Derfor er Bent Haller bange for at blive mærkelig

Forfatteren Bent Haller lever ikke kun efter én tid, men også efter sin bedstefars tid for 100 år siden. Han kan blive panisk, hvis bedstefarens lommeur går i stå. Et sted midt imellem de to tider navigerer Bent Haller i en slags kaos som en af Danmarks bedst sælgende forfattere. I går udkom hans bog »Det man husker«.

Foto: Henning Bagger

Han forsvinder derind, hvor der er kulravende sort. Dybt ind i mørket, hvor tankernes kræfter er stærke og ofte mere klare.

For når forfatteren Bent Haller har brug for at »tænke lidt ekstra over tingene, fordi det hele ind imellem bliver lidt for knudret«, tager han sin sovemaske på.

Selv den mindste smule ødelæggende lys sørger den stramme maske loyalt for ikke at slippe ind gennem en sprække, lyset må ikke flænse det behagelige mørke.

Bent Haller sammenligner det totale mørke bag masken med det, han kan blive omsluttet af ved sit elskede sommerhus i Kandestederne. Han ved ikke noget bedre, end mørket deroppe.

Med et lille, koket smil uddyber han beskrivelsen fra sommerhuset og siger med sænket stemme:

»Der er lige så sort som en hunds røvhul.«

Jeg vil være, den jeg er, uanset hvem, det er

I går udkom Bent Haller med bogen »Det man husker«. Et portræt af et livslangt og skæbnesvangert venskab med hans barndomsven Uffe. Men også en bog, hvori Haller når frem til, at »nu, hvor jeg nærmer mig de halvfjerds, vil jeg gerne være den, jeg er, uanset hvem, det så viser sig at være. Så start lirekassen, men uden den tamme abe, for jeg vil selv danse.«

Han er nummer tre på listen over bibliotekspenge, efter Bjarne Reuter og Josefine Ottesen. Står bag næsten 100 udgivelser, er en fast del af undervisningen i folkeskolen og især kendt for sine børne- og ungdomsbøger. Med mastodonten »Lille Lucifer« og »Kaskelotternes sang« blandt nogle af de mest populære.

Den sidste dannede grundlag for tegnefilmen »Samson og Sally«, som animatoren og filmstruktøren Jannik Hastrup stod bag.

Og så er han forfatteren til bogen »Katamaranen«, som byrådet i Thisted i 1976 besluttede at udelukke fra det kommunale bibliotek. Bogen beskrev livet i betonslummen i Aalborg som voldeligt og afstumpet. Den afdækning af velfærdssamfundets skyggeside førte til en heftig debat og følelsesladet offentlig diskussion. Blandt andet blev Haller beskyldt for at »fordærve ungdommen og lede en sproglig kloak gennem samfundet,« som en politiker udtrykte det dengang.

Men det er alt sammen meget længe siden. Så længe, at Bent Haller næsten har glemt det. Der har været så mange bøger siden, siger han.

Slutninger vil jeg ikke have patent på

Lidt forsigtigt og en smule nervøst har den spinkle forfatter tidligere på dagen åbnet døren til sit rækkehus i Hasseris i udkanten af Aalborg og lukket Berlingske ind.

Men da først nervøsiteten får sluppet sit tag i ham, viser det sig, at Haller også er en mand med lune, der hele tiden ligger lige neden under den store alvor.

For alvor er der masser af i hans bøger, men fortalt med hans karakteristiske lethed og altid med en åben slutning. Slutninger vil forfatteren nemlig ikke have patent på, det skal være op til læserne selv. For hverken i fiktionen eller i virkeligheden findes der jo kun en enkelt slutning.

»Hvis altså man lige ser bort fra, at vi alle sammen skal dø,« indskyder Bent Haller.

Det er i fiktionen, at han forstår verden, han har ikke andre metoder. Selv har han flere gange kaldt sig for et håbløst og i bedste fald elskværdigt fjols, som det kan være lidt svært at komme til at holde rigtigt af.

Fantasiens og virkelighedens verden

»Jeg lever i to verdener, fantasiens verden – og så virkelighedens,« forklarer han, da han sidder i et hjørne af stuens sofa, hvor han næsten ser endnu mindre ud, end da han tidligere stod i døråbningen og tog imod.

»For mig er den verden, hvor fortællingerne bliver til, mindst lige så virkelig som virkeligheden. Herinde er jeg oppe i knolden med alle mine historier,« siger Bent Haller og banker med sin pegefinger på siden af sin pande.

Derfor kan det være svært, pokkers svært, at komme ud i virkeligheden, når nu man stortrives i den anden verden, fortællingernes verden.

»Men jeg skal. Jeg ved, at jeg skal, for ellers kan man blive mærkelig. »Bent, det kan ikke nytte noget.« Det siger jeg til mig selv. Men jeg skal tage mig sammen for at komme ud blandt andre mennesker. Jeg har det ikke godt med det, og det er som om, det bliver værre og værre. At den mur, jeg skal klatre over, bliver højere og højere. Men jeg tvinger mig selv, det gør jeg.«

Passer på med ikke at blive mærkelig i låget

For nyligt tvang han sig ud til en læseklub, som havde inviteret ham, fordi klubbens medlemmer havde læst en række af hans bøger. Men det var en undtagelse. Lige før han skulle ud af døren, fik han voldsomt ondt i maven.

»Det var en kæmpe overvindelse at komme ud til læseklubben, men da jeg kom hjem, vidste jeg, at det var godt, at jeg havde gjort det. Altså, for ikke at blive mærkelig i låget, det er ikke psykisk sundt at lukke sig så meget inde i sin egen verden, som jeg gør.«

Bent Haller er ikke en mand med store armbevægelser. Når han taler, er hele hans krop i total ro, næsten lidt stiv. Han sidder alt for meget på en kontorstol, konstaterer han.

»Når jeg er ude i civilisationen, om du vil, er det, som om jeg har en maske på, som strammer i mit ansigt. Jeg har svært ved at lytte efter, hvad folk siger. Det er ikke fordi, jeg ikke vil. Men det er som om, at når nogen har sagt de første par sætninger, så bliver lyden svagere og svagere, og til sidst fortoner den sig og bliver lydløs. Jeg falder simpelthen af og holder op med at høre efter.«

Han »optræder« aldrig, som han siger. Ingen forfatterforedrag, ingen radio- tv-udsendelser og kun sjældne interview.

Gider ikke bekymre sig om dagen i morgen

»Jeg har fået en større forståelse af mig selv som et lille menneske i det dér kæmpe hjul. Jeg befinder mig bedre og bedre med mig selv, og er holdt op med at bekymre mig om, hvordan fanden dagen bliver i morgen. Der er ting, jeg ikke gider, dem er jeg stadig mere bevidst om, og noget af det, jeg ikke gider, er at optræde.«

Billeder af sig selv har han heller ikke lyst til at få taget. Han nægter at kigge ind i kameraet, synes fotografering er »noget værre konstrueret noget.« Og lader sig kun med nød og næppe overtale. Det skal bare overstås, er attituden.

Til gengæld er hverdagen ikke noget, der skal overstås. Den holder han meget af.

Et stille liv med fast struktur, som danner rammen om hans univers hjemme i Hasseris. Sådan fungerer det bedst.

Og så har han Alice, kvinden i sit liv. Med hende har han været gift i 40 år, og sammen har de fire voksne børn. Gæster har kun yderst sjældent adgang til huset. Børnene selvfølgelig, og de fem børnebørn, men ellers næsten ingen.

Lyden af de ægte løver

Sammen med Alice, der er pensioneret bibliotekar, spiser han frokost præcis klokken 13 hver dag, efter at have skrevet siden tidligt om morgenen.

Klokken 15.30 drikker han eftermiddagskaffe sammen med Alice, og klokken 16 går han – igen sammen med Alice – en tur i den skov, der grænser op til baghaven. Det gør han hver eneste dag.

Det er også her i baghaven, han om aftenen, når vinden er i den rigtige retning, kan sidde og lytte til løverne. Ikke de fiktive løver. Men de rigtige af slagsen, dem, som bor lige ovre i Aalborg Zoologiske Have.

Og et sted midt i hverdagens stramme struktur lever Bent Haller med sine to tider, som han siger. Den, hvor han spiser frokost klokken 13. Og så sin bedstefars tid, som meget konkret udmønter sig i et 100 år gammelt lommeur, som han har arvet fra bedstefaren.

»Jeg synes, at min bedstefars tid for 100 år siden er lige så rigtig og virkelig for mig, som min egen tid.«

Vores tidsinddelinger er kunstige

Bent Haller har serveret kaffe og byder på italienske småkager, som han advarer mod: de er så sprøde, at man skal passe på tænderne.

»Vi har jo opfundet alle de her tidsbegreber, alene fordi vi skal finde et fælles punkt at udgå alle vores aktiviteter fra. Vi har konstrueret tiden og alle ismerne for overhovedet at kunne nærme os hinanden, så vi kan begynde at tale sammen. Men alle de inddelinger er kunstige. Jeg er klar over, at vi er nødt til at have en tid, så jeg for eksempel ved, at du kommer i dag klokken 14,« siger han.

»Men et eller andet sted er det jo noget forfærdeligt noget med tiden.

Vores moderne liv handler om en hundrededel sekund, nej en tusindedel sekund. Hvordan kan folk holde det ud? Hvorfor bliver de ikke mere syge, end de gør?«

Han tager en tår af kaffen. Emnet tid berører ham dybt.

»Folk jager efter tiden, men kun for at få tiden til at gå.«

Han holder en pause.

»Ved du, hvad det hele i virkeligheden handler om? Den ubevidste dødsangst. Det er derfor, at folk fylder alt muligt ind i deres liv og jager tiden. Det hele handler om at fortrænge bevidstheden om, at vi skal dø. Døden skal holdes langt væk.«

Ikke bange for at blive gammel

Han har den også selv, angsten for at dø. Men han er ikke bange for at blive gammel.

»Hvis man bliver syg, er det noget rigtig møg, men at blive gammel er da fint nok. Jeg har måske ti år tilbage, inden jeg fylder 80. Det er jo så ingenting alligevel.«

Når han skriver, siger han, har han overhovedet ikke hold på noget. Bytter rundt på ordene, rykker rundt, det er en meget forvirrende og rodet proces.

»Det er som om, en enkelt tid ikke passer ind, tiden forsvinder for mig, så jeg må have to tider. Jeg er begyndt at sige, at jeg fylder 170 år.«

Bedstefarens ur har Bent Haller altid liggende ved siden af sig, når han skriver. Urets tunge tikken giver ham tryghed. Med få undtagelser har det gået de sidste 100 år. For ligesom bedstefaren og hans egen far gjorde, husker Bent Haller også at trække uret op.

Bange for at bedstefars ur går i stå

»Det er det første, jeg gør hver eneste morgen. Så kan der være en søndag, hvor jeg prøver at sove lidt længere, men måske ligger jeg og kæmper med mågerne, der larmer udenfor. Pludselig kan jeg springe ud af sengen, fordi jeg er bange for, at uret går i stå.«

For at adskille de to tider, Bent Haller lever i, er det afgørende for ham, at urene ikke har samme tid. Der er altid mindst et par timers forskel, ellers giver det ikke mening af leve i to tider, forklarer han.

Men der er også andre tider, han elsker. Årstiderne og overgangene mellem de forskellige årstider. Med skumringen som et samlende punkt.

»Skumringen eller den blå time er jeg meget bevidst om i løbet af dagen. Så sætter jeg mig inde i stuen og kigger ud på træerne. Skumringen er den smukkeste tid på hele døgnet. Jeg kan sidde dér og småtude lidt for mig selv. Men det ikke fordi, jeg er ked af det, tværtimod. Jeg tuder, fordi jeg har det godt, og fordi jeg er taknemmelig, dybt, dybt taknemmelig for livet.«

Jeg efterlader dig her

Klokken nærmer sig 16. Bedstefars tid er et par timer bagud.

Hvis ikke Bent Haller havde fået besøg af Berlingske, ville han have været ude at gå sammen med Alice, men hun er ikke hjemme.

»Jeg kan følge dig ned gennem skoven til byen, så kan du også lige se den tur, vi går hver dag?« foreslår Bent Haller.

Han tager sin lyse kasket på, hiver en vandrestok frem og viser ud gennem baghaven.

Det bliver ikke en vandretur af de langsomme, men regulær powerwalking.

»Synes du, jeg går stærkt? Så skulle du prøve at følges med Alice, for hun går meget stærkere, men hun hiver mig med, for det er så godt for mig at bevæge mig.«

Vi har næsten nået udkanten af skoven, og bag træerne kan et stort lyskryds skimtes. Biler, masser af biler, cyklister og gående, alle på vej et sted hen.

Bent Haller stopper op, lige før civilisationen begynder, og peger med sin vandrestok i retning af Aalborg centrum, efterfulgt af en detaljeret forklaring af, hvordan man finder banegården.

»Jeg forlader dig her,« siger han.