»Der er intet mere sørgeligt end mænd, der siger: Jeg er som, jeg er – lev med det!«

Skuespilleren Peter Myginds største kærlighed er hustruen, Lise, som han har været sammen med i 30 år. I dag øver han sig stadig i at score hende så ofte som muligt, lytte med hjertet og forblive en mand, der kan ændre sig.

»Første gang, jeg mærkede forelskelsen i maven, var jeg 12 år,« fortæller Peter Mygind i dette interview. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Skipper/Ritzau Scanpix

Hvem var din første store kærlighed?

»Første gang, jeg mærkede forelskelsen i maven, var jeg 12 år. Jeg var med min mor i Norge. Hun skulle instruere en forestilling i Bergen, og der mødte jeg en pige, der var et par år ældre. Jeg tror, at hun syntes jeg var lidt for ung, men dog interessant nok til at flirten varede en uge. Men min hustru, Lise, er min første store kærlighed. Jeg har aldrig kendt nogen, hvor kærligheden var så umiddelbar og ren. Vi mødtes, da jeg læste 3. år på teaterskolen, og hun gik på universitetet. Vi havde kun kendt hinanden i fem uger, så blev hun gravid. Og nu har vi været sammen i 30 år.«

Hvordan turde I satse på, at forholdet kunne holde til en baby også?

»Hvornår er det rette tidspunkt? Det spørgsmål kan jo ikke besvares. Jeg kender også par, der er sammen i ti år, før hun bliver gravid, og så går de fra hinanden, når barnet kommer. Det handler jo ikke om at finde et korrekt tidspunkt, men om at vokse sammen, udvikle sig sammen og kommunikere på en ikkevoldelig måde. At tale fra hjerte til hjerte og at kunne lufte sine frustrationer uden at angribe. Den størst kunst i livet er at tale, så andre får lyst til at lytte. Det gør de ikke, hvis du angriber dem med dine ord. Det har jeg i dén grad selv skullet lære.«

»Charme, Selvtillid og Lækkert hår. Kærligheden skal holdes i live, også – eller netop fordi – når du har været sammen i så mange år.«


Og har I så undgået det?

»Lise er en fantastisk kommunikatør. Jeg lærer meget af at tale med hende. Det, der går mig mest på i dag, er, hvis folk skriver ting om mig på nettet, der er sindssygt negative. Skal jeg svare et fremmed menneske, der nedgør mit arbejde eller min person, eller skal jeg lade det være? Mit problem er, at folks ord sætter sig i mig, fordi jeg er et følsomt menneske. Jeg bliver så rystet over, hvad man kan blive kaldt. Og det er bare i et kommentarspor. Men tænk, hvis du får det at vide hver dag i fem år, når du går i skole. Det vil jo knække dit selvværd resten af livet. Mobning bekymrer mig meget, derfor tager jeg ud på skoler og holder foredrag om, hvad den gør ved mennesker, og hvordan vi holder en ordentlig tone og om, hvilket kæmpe ansvar vi alle har for et godt fællesskab. Og så prøver jeg selv så vidt muligt at svare dem, der skriver grimt om mig på nettet, med et »jeg håber, du passer på dig selv, og jeg sender dig gode tanker.««

Hvornår blev dit hjerte knust mest voldsomt?

»Da mine forældre besluttede, at jeg skulle på kostskole som 13-årig i Schweiz. I fem år. Ideen kom fra et godt sted, men følelsen, da min far afleverede mig og kørte, var forfærdelig. Der var jeg bare »done«. Jeg følte mig som lille Peter alene i hele universet. Jeg talte ikke et ord tysk og kunne slet ikke se mig ud af det, der ventede mig. Men humoren reddede mig. Jeg fik hurtigt venner, fordi jeg turde gøre, hvad ingen andre gjorde – jeg brugte humor og selvironi.«

Hvordan reparerer man et knust hjerte?

»Det starter jo med, at du prøver at elske og acceptere dig selv. Og så er tilgivelse vigtig. Uanset om du bliver knust af en fyring, dine forældre eller et kærlighedsbrud. Jeg har flere venner, der er blevet skilt, og som efterfølgende befinder sig i en choktilstand. De havde ikke set det komme. Og det tror pokker. For selvkærlighed er jo også at kigge op fra telefonen, droppe alt det SoMe-shit og se sin elskede. Ikke bare et par gange om året, hvor man køber blomster eller en dyr rejse, men hver dag. Det er vigtigt, at vi bliver bedre til at heppe på hinanden. Jeg kan altid mærke, at min kone hepper og er på min side. Når man kommer hjem og er frustreret over sit arbejde, så er det så vigtigt med én, der støtter dig og bakker dig op i dit selvbillede. Vi skal opbygge og ikke nedgøre hinanden.«

Hvem er din seneste store kærlighed?

»Det må være mine børnebørn, Rosa på tre år og Hugo på et år. Da mine børn kom til verden, troede jeg ikke, at kærligheden kunne blive større. Men det er jo et helt nyt niveau af kærlighed, du oplever, når dine børn får børn. Vi bor i dag fire generationer i et hus. Lises mor øverst, min søn og svigerdatter og deres børn på næste etage og Lise og jeg i stuen. Vores yngste på 22 år er netop flyttet. Det er dem omkring os, der skaber et meningsfyldt liv. Og nu, hvor vi skulle leve i lukkede covid-bobler, er jeg blevet bekræftet i, hvor privilegerede vi er i at have hinanden, og hvor vigtigt det er, at vi passer på vores relationer.«

Hvilken smertelig kærlighedserfaring er du mest taknemmelig for?

»Jeg har prøvet at blive forladt, da jeg var ung. Og det var da hårdt, da min ekskæreste sagde, »nu går jeg, og jeg elsker dig ikke mere«. Men det er jo en vigtig oplevelse. Smerteligheden går begge veje. Jeg har også slået op med en kvinde, da jeg var ung. Vi havde haft et forhold i nogle måneder, og hun ville ikke tillade, at jeg slog op, medmindre jeg havde en ordentlig grund. Hun fik hevet mig med til Sverige i en uge, for at jeg kunne tænke over tingene. Det var skrækkeligt. I de første tre dage gik vi ture og spiste måltider i dyb stilhed. Jeg tog med på turen ud af respekt for det, vi havde haft. Det var så stærk en udmelding, hun kom med, at hun ville have klar besked. Men jeg stod altså ved beslutningen.«

Hvad ville du gerne være forskånet for?

»Jeg ville ikke forskånes for at slå op og blive slået op med. Det er en del af den menneskelige udfordring, og den minder os om, at vi skal passe på den kærlighed, vi får. Det, jeg selv har gjort for at bevare kærligheden, er at kigge ind i mig selv og at gå til psykolog. Der er ikke noget mere tåbeligt end mænd, der siger: »Jeg er, som jeg er – lev med det!« Du kan sagtens ændre dig. Det er en beslutning, du tager. Du kan lytte, øve dig og sætte ord på, hvorfor du reagerer, som du gør. Det er piger og kvinder meget mere trænede i. Det starter allerede i 0. klasse, hvor de roder sig ud i meget mere komplekse følelser og konflikter. Drenge er ikke trænede i følelsernes kompleksitet.«

Hvad har været din mest ultimative kærlighedsgerning?

»Når jeg overrasker min hustru. Da hun fyldte 50 år, kunne jeg se, at der ikke ville være solskin i Danmark på hendes fødselsdag 13. april, men at solen ville skinne i Paris. Så jeg bookede et fantastisk hotel, hvor værelset havde udsigt til et solbeskinnet Eiffeltårn. Der var vi et døgn og fløj så hjem til en middag på restaurant, hvor alle hendes venner ventede. Men det er en endnu vigtigere kærlighedsgerning at vågne om morgenen og huske, at starte dagen med at sige: »Hvor er du dejlig og lækker.« Du kan ikke nøjes med at købe en fed rejse og blomster hvert halve år og så tro, at det er nok til, at din ægtefælle får lyst til at knalde.«

Hvornår har du følt dig mest elsket?

»Når Lise rummer mine nedture og sammenbrud, og når jeg føler mig som en lille bitte mand. Eller når jeg er ude at optræde, og jeg kan høre, at hun griner højlydt blandt publikum af en historie, jeg har fortalt 100.000 gange før. Og når hun beder mig synge en sang eller siger til mig, at jeg er klog. Det betyder meget for mig, at min hustru synes, at jeg er begavet. IQ-tallet er ikke det afgørende, men at hun ser mig som socialt og følelsesmæssigt intelligent.«

Hvad er vigtigst at vide om kærlighed?

»At den er ikke givet. Husk at dele ud af den, tag den til dig og pas på den! Nogle sparer på den, fordi de er bange for, at der er andre, der vil misbruge den. Men hvis du holder igen, mister du den.«

Hvad forventer du dig af foråret og sommeren – flirt eller gamle flammer, der skal tændes?

»Begge dele! Det gælder jo om at score sin bedre halvdel igen og igen. Op på scorehesten og bruge de tre S’er, jeg selv opfandt, da jeg gave den som Scorekaj i sin tid: Charme, Selvtillid og Lækkert hår. Kærligheden skal holdes i live, også – eller netop fordi – I har været sammen i så mange år.«