Der er tale om en smuk, ny udstilling – men der mangler noget

Kronprinsesse Mary fylder 50 år, og Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot markerer fødselsdagen med en udstilling om Mary og hendes forgængere. Det giver perspektiv og dybde til rollen som kronprinsesse.

Udstillingen viser en lang række af kronprinsessernes kjoler. Her er det kronprinsesse Marys brudekjole. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kronprinsesse Mary fylder 50 år, og Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot fejrer hende med en udstilling i museets riddersal.

Det er ikke nogen nem sag at lave den slags udstillinger – eller journalistik for den sags skyld – om Kongehusets medlemmer, for det bliver let underdanigt og fladt. Heldigvis har museet valgt ikke alene at skildre kronprinsesse Mary, men giver et historisk blik på kronprinsessernes rolle gennem danmarkshistorien.

Tidligere i historien var det en regel, at kronprinsesserne kom fra andre fyrstehuse. De blev født ind i denne fornemme verden, og gennem uddannelse og opdragelse blev de skolet til den vanskelige rolle som kronprinsesse, hvor de alt efter deres personlighed kunne spille mange forskellige roller. Efter enevældens indførelse blev den første kronprinsesse Charlotte Amalie af Hesse-Kassel, der i 1667 blev gift med kronprins Christian – senere kong Christian 5.

Udstillingen viser en lang række af kronprinsessernes kjoler. Her er det kronprinsesse Marys brudekjole. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Hun var ikke protestant, men reformert, hvilke skabte en del problemer. Udstillingen giver hende med god grund plads, for hun viste sig at være en enestående personlighed. Hun var veluddannet og kunne en lang række sprog, og hun var interesseret i fysik og farmaci. Hun blev malet af Salomon Duarte i 1665-1667, og det vidunderlige store portræt er med i udstillingen og viser hende i magtfuld hel skikkelse. Hun lærte hurtigt at tale og skrive dansk, men at blive lutheraner nægtede hun. Kronprinsessen viste sig at være en usædvanligt handlekraftig kvinde, der under belejringen af København i 1700 tog initiativ til at styrke forsvaret af byen.

Blandt de andre kronprinsesser, udstillingen viser, er Sophie Magdalene, der blev gift med den svenske kronprins Gustav (kong Gustav 3.). Hofmaleren Carl Gustaf Pilo malede et smukt portræt af hende i 1766, der er med på udstillingen. Gustavs mor skulle have sagt, da hun så maleriet, at kronprinsessen så dum ud. Sikke en svigermor og ganske uretfærdigt, for Pilos portræt viser en fin og smuk kvinde.

Charlotte Amalie (1650-1714) var en enestående stærk personlighed. Hun blev gift med Christian 5. Maleriet af Salomon Duarte af kronprinsessen er med på udstillingen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.

En af de andre kronprinsesser, udstillingen fortæller om, er Alexandra, der var Christian 10.s og prinsesse Louises næstældste barn. Hun stod sine søskende Dagmar og Thyra nær, og kongen er citeret for at sige: »Alexandra, min smukke datter, Dagmar, min kloge datter, og Thyra, min gode datter.« Alexandra blev gift med den britiske tronfølger Edward (kong Edward 7.), og da han så hendes fotografi, udbrød han: »Hende ønsker jeg omgående at ægte.« Allerede som 18-årig blev hun gift med Edward. Hun lagde aldrig skjul på sine danske sympatier, hvilket ikke altid var lige let, fordi det britiske kongehus i 1800-tallet havde tyske sympatier. Men historikere skriver, at hun vandt dronning Victoria for sig med sine beskedne manerer og skønhed.

Dette portræt af kronprinsesse Mary er udført af Gugger Petter i 2011-2012. Hun har brugt aviser som materiale. Fold sammen
Læs mere
Foto: Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.

Udstillingen gennemgår en række af disse kronprinsesser for at vise, hvor forskelligt deres liv formede sig, og for at sætte kronprinsesse Mary i perspektiv, for hun kom til Danmark uden den opdragelse til et liv som kronprinsesse, som de andre havde fået. Cirka halvdelen af udstillingen handler om Mary, og man viser en lang række af hendes smukke kjoler og dragter. Der er også film, der viser Marys humanitære indsats i diverse hjælpeorganisationer og hendes officielle pligter. Udstillingen understreger Marys aktive rolle både ved statsbesøg og inden for sociale og humanitære områder.

Det er alt sammen ganske udmærket og sympatisk, men for en gammel Rasmus Modsat som denne anmelder er der alligevel spørgsmål, der trænger sig på, for alt er jo ikke blot sympatisk humanisme og flotte kjoler. Således har filosoffen Eva Selsing og præsten Sørine Gotfredsen fremsat kritik af kronprinsesse Mary og kronprins Frederiks udvælgelseskriterier, når de har uddelt priser, der blandt andet er gået til venstreradikale kunstnere. Og Eva Selsing har påpeget, at Mary har været protektor for Pride-arrangementet Copenhagen Pride, hvor der i miljøet er fortalere for at give børn hormonbehandlinger.

Til Bent Blüdnikow Maleri af Kronprinsesse Mary. Kunstmaler Jesus Herrera Martinez. Mål: 120 x 120 cm. Maleriet er til DNM, Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Fotograferet for DNM. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR foto Stig Nørhald.

Der er tale om en smuk udstilling, og det historiske perspektiv giver temaet om kronprinsesserne perspektiv og dybde. For min skyld måtte arrangørerne godt have været gået mere i dybden med de valgte kronprinsesser og have forsøgt at tegne nogle lange linjer i historien. Som det er nu, får vi spændende liv opridset, men det forbliver i overfladen.

Udstillingen kan ses frem til 31. august 2022