Pludselig kan hun blive ramt af tvivl. Kan hun overhovedet synge? Er hun en ordentlig mor, en kærlig kone, en god ven?

Eller bare en stor talentløs egoist?

»Det er helt normalt.«

Det er sådan, sangeren og sangskriveren Anne Dorte Michelsen siger både til sig selv og til andre, når livet ind imellem spidser til.

»Alligevel bliver jeg fanget af uroen og tvivlen. Jeg tror bare, at jeg er sådan.«

I morgen er Anne Dorte Michelsen aktuel i en ny omgang »Toppen af poppen« på TV2, hvor kendte danske musikere fortolker hinandens sange.

Ramt af loftet for optimisme

Det er over 30 år siden, at den lille spinkle kvinde med den høje klare stemme sammen med resten af Tøsedrengene fik 80er generationen til at synge med på »Indianer«, »Vi var engang så tæt« og »Ud under åben himmel«.

Hun har sunget og skrevet om kærlighed og opbrud lige siden. Om forhold, der for længst er forsvundet og om en himmel, der er så stor »at jeg tvivler mere, end jeg tror.«

Nu sidder hun i sort tøj, kortklippet. Og ser egentlig ud, som hun altid har gjort. I en lidt ældre version.

»På et eller andet tidspunkt må man vel ramme loftet for al den optimisme,« konstaterer Anne Dorte Michelsen og tager afstand fra en verden og en virkelighed, hvor det ikke må gøre ondt.

Hvor man ikke må være magtesløs, rådvild, fortvivlet eller bare i tvivl og bagefter ømme sig, for så at rejse sig igen og komme videre.

Når vi ikke vil kendes ved mørket

»Der er så meget i tiden med: »Sådan undgår du sorte huller«. Men skal vi det? Kan vi det? I alle eventyrene skal helten igennem en dyster og farlig skov, for at vinde prinsessen. Det er en hel basal menneskelig erfaring, at det mørke, man ikke vil kendes ved, tager magten fra én.

Jo mere, hun ved, jo mere opdager hun, at hun ikke ved. Og desto mere tvivlende kan hun blive.

»På den måde bliver livet ved med at være en uigennemskuelig gåde. Så det er noget med at finde den rigtige indstilling. På et tidspunkt går det op for dig, at det her ER livet. Det er ikke et forspil. Det er en hård, men også en smuk erkendelse.«

Har affundet sig med sin skæbne

En kvinde på 56, som efterhånden har fundet sin livsform, sin »modus vivendum«, som hun formulerer det.

»Man kan sige, at jeg har affundet mig med min skæbne. Som livet er skredet frem, har jeg set et mønster. Jeg har de venner, jeg har. Den mand, de børn, det arbejde, den familie og så videre. Selvfølgelig kan ting fortsat ændre sig, men på de store linjer ligger det fast.«

Og det er ikke negativt ment, understreger hun.

Men en accept af, at det er sådan, det er blevet. Og så er det, at tvivlen kan ramme.

»Engang hed det panikalder. For var det nu også det rigtige for mig?

Kunne jeg have truffet nogle andre og bedre valg? Det er vel dybest set det, det handler om. Jeg falder ind og ud af tvivlen. Det må jeg indrømme.«

De voksnes rækker

Og ligesom lykken kan komme helt uden forvarsel, kan tvivlen også, forklarer hun.

»Med min fornuft kan jeg sagtens sige, at jeg jo nok er en blanding af alt muligt, og at det ikke er sort og hvidt. At det sikkert dybest set er ok.

At turde tvivlen er også en forudsætning for at blive voksen og høre til i det, Anne Dorte Michelsen kalder »De voksnes rækker.

Det er her, hun står i dag. Her, hun ikke kan undværes.

»I min generation har der været en udbredt modvilje mod at blive voksen og tage voksenskabet på sig,« mener hun.

»Det er blevet opfattet som noget negativt. Som om, at så var festen slut. Det er en svær vej at gå, ikke at ville være voksen. En umulig vej. Men skylder vi ikke både børnene, de unge, de jævnaldrende og os selv at blive ordentligt voksne?«

Et nyt ståsted

For Anne Dorte Michelsen betyder det ikke, at livet og alt det sjove slutter, tværtimod, det er bare et nyt ståsted. Og langt mere spændende, end at klamre sig til noget, der er forbi.

»Festen er ikke slut. For mig er det at høre til i de voksnes rækker at tage ansvar for de valg, jeg har truffet. For de mennesker, der er afhængige af mig, og for de talenter og muligheder, jeg har været heldig at få. I stedet for hele tiden at være på vej videre,« siger hun.

»I stedet for være utilfreds. Finde mig en ung mand eller skære rynkerne væk. Og i øvrigt fornægte døden.

Man kan sagtens være levende alligevel. Gøre nye ting. Holde sig i form og gå på bar.«

Sammen med musikeren og produceren Billy Cross arbejder Anne Dorte Michelsen i øjeblikket på en ny soloplade med titlen »De voksnes rækker«. Et af numrene har hun skrevet til en veninde.

Det meste er oplevet før

»Den veninde er meget yngre end jeg, og sangen handler om alt det, jeg gerne vil opleve sammen med hende, men som jeg er afskåret fra, fordi jeg har oplevet det alt sammen tusind gange før, og derfor aldrig kan opleve det på samme måde igen.«

Det er den slags eufori, der kan mærkes og sanses dybt ind i sjælen, når noget opleves for allerførste gang. Som når man aldrig har set Alperne før og bliver beruset og svimmel af bjergenes smukke voldsomhed.

»Jeg var 17 år og på interrail. Efter at have sovet i et bagage-net, tumlede jeg ud af toget på stationen i Genova klokken 7 om morgenen og kiggede op i luften. Og dér lå bjergene, store og voldsomme og lysende i morgensolen.

Se videoen med Anne Dorte Michelsen her

Hun har aldrig oplevet Alperne på samme måde siden, siger hun, og kalder det et vilkår.

»Måske er det nogle indre landskaber, tvivl for eksempel, taknemmelighed, uro, ydmyghed og død blandt familie og venner, som man i stedet skal opleve for første gang i min alder.«

Forbløffelse og glæde over verden

Og så skete det alligevel igen for to år siden, da Anne Dorte Michelsen var i Australien med sin mand og to sønner. Hun havde ikke mærket den fornemmelse i årevis, så intens en forbløffelse og glæde over verden.

»Min mand havde glemt sit kørekort, så jeg var chauffør i en udlejningsbil fra lufthavnen i Sydney til Blue Mountains. Vi havde fløjet hele natten fra Bali uden at sove, da vi ankom tidligt om morgenen. Derfor var jeg sikkert særlig følsom.«

Mens Anne Dorte Michelsen kørte bilen gennem Sydneys morgentrafik, faldt hele familien i søvn. Og efter et par timer, da hun var nået op i bjergene, stoppede hun bilen og steg alene ud, for at strække benene.

»Jeg så nogle mennesker komme gående på en sti og fik lyst til at gå ind ad stien og kigge. Det viste sig, at stien mundede ud i et plateau over en flere hundrede meter dyb kløft dækket af urskov. Det var meget tåget, så først kunne jeg næsten ikke se noget, men ud af morgendisen dukkede landskabet langsomt og mystisk op.

Jeg stod dér og hørte de ukendte australske dyrelyde og så de sære planter. Det var et sjældent førstegangs øjeblik. Som om jeg var på en helt ny planet. Jeg blev virkelig grebet og næsten helt svimmel.«

Mens mange oplevelser som yngre kan være mere intense, skarpe og rystende, kommer der en ny dybde med alderen, mener Anne Dorte Michelsen.

»Jeg tænker, at det er en udfordring at turde stå »i det åbne«, også når man bliver ældre.

Fristende at holde sig til det velkendte

Det er fristende at holde sig til det velkendte og dække sig ind bag sin position og sin status. Men det dur ikke for mig. Og slet ikke, hvis jeg skal fortsætte med at skrive sange.«

Hun forsøger at blive ved med at turde tvivle, at tage chancer, fejle og blotte sig, siger hun. Også selv om det kan føles skræmmende.

»Men det ville være endnu mere skræmmende, hvis jeg aldrig var i tvivl, for verden forandrer sig, både den store og den tæt på mig.«

Hun kan godt blive træt af at høre det, hun kalder for »jævnaldrende kulturpinger« på slap line i for eksempel radioens taleprogrammer.

»Især når folk skal tale om sig selv og deres eget liv. Der kan være en selvfedme og en tilfredshed med egne valg og en blindhed over for egne privilegier, som jeg ikke kan holde ud.«

Så er det langt mere interessant og spændende med noget tvivl, mener Anne Dorte Michelsen og nævner den norske forfatter Karl Ove Knavsgård som et af sine store forbilleder.

»Hans måde at skrive om sit liv på kan få mig til at skamme mig mindre over mine egne kedelige sider.«

Tvivl er en luksus

I øvrigt er tvivl en form for luksus, fordi den rummer mulighed for at foretage valg, synes hun. Det er nemlig langtfra alle mennesker, der har den mulighed.


»Så når vi kan, skal vi tage vores tvivl alvorligt, alene af den grund, at den er en forudsætning for at tænke ting grundigt igennem og blive klogere. Samtidig er det en fantastisk forudsætning for empati.«

Hun kigger lidt væk. Fra Charlottenlund Fort og ud over Øresund. Det er en god dag for sejlerne, vinden er jævn og hvide skytotter glider af sted på himlen.

»Man kan selvfølgelig altid »stay on a safe ground«,« siger hun så.

»Men hvis jeg vover mig ned i den dybde, alderen giver mig mulighed for, kan livet også føles nyt igen.«

Vi skal bære ansvaret

En veninde sagde på et tidspunkt til hende, at det er vigtigt at kunne bære sig selv. Først forstod hun det ikke helt. Men efterhånden har det dæmret.

»At bære sig selv er at kunne stå selv. Uden at skyde ansvaret fra sig. Uden konstant at brokke sig. Uden at være vred og utilfreds med sig selv og andre. Bare bære det, ansvaret.«