»Der er ikke nogen, der tør sige, at det går ad helvede til«

Selv om han skrev sangene til det ny tv-2-album, længe før terroren ramte Danmark, har Steffen Brandt formået at sætte ord på den underlige tomhed, vi oplever i kølvandet på den. Gennem tre nedslag i karrieren giver den 61-årige sangskriver her sit bud på, hvad der gik galt – og hvordan vi måske kommer videre.

Steffen Brandt fra TV-2. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Hvis ikke man i forvejen er bevidst om Steffen Brandts særlige position i det danske kulturlandskab, går den op for en, når man skal interviewe ham. Forsangeren, sangskriveren og den absolutte hovedperson i Danmarks selvudnævnte »kedeligste orkester«, tv-2, er om nogen blevet barometer for tingenes tilstand i kongeriget. Så når terroren rykkede til Danmark nærmest samtidig med udgivelsen af tv-2’s 18. studiealbum, »Det Gode Liv«, ville det være nærmest naturstridigt ikke at høre hans mening om netop det.

Hvilket han da også selv lægger op til i den pressemeddelelse, der ledsager albummet. Om det første nummer på pladen »Dig Og Så Mig (Og Alt Det Derude) skriver han:

»Mens dette skrives, genlyder skuddene i mit TV fra den dag, terroren for alvor viste sit ansigt i DK. Sangen er som skrevet direkte ind i begivenhedernes centrum (…) Det her er ikke endnu en »det går nok altsammen«-besværgelse, det her er ikke en lovprisning af tilværelsens trygge rammer. Det her er en sang om at fokusere på de værdier, vi skal overleve på – inden frygten sætter ild på dit hus.«

Da Steffen Brandt dukker op et sted i København et par dage før albummets udgivelse, har han da også selv en klar fornemmelse af, at han har gjort det igen: Skrevet en af de der sange, der er større og mere og andet end bare en popsang. Sortklædt som altid og med en godt skjult influenza indvilliger han i at dykke ned tre steder i karrieren med 15 års mellemrum.

For hvad er der sket, siden han skrev om fremmedhadet i »September 1985« på det store kommercielle gennembrud »Rigtige Mænd Gider Ikke Høre Mere Vrøvl« i 1985. Hvordan oplevede han årtusindskiftet og angrebet på World Trade Center 11. september 2001. Og hvad er terrorhandlingerne i København i 2015 et udtryk for – og ikke mindst, hvordan kommer vi videre?

Store spørgsmål. Men Steffen Brandt er også en stor sangskriver...

1985

»De der sorte svin sku sendes hjem!« – »Hvafornoget?«
Sir jeg høfligt – som om jeg ikke har forstået«
»September 1985« fra »Rigtige Mænd Gider Ikke Høre Mere Vrøvl«, 1985.

Prøv at beskrive, hvad der sker i den sang i forhold til det, vi oplever nu.

»Det var nok allerede gået galt der. Der var ikke en forklaringsmodel, der trængte igennem til os, som skulle vælge de mennesker, vi gerne ville have til at repræsentere os. Ingen kunne for alvor råbe op om, hvad der rent faktisk foregik.«

Var det ikke gået op for os, at vi havde et integrationsproblem?

»Det tror jeg måske nok, men sangen handler også om noget, vi er ret gode til, nemlig at tænke, at det sker ikke for mig. Det er heldigvis derude i Brabrand Vest, at »de« holder til. Engang imellem kommer de ind til byen, men så kan man jo bare gå en anden vej – man kan jo se dem på lang afstand, og så man kan bare krydse over på den anden side af vejen. Jeg ved ikke, om der er noget særligt dansk ved det, eller om det bare er en naturlig reaktion og en del af omkostningerne ved at være et moderne menneske… Jeg oplevede selv situationen i S-toget, og så det var faktisk bare at sætte sig ned og skrive sangen, så den kom på vers.«

Hvad har den betydet?

»Jeg ved ikke, hvilket arbejde den har gjort. Jeg kan ikke forestille mig, at man alene med sådan en sang kan vende en form for udvikling, men man kan være med til at sætte ord på den frustration, der er forbundet med ikke at kunne løse en opgave ordentligt. Og den der store uafsluttede frustration over ikke at kunne løse et tilsyneladende rimeligt enkelt indvandringsproblem ligger stadig som en form for grundstemning, der nærmest er ved at blive en del af vores nationale dna. Den tager vi lige med, når vi nu er i gang med at tage nederlagene på os – og »1864« kører, og vi kan ikke engang lave en ordentlig film om det… Det er det totale nederlag, den totale kapitulation. Så lad os lige tage den med også, at vi i et fuldstændig perfekt samfund ikke engang kan få nogle helt basale problemer løst. Lad os tage den med i bagagen, så vi rigtig kan dukke os.«

Hvordan så dit liv ud der i midten af 1980erne?

»På det tidspunkt havde jeg fået et par børn, og jeg var nok kommet om på den anden side af den første øjeblikkelige panik over lige pludselig at stå ansigt til ansigt med ansvaret. Puuuh! Alt det ansvar! Og efter at det første piv ligesom havde lagt sig, havde jeg faktisk fundet ud af, hvor fedt det er at blive voksen, og hvor meget det at have børn daglig sætter de virkelige ting på prøve. Ingen forstillelse slipper igennem over for børn, de aflæser alt, og ethvert forsøg på at snyde på vægten bliver pinligt afsløret, så man kan lige så godt lade være. Omvendt bliver enhver oprigtighed belønnet med knus og kram og kærlighed og alt det der. Mit liv var et spænd mellem nogle helt enkle krav og så et voksenliv, hvor man ikke bare forsøger at forstå tiden, men prøver at præge den og være med til at udvikle tiden og sproget og diskursen. Og det spænd gav en uhyre kreativ kraft.«

Du tog det med andre ord på dig, at du som sangskriver er med til at tegne tiden.

Prøv at beskrive »September 1985« liv – gymnasieelever har analyseret sangen i snart 30 år nu...

»Sangen har fået det liv, den har, fordi den i et ret enkelt sprog ridser en konfliktsituation op, der forløses i en situation, hvor man alle sammen kan se det helt håbløse i projektet.«

Da pigen i S-toget rejser sig og beder den racistiske fyr skride hjem til Jylland og lære at tale dansk...

»Ja-ja. Ja.«

Steffen Brandt fra TV-2. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

2001

»Jeg er næsten lige kommet
Men før jeg går igen

Vil jeg be om en forklaring
Bare et glimt af en sammenhæng«
»Amerika« fra »Amerika«, 2001.

Kan du huske, hvor du var, da du hørte om World Trade Center 11. september 2001?

»Ja, jeg stod nede i en forretning i den indre by i Aarhus, og pludselig kom der en farende: »Prøv at se her!« Så havde de et TV kørende, og jeg tænkte »Det sker ikke, det der.« Det var den samme følelse, som vi lige har oplevet. Alle var rystede. Det var stadiet før landesorg, en stor kollektiv følelse af afmægtighed.«

I udgav albummet »Amerika« i 2001, men det afspejler ikke på samme måde, hvad der var i gære…

»Nej, sangene var skrevet før 11. september, og der var heller ingen, der kunne forestille sig det, der skete – blandt andet derfor var det så skræmmende. Det var der, det hele gik galt. Al daglig praksis blev ændret, du kunne ikke rejse til København uden at skulle tjekkes og undersøges og gennemlyses. Lige pludselig fra den ene dag til den anden var dagsordenen ændret.«

Hvad gjorde den nye tid ved dig?

»Jeg kan godt nogle gange i de lidt mørkere stunder lave et tankeeksperiment, hvor jeg forestiller mig mine børn og mine venner – alle mennesker i det hele taget, men for nu lige at starte et sted – forestiller mig, hvis man var vokset op med en anden diskurs. Hvis den der skygge ikke satte dagsordenen for alt og lå som en grundlæggende summetone under alt, hvad vi foretager os. Tænk, hvis vi med den energi, vi har, og de ressourser, vi har, og det sted, vi er i samfundsudviklingen, kunne koncentrere os om at få balancen genoprettet i forhold til Den Tredje Verden. Få epidemier udryddet og gå ind med en form for åbenhed og være med til at definere en helt ny verden. Muren var faldet, og verden lå på en eller anden måde åben. Og nu oplever vi, at den mur så småt er ved at blive bygget igen. Der kan jeg nogle gange tænke: Hvordan ville det være, hvis man havde levet under sådan et flag? Og i forhold til mine børn: Hvor mange år endnu skal det være dagsordenen? Hvis ikke vi gør noget ved det, så er det jo de næste 100 år…«

Men har alle generationer ikke noget at frygte? Din var bange for atomkrig og atomkraftværker, min generation var bange for at få AIDS. I dag er det terror…

»Jo, men vi har stadigvæk AIDS og atomkraft...«

Steffen Brandt fra TV-2. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

2015

»Dig og så mig og så alt det derude
Som truer med tæv og mørklagt had
Dansende rundt på den synkende skude
Søger vi lyset lige meget hvad.«
»Dig Og Så Mig (Og Alt Det Derude)« fra »Det Gode Liv«, 2015.

Hvor var du den lørdag, terroren kom til Danmark?

»Jeg sad faktisk og så TV 2 News derhjemme og tænkte »Det sker ikke«. Breaking News, ja, det skal jeg love for.«

Og pludselig gav din sang endnu mere mening...

»Hvis det nu skulle være rigtigt, kunne sangen bare hedde »Dig Og Så Mig«, men fordi vi i tv-2 har den historie og den ambition, vi har, så hedder den »Dig Og Så Mig (Og Alt Det Derude)«. For mig er det en klar underspilning af, hvad der virkelig er på spil. Og måske en understregning, for »dig og så mig« er ingenting værd uden at tage alt det omkring en i ed. Når der her i talende stund er folk, som vil tage deres børn ud af en jødisk skole, fordi man er bange, kan man ikke bare skrive en moderne hymne eller hyldestsang til livet og tilværelsen og danskheden, det hele, som var min oprindelige idé. Der går ikke mere end en linje – »dig og så mig og alt det derude«… fint nok – før det går galt i næste linje »som truer med tæv og mørklagt had.« Længere kommer han ikke med den hyldest til livet og tilværelsen… Sangen er skrevet i en relativ fredelig periode længe før terroren i København, men der er alligevel tale om en afsøgning af et grundvilkår. Og det må jo være, fordi at »alt det derude« fylder så meget i den måde, vi organiserer vores liv på, at du ikke kan give et præcist billede af noget som helst uden at have det med. Men skal det fylde SÅ meget, det spørgsmål rejser sangen også.«

Hvordan mærker du det i hverdagslivet?

»Nu er det selvfølgelig stærkt påvirket af, hvad der lige er sket, men på vej herind til interviewet så jeg en børnehaveklasse gå ned ad Vesterbrogade, og så tænkte jeg bare (suk): »Mand, det må ikke ske…« Man er jo altid bekymret for, om de bliver kørt over, eller om de kan falde ned ad en trappe, eller hvad faen, men bare det, at der kan komme et billede af, at de kan blive mejet ned, det er ikke godt. Det er simpelthen ikke godt.«

Jeg fik den samme tanke, da jeg fulgte mine børn til skole i morges – det har jeg aldrig prøvet før…

»Nej, og det er jo ikke meningen med vores liv, at vi skal leve i frygt. Det er sagt mange gange, men så er terroren jo virkelig lykkedes, hvis man kan etablere sådan en fuldstændig grundlæggende base af frygt i befolkningen i den vestlige verden. Men jeg tænker også, at så må det også anspore os til at håndtere de nye vilkår. Det er vores grundopgave at sige: »Ok, er det sådan, det er, så må vi løse det.« Spole tilbage til der, hvor den startede.«

Hvor startede den?

»For mig at se startede det med, at man slet ikke gjorde sig klart, hvad det vil sige at tage imod andre kulturer. Der var ikke nogen, der lyttede til de røster, der måske var fremme for 30-40 år siden, og sørgede for at skabe nogle rammer, så man ikke bare lod tingene foregå på markedsvilkår. Det lyder lidt trist at sidde her og føre efterrationaliseringspolitik, men man må bare konstatere, at der var ikke den omtanke til stede. Men vi kan nok allesammen se, at det var ikke meningen, at vi skulle lave områder i landet, hvor bestemte religiøse bevægelser er alene om at styre kulturen. Det har aldrig været planen... Men jeg er virkelig påpasselig med det der store brede humanistiske livssyn, for det er sådan et gratis kort, man kan spille.«

Men hvad mener du med at lade tingene fungere på markedsvilkår?

»Der bliver jo ført det, man kalder nødvendighedens politik, men i den er der ikke taget en diskussion om, hvad der skal prioriteres. Jeg kommer meget rundt på skoler, når jeg er ude for at fortælle om mine sange, og der oplever jeg de der nedslidte folkeskoler samtidig med, at jeg ser elever sidde med deres iPads. Er det samfundspolitisk den rigtige prioritering at have iPads og nedslidte skoler, eller skulle man have ordentlige skoler og…«

Helt nedslidte iPads…

»Ja, for eksempel! Nu har jeg jo i sin tid næsten læst et helt år på Statsvidenskab på Aarhus Universitet… så jeg ved godt, hvordan vores samfund er indrettet! Og man kan ikke på den måde rette smed for bager, som vi siger i Jylland… Men i det overordnede perspektiv er der nogle prioriteringer, der kan diskuteres: Vil vi have det store forbrug, eller vil vi have nogle ordentlige vilkår for vores børn og for vores udsatte? Eller hvis man skal være helt kynisk, for vores fremtidige generation? Det er så vigtigt. Du kan bare se på den her avis’ læsere: Hvor mange såkaldte kunstnere inden for alle mulige genrer skal de ikke trækkes med, fordi de har haft en barndom, som de simpelthen ikke kan slippe? Som de er nødt til at lave film om, skrive sange om, fortælle historier og male billeder om, som vi alle sammen på en eller anden måde skal belemres med? Det siger noget om den der barndom, og hvor vigtigt det er, at den fungerer. Men der foregår sådan en underlig nedprioritering af de vigtigste år i et menneskes liv. Når en af vores store fonde går ind og bevilliger – er det en milliard? – til vedligeholdelse af de danske folkeskoler. Stor respekt for det, men hvor er vi henne…?«

Du mener, om det virkelig er en fonds ansvar?

»Ja, det er fantastisk, at de tager det ansvar, men det er helt vildt, at vi ikke selv kan se det. Der er nogle politiske issues i det, hvor jeg måske bevæger mig ud på tynd is – og det gør jeg gerne, og jeg går også gerne igennem – men min opgave som sangskriver er at formidle de skred og de bevægelser, der er i vores tid på et plan, hvor det rammer nogle følelsesmæssige sider i os. Alt det, der ligger underligt uorganiseret tilbage, når den sidste opdatering på Facebook er lagt ud. Så sidder du faktisk tilbage med et dybt savn efter, at nogen siger noget til dig direkte, face to face, som rummer en grad af nærvær – hvilket er helt fraværende på enhver social platform. Der er ikke en antydning af, at »Jeg er helt langt ude, jeg balancerer faktisk på kanten af afgrunden.« Hvornår har du sidst læst sådan en Facebook-opdatering? Det må du selv gå med, og hvis du er heldig, har du måske nogen omkring dig, der kan hjælpe dig – og hvis ikke du er heldig, har du måske nogen omkring dig, som også har travlt og ikke lige kan rumme, at… at far er lidt sløj…«

So to speak…

»Haha ja… Jeg tror, jeg laver en Maude og går op og lægger mig lidt. Og der kan jeg mærke, at den sang – »Dig Og Så Mig (Og Alt Det Derude)« – allerede har givet så meget respons, fordi den tager fat der, hvor man har slukket for TV’et den lørdag, og begivenhederne kører videre inde i hovedet. Jeg så terroren som et anslag mod alt, hvad vi har forsøgt at bygge op de sidste 30 år. Eller 100 år. Og vi kan måske nok blive enige om, at vi må stå sammen, men der ikke nogen, der forløser den der underlige tomhed, der er i alle, som har været vidne til det her. Vi bliver efterladt med et stort rungende »Hvorfor?« og derefter endnu mere larmende tavshed, når vi skal besvare spørgsmålet »Hvordan så?«.«

Er der kommet noget positivt ud af det?

»Hvis man skal se det positive i det, er det, at det har en øjeblikkelig samlende effekt, fordi alle føler, at det her må ikke ske igen. Men hvor skal vi starte? Og er det nok med en milliard i en terrorpakke? Eller skal der noget mere til? Men også det helt lavpraktiske: At man får en enorm lyst til at vise imødekommenhed over for nogle mennesker, som er uden skyld i det her, nemlig hovedparten af danske muslimer. At man har lyst til at invitere og åbne og være fælles om at få det på plads. Men igen: Når jeg hører mig selv og forestiller mig, hvordan det her vil se ud på tryk, så kan jeg også godt se, at en del af problemet er sådan nogle kunstertyper som mig, der sidder i deres, hvad vi nu sidder i…

Smarte striktrøje…

»… vores fancy striktrøje og siger »Kom nu, mangfoldighed!« Kan man forestille sig, at vi også har en del af ansvaret? Det er ikke nok bare at sige »Lad os være rummelige og give plads til anderledes kulturer« og »Det er også noget spændende mad, de kommer med.« Vi har overladt hele diskussionen til den anden side – jeg vil ikke nævne hvem, men der er partier i Folketinget, som synes, at de kan ordne verdenssituationen ved at lukke grænsen nede ved Kruså. Slut med at køre ned og handle toldfri mandler i december måned. Tak for det!«

Lad dette være ordene…

»Ja, lad dette være ordene, haha. For der er ikke nogen, der tør sige, at det går ad helvede til. Vi har en del af det politiske spektrum, der er meget klare i spyttet, og så er der en anden del, der har de samme gratis holdninger som mig, men som mangler at opstille et mere konkret alternativ. Og der må jeg, hårdt presset, nok melde mig under fejhedens faner. Vi ved godt, at den er gal, men der er en høj grad af selvcensur i det kulturelle lag, for man tør ikke sige noget, der kunne opfattes som en form for racisme. Derfor kunne man stadigvæk godt – det har der i hvert fald aldrig været noget galt i der, hvor jeg kommer fra – at kalde en spade for en spade. Og jeg tror måske, det politiske klima nu er åbent for en ændring i den form for attitude. Hvor man siger: »Ok, nu tager vi fat i det her«.«

tv-2: »Det Gode Liv« udkom sidste fredag.

Steffen Brandt fra TV-2. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.