»Der stod sexarbejdere på Skelbækgade, når jeg kom ind til Dybbølsbro. Det er utænkeligt nu«

MIT KØBENHAVN: Skuespiller Jesper Zuschlag har boet i alle bydele i København og er nu faldet for Vesterbro: »Jeg er ikke modstander af gentrificering, men jeg håber, at man kan holde fast i noget af det lokale udtryk og ånd«.

»Vi skal blive bedre til at at bevare et minimum af social ansvarlighed, når vi sætter os op på en cykel. Jeg siger med vilje os, for jeg er selv en idiot på en cykel,« mener skuespiller Jesper Zuschlag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Eis
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvilket sted i København holder du mest af?

»Jeg har boet i samtlige bydele – fra Amager til Nordvest, men manglede Vesterbro. Jeg flyttede hertil for to år siden og er blevet virkelig glad for det. Jeg elsker Sønder Boulevard, Enghave Plads, Litauens Plads og Kødbyen. Her møder jeg altid folk, jeg kan lide.«

Hvordan vil du beskrive Københavns udvikling i den tid, du har boet i byen?

Skuespiller Jesper Zuschlag blev for alvor kendt med serien »29«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Eis.

»Den var mere rå, da jeg kom hertil. Især Vesterbro. Der stod sexarbejdere på Skelbækgade, når jeg kom ind til Dybbølsbro. Det er utænkeligt nu. Også Nordvest og de første par kilometer af Amager har ændret sig helt vildt. Jeg er ikke stor modstander af gentrificering, men jeg håber, at man kan holde fast i noget af det lokale udtryk og ånd.«

Hvad mangler København for at blive verdens bedste by?

»Den mangler nok lidt størrelse, men når man rejser ud til andre hovedstæder, forstår man, hvorfor turister er så glade for København. Det er en utrolig dejlig by.«

Færdiggør sætningen: Hvis jeg var overborgmester, ville jeg …

» … gøre, hvad jeg kunne, for at skaffe billige lejeboliger til unge.«

Hvor går du ud i København, når du skal spise? Eller hvis du bare skal have en drink – eller flere?

»Jeg er utrolig dårlig til at få bestilt bord i tide, så jeg ender som regel på Gorilla i Kødbyen, hvor jeg kender køkkenchefen. Det er virkelig god mad, og så er der dansegulv efter klokken 23.«

Jesper Zuschlag elsker Enghave Plads, hvor han gerne hænger ud med vennerne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Eis.

Beskriv en perfekt lørdag i København …

»Jeg har ikke været ude fredag, så jeg er frisk lørdag morgen. Klokken 10 går jeg en tur med en ven på Vesterbro og snakker og griner. Om eftermiddagen går vi i biografen eller i teateret, og klokken 19 har vi sammen med et par andre bord på en restaurant, som har dansegulv, når køkkenet lukker.«

Hvilke steder eller bygninger ville du vise en udenlandsk gæst?

»Jeg ville nok fokusere på de gode udsigtspunkter. Frederiksberg Slot, Christiansborgs tårn, Copenhill og Vor Frelsers Kirke til sidst for adrenalinsuset på den smalle trappe op langs tårnet.«

Hvad ville du undgå at vise?

»Strøget og Den lille Havfrue.«

»Jeg er utrolig dårlig til at få bestilt bord i tide, så jeg ender som regel på Gorilla i Kødbyen, hvor jeg kender køkkenchefen.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Eis.

Hvad skal københavnerne blive bedre til?

»Vi skal blive bedre til at at bevare et minimum af social ansvarlighed, når vi sætter os op på en cykel. Jeg siger, med vilje os, for jeg er selv en idiot på en cykel. Indtil jeg sidder bag et rat, så sidder jeg og bander ad de anarkistiske cyklister.«

Hvad er Københavns oversete åndehul?

»Sjovt nok ender jeg faktisk tit ude ved Kastellet og Den lille havfrue. Turisterne står kun stærkt koncentreret omkring havfruen, og det er ret underholdende at se skuffelsen i deres ansigter, når de opdager statuen. Derudover er der havluft, udsigten er smuk, og man møder aldrig nogen, man kender.«

Hvad er din seneste kulturoplevelse i København?

»Jeg var alene i biografen og se »Speak No Evil«. Altså, bogstaveligt talt den eneste i biografen. Jeg har ikke noget imod at gå alene i biografen, men det her var en virkelig dårlig idé. Jeg sad med ryggen til døren og måtte sidde og se mig over skulderen hele tiden. Efter 90 minutters dødsangst skyndte jeg mig smådeprimeret ud i solen.«

Hvilken københavnsk kulturinstitution besøger du oftest – og aldrig?

»Jeg besøger aldrig kunstudstillinger. Jeg har lige været i balletten på Det Kongelige Teater for første gang for at se »Et Folkesagn«. Hvis man har det svært med musical og opera, hvor de synger følelserne ud, så skal man prøve balletten, hvor de mimer dem ud. Det skal man lige vænne sig til. Ellers kommer jeg klart mest i Empire Bio og i Dagmar Teatret.«

»Jeg var alene i biografen og se »Speak No Evil«. Jeg sad med ryggen til døren og måtte sidde og se mig over skulderen hele tiden.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Eis.

Hvad burde være Københavns vartegn?

»Lad os bare holde os til Nyhavn og Tivoli. Det koncentrerer turisterne inden for et overskueligt område.«

Hvis du skulle en købe en ny lejlighed i morgen, hvor skulle den så ligge?

»Jeg er virkelig glad for der, hvor jeg bor nu. Men hvis jeg skal tænke langsigtet, så skulle det nok være Humleby. Mit indtryk er, at der er godt naboskab, og at børnene kan lege på vejen. Det savner jeg ved København i forhold til min opvækst i provinsen.«