikke kunne hive den hjem. Hvor jeg tænker:

Sig mig, har de ringet sammen, inden de tog herud til revyen og vedtaget, at det bare ikke er sjovt? Næste dag kan det være stik modsat, så går den rent ind.«

Hun ser op mod vinduet i loftet. Forklarer, at revy er som at mærke en rytme i kroppen. Og at publikum næsten kan blive en helhed.

»Hvis der er nogle gode »for-grinere«, kan de næsten grine et helt publikum op. Men timing er altafgørende. Sammen med rytmen.«

Mantraer fra kloge mennesker

Vicki Berlin har sine mantraer, som hun kalder dem. Sætninger, som kloge mennesker på et tidspunkt har sagt eller skrevet, og som hun har gjort til sine egne.

De virker, måske ikke hver gang, men ofte. Og hjælper ikke bare, mens hun er på scenen, men også før og efter.

Det ene mantra har hun fra sin mors onkel, der på konfirmationsdagen i en tale sagde:

»Gør altid lidt mere, end hvad folk forventer af dig.«

Det prøver hun at efterleve, også over for venner og bekendte.

»Jeg har masser af bekendte, men få nære venner. Måske fordi, jeg ofte prioriterer at være sammen med mine hunde. Det lyder måske lidt underligt, men i perioder kan jeg bedre lide at være sammen med dyr end med mennesker.«

Jeg bærer nag

Hun kan lide, siger hun, dyrs umiddelbarhed, det er »no-nonsens«.

Kalle kommer forbi, og hun klapper hunden som for understrege, hvad hun lige har sagt.

»Jeg kan have det svært med visse mennesker og deres svingninger og kommer til at tænke:

»Sig mig, er det mig, der har gjort noget galt, siden vi var på knus i går, og i dag er der mere kulde?« Mennesker, jeg ikke kan læse, dem er jeg ikke ret god til.«

Hvis man har svigtet hende eller behandlet hende dårligt, bliver det ikke glemt. Det kan lyde hårdt, det ved hun.

»Ja, jeg bærer nag, det indrømmer jeg. Det er ikke noget, jeg er stolt af, for det er ikke et særlig sympatisk træk og noget, jeg løbende prøver at arbejde med. Men jeg kan ikke rigtig få det væk, det sidder i baghovedet.«

Måske, siger hun, fordi dét med at være ordentlig over for andre, ligger så dybt i hende.

Man skal ikke hænge sig i en tabt bold

»Lyder jeg frelst? Det synes jeg egentlig ikke, jeg kan bare ikke have det. Noget af det, der virkelig kan gøre mig vred, er, hvis folk træder andre over tæerne for egen vindings skyld. Med alt, hvad der ligger i det.«

Hun hæver stemmen lidt.

»Jeg vil ikke arbejde sammen med den slags mennesker. Jeg tror, det smitter, og jeg vil ikke have det lukket ind i mit liv.«

Det andet mantra har Vicki Berlin snuppet fra den tidligere tennisstjerne, Andre Agassi.

»I et interview blev Agassi helt banalt spurgt, hvorfor han var så dygtig. Han svarede:

»Jeg hænger mig aldrig i en tabt bold.«

Når jeg står på scenen og i et sekund har fornemmelsen af, at timingen ikke fungerede, tænker jeg:

Det er for sent, den bold er tabt, kom så hurtigt videre, Vicki. Du kan ikke gøre noget ved den bold, men du kan gøre noget ved den næste.«