Derfor er Mille Hoffmeyer Lehfeldt afhængig af kærlighed

Masser af kærlighed fra sin mand og et nedtonet privatliv er hele forudsætningen for, at skuespilleren Mille Hoffmeyer Lehfeldt kan præstere noget som helst på scenen. Fra på torsdag er hun aktuel som Sally Bowles i Cabaret på det Kongelige Teater.

Mille Hoffmeyer Lehfeldt i rollen som Sally Bowles i Cabaret Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Germund

Sjældent er hun blevet stopfodret med så meget kærlighed. Og sjældent har hun delt så meget ud til andre.

Mille Hoffmeyer Lehfeldt, 35, er med sin egne ord røget ind i en stime af kærligheds-temaer, altså rent professionelt, siger hun, på vidt forskellige måder.

En luns her, en luns der. Kilovis af kærlighed, der ekspederes op på vægtskålen og bliver vejet. Nogle gange for let, andre gange for tung, for krævende, manipulerende og dominerende.

Men indimellem også den ægte og perfekte af slagsen. Med mindre det er en illusion?

Det sidste er temaet i filmen »Lang historie kort,« der har premiere 7. maj. Og fra på torsdag er Mille Hoffmeyer Lehfeldt aktuel i rollen som Sally Bowles med et syndigt rod i sit kærlighedsliv, når Det Kongelige Teater har premiere på »Cabaret« som musical. Indtil for et par uger siden var det de erotiske lyster, der blev sluppet løs fra scenekanten på Østre Gasværk.

En urokkelig base

Men kærligheden fylder – gudskelov, lyder det – stadig mest i privatlivet. Faktisk rigtig meget. Og er en forudsætning for, at hun kan forsvinde ind i en rolle og give den liv og energi.

»Det er altafgørende, at jeg har en urokkelig base derhjemme. Et skridsikkert fundament i form af min familie, mine venner og en meget stor kærlighed til den mand, jeg har valgt at leve sammen med,« forklarer hun.

»Som skuespiller krænger man alle sine følelser ud »big time« og bruger så enormt meget af sig selv, at det egentlig er ret ekstremt. Samtidig er man så eksponeret, man bliver ligesom forstørret op. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det.

For mit vedkommende er det i hvert fald vigtigt, at jeg kan komme hjem og være mig selv sammen med et menneske, der kender mig ud og ind. Jeg har i den grad brug for ro og stabilitet som en modvægt til mit arbejde.«

Mille Hoffmeyer Lehfeldt har kendt Sophus Kirkeby-Windeløv siden de var børn. Deres forældre var gode bekendte og senere, da de begge skulle begynde i 5. klasse på Tranegårdsskolen i Gentofte, kom de i parallelklasse. Det fortsatte de med til afslutningen i 9.

»Vi har altid haft en god kontakt og vidst, hvor vi hver især var og lige sørget for at mødes indimellem. Men det er klart, at når man har kendt hinanden, siden man var børn og som voksne indgår i et forhold og senere i et ægteskab, er der nogle led, der er blevet sprunget over, og det gør det måske lidt specielt.«

Kærester fra teaterskolen

Da Mille Hoffmeyer Lehfeldt flyttede til London efter gymnasiet, for at gå på dramaskole, var Sophus nogle dage i byen.

»Vi gik på jazzklub med nogle fælles venner i London og så hinanden med jævne mellemrum, da jeg flyttede tilbage til København. Men det var først, da vi begge blev færdige på teaterskolen, at vi blev kærester.«

I dag bor parret i en lejlighed et stenkast fra Det Kongelige Teater og har været gift de sidste syv år.

Det er lykkedes Mille Hoffmeyer Lehfeldt at »cruise« sig bag om Nyhavn på vej hen til Det Kongelige Teaters sceneindgang i Tordenskjoldsgade. Det meste af Nyhavn er spærret af, for optagelserne til den amerikanske film »The Danish Girl« med Oscarvinderen Eddie Redmayne i hovedrollen er i fuld gang.

I sin ene hånd bærer Mille Hoffmeyer Lehfeldt en stor kurvetaske. I første omgang ser det ud som om, hun småsnakker til tasken. Kærligt. Men det er Berta, hun taler til, og som stikker hovedet frem fra taskekanten. En seks år gammel mops, som hun har lovet det lakseben, hun har med, og som Berta nu kan dufte.

Bertas røde tæppe bliver sirligt bredt ud på gulvet i garderoben, som Mille Hoffmeyer Lehfeldt deler med kollegaen Cecilie Stenspil, der også spiller rollen som Cabaret-stjernen Sally Bowles.

Ikke nærig med sin tilstedeværelse

Kroppen er spinkel, ansigtet smukt, hun kunne være ung udgave af Meryl Streep. Det søde og sårbare ligger lige for. Men samtidig er der noget stridbart og robust over Mille Hoffmeyer Lehfeldt, der giver hende kant. Hun brænder igennem. Og er »ikke nærig med sin tilstedeværelse,« som Berlingskes teaterredaktør Jakob Steen Olsen på et tidspunkt skrev.

Som skuespillerbarn (datter af Kirsten Lehfeldt og Stig Hoffmeyer, red.) er hun næsten »et begreb«, fordi så mange vælger at gå i deres skuespilforældres fodspor.

»Jeg tror, det er et klassisk svar, at mine forældre aldrig har opfordret mig til at blive skuespiller. Og når jeg siger, at man kun skal blive skuespiller, hvis man absolut ikke kan lade være, så mener jeg det virkelig alvorligt.«

Ikke som en advarsel, understreger hun, for hun er lige så vild med sit fag, som da hun blev færdig fra Statens Teaterskole for snart ti år siden.

Men det er et meget intenst fag, lyder forklaringen. I de perioder, hvor hun medvirker i en teaterforestilling eller indspiller film eller TV-serier, kommer hun ekstraordinært tæt ind på livet af de mennesker, hun spiller sammen med. Man oplever en særlig form for tillidsbånd, fordi man er så afhængig af hinanden og bliver hinandens forudsætninger på scenen.

»Det er faktisk ret ekstremt, for folk ofrer alt, hvad de har. Det er virkelig blod, sved og tårer,« konstaterer hun og illuderer med hænderne en bevægelse, som om hun flår hjertet ud af sin krop.

Som at blive revet midt over

»Man får del i sine medspilleres inderste liv og største følelser og kan blive fuldstændig opslugt af et sammenhold. Det er et vilkår, fordi det også er vores arbejdsredskab. Og når det hele er slut, når man er færdig med en optagelse eller afslutter et teaterprojekt, kan der opstå en rungende indvendig tomhed. Det kan næsten føles som at blive revet midt over.

Alle går hver til sit. Det er sådan, det skal være, det ved jeg godt, men det fritager mig ikke fra, at jeg – nogle gange mere end andre – kan mærke den der tomhedsfornemmelse, som kan være forholdsvis ubehagelig,« siger hun og nikker i retning af vinduet og ned på gaden.

»Så går man der alene, ensom og med en rastløshed buldrende rundt i kroppen.«

Hun tænker lidt.

»Eller ensom er måske et lidt negativt ord, men så i hvert fald alene, udhulet, tom. Og det skal ikke forstås, som om jeg har ondt af mig selv, eller at det er synd for skuespillere. Heller ikke, at jeg er ked af, at et projekt er slut. Det er bare en tomheds-følelse, der opstår, og som for nogle er et vilkår, efter at have været meget tæt sammen med nogle mennesker. Omgivet af hinandens personligheder med alt, hvad det indebærer.«

Det er blandt andet derfor, forklarer hun, at det har så stor betydning med en stabilt bagland. Og en mand ved sin side, som hun har kendt langt det meste af sit liv.

Dobbelttydig og modsætningsfuld

Hun er et hjemmemenneske. Kan lide at være sammen med sine forældre og sin nærmeste familie. Og at der egentlig ikke sker det store.

I tidligere interview har hun beskrevet sig selv som dobbelttydig og modsætningsfuld. På den ene side meget udadvendt, når hun skal indgå i sammenhænge, hvor det forventes. På scenen for eksempel. Og på den anden side lysten til og behovet for at trække sig tilbage og være indadvendt. Hun har ikke et naturligt behov for at være »på« med mindre det er som skuespiller.

Lige nu er Mille Hoffmeyer Lehfeldt midt i en af sine mest travle perioder. Indtil for nylig med prøver om dagen på det ene teater, og forestillinger om aftenen på et andet.

»Både Sophus og jeg har i perioder ekstremt travlt og er stærkt optaget af det, vi er i gang med. Vi kan begge blive meget opslugt af hver vores. Han arbejder ikke længere som skuespiller, men er gået terapiens vej og er blevet terapeut, det er han enormt glad for.

Vi står op sammen og siger også godnat

Og når vi ved, at vi er på vej ind i en tid, hvor jeg for eksempel spiller om aftenen og Sophus har travlt med sit, synes jeg, vi er gode til at være opmærksomme på det.

Så siger vi: Okay, vi går en heftig tid i møde de næste par måneder, men nu accepterer vi, at vi ligesom går lidt i »hver sit mode«. Men vi står op sammen, får talt og vi siger godnat. Det har også en stor betydning, selv om vi i perioder rent mentalt kan være hver sit sted. Det er vel noget med at give plads og acceptere.«

Mens Mille Hoffmeyer Lehfeldt har valgt kærligheden til, vælger Sally Bowles den fra.

»Hun tør den ikke rigtigt. Måske fordi, hun er bange for, at hun alligevel kommer til at ødelægge den, som hun plejer. Foreløbig har hun ikke været i stand til at holde fast,« forklarer Mille Hoffmeyer Lehfeldt om den karakter, hun er fuld gang med at leve sig ind i.

Sangerinden på The Kit Kat Klub i 1930ernes Berlin, hvor nazismen ånder alle i nakken.

»Leave your troubles outside,« er den legendariske replik fra konferencieren.

Mille Hoffmeyer Lehfeldt udtaler ordene hårdt og med tysk accent.

Og det er, hvad Sally Bowles ubevidst gør. Lader problemerne blive uden for sit dekadente miljø. Opslugt af sig selv, nuet og sin karriere.

Samtidig ønsker hun sig trygheden og parforholdet, men uden at magte det.

Frygten for at være halvt til stede

»Det er et eviggyldigt tema, også i vores moderne samfund, at vi helst vil det hele. Vores konstante dilemmaer og ønsket om ikke at skulle tvinges til at vælge noget fra. Måske er konsekvensen, at vi kan risikere ikke rigtigt at være til stede nogen af stederne.«

Det betragter Mille Hoffmeyer Lehfeldt som en af sine allerstørste udfordringer: At være i stand til at vælge til og fra med de omkostninger, det kan have.

»Jeg har ikke børn endnu, det går jeg ud fra kommer. Måske, det er jo ikke altid noget, man selv bestemmer, men skulle det ske, så er det da et dilemma, som jeg selv vil være i. For hvor meget skal jeg så sige fra i forhold til mit arbejde? Og hvor meget vil jeg gå på kompromis med det forskellige, fordi jeg gerne vil det hele, men uden at være halvt til stede?«