Der er blodig tortur og brunstige nonner i Ole Bornedals nye historiske film - men her er den virkelige grund til at »Skyggen i mit øje« fungerer

Ole Bornedals »Skyggen i mit øje« om bombningen af Den Franske Skole bærer præg af samme vilde armbevægelser som instruktørens tidligere film, men løftes af fine børneskuespillere og uforglemmelige scener.

 
Trailer til, Ole Bornedals nye film om Den Franske Skole, »Skyggen i mit øje« Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hver gang, der er premiere på en dansk film om Besættelsen, har jeg som dansker svært ved at holde en snert af samvittighedsnag fra sindet. Har vi som folk overhovedet ret til at udmale vores nationale lidelser på film i betragtning af, hvor relativt gelinde vi slap gennem verdenskrigen?

Det er selvfølgelig en irrationel følelse, for der findes ikke en absolut skala for ar på sjælen. Roni Ezra instruerede i 2015 den fremragende film »9. april« om den tyske invasion og fik genrejst de faldne grænsesoldaters ære, hvis indsats gennem årtierne nærmest var blevet latterliggjort i lyset af den tyske pansernæves overmagt.

Et lignende forhold gør sig gældende for Ole Bornedals »Skyggen i mit øje«, der med stor filmisk energi skildrer Royal Air Forces fatale fejlbombning af Den Franske Skole på Frederiksberg 21. marts 1945. København blev ikke lagt øde af bombardementer som Dresden, Rotterdam eller London under Blitzen, men det var selvsagt ligegyldigt for de af Den Franske Skoles elever og lærere, der blev begravet i den brændende ruin, og de overlevende, hvis traume blev overset i Befrielsen, der fulgte kort efter.

Den Franske Skole er et glemt dansk 11. september, og Ole Bornedal har evnen og billederne til at bevise det. At det heldigvis er lykkedes i denne vigtige filmfortælling, er ikke en selvfølge. Ole Bornedal har altid sat ære i at skrue voldsomt op for virkemidlerne i en slags »totalen Krieg« mod biografpublikummets sanser. Det gik galt i Bornedals anden kendte danmarkshistoriske fortælling, den udskældte DR-storserie »1864«, der brasede sammen under vægten af sit eget melodrama og misforståede angreb på den nationale selvbevidsthed. I den betydeligt mere afrundede »Skyggen i mit øje« er brikkerne tilrettelagt, så man bliver grebet og bevæget, og hvad mere kan man forlange i en kynisk nutid.

Fremragende børneskuespillere

Normalt bryder jeg mig ganske enkelt ikke om børn i danske voksenfilm. De er i bedste fald akavede som skuespillere, og er som regel kun med for at eksponere de voksne karakterers familieforhold.

Det gælder dog ikke Bertram Bisgaard, Ella Josephine Lund Nilsson og Ester Birch Beck, der er uhyre godt castede som de tre centrale børnekarakterer, Henry, Eva og Rigmor, alle elever på Den Franske Skole. De tre børn er filmens esser; dem holder man hurtigt af, takket være deres sprælske mimik og stærke indlevelse i rollerne. Dog kunne jeg godt have undværet, at den sørgmodige Henry af den travle manuskriptforfatter Ole Bornedal er blevet belemret med et film-arketypisk traume, der har gjort ham stum.

Ella Josephine Lund Nilsson, Bertram Bisgaard og Ester Birch Beck, der spiller filmens tre centrale børnekarakterer, beskytter sig forgæves med vievand i Den Franske Skoles kapel forud for den store katastrofe. Foto: Lasse Frank Fold sammen
Læs mere

Eva og Rigmor gør helt uimodståeligt en indsats for at muntre Henry op. Der er et vidunderligt svæv over en perle af en scene, hvor de indvier ham i deres særlige ritual med at købe bagerboller, som de påstår er forgiftede, og som kun kan spises, efter at de er blevet dyppet i vievandet i skolens kapel.

Dermed anslås også filmens store religiøse teodice-bryderi, om hvorfor Gud i det høje tillader verdens ondskab. Det er den smukke nonne Teresa (fint gestaltet af Fanny Bornedal), der er anfægtet, og det er pudsigt, hvor godt den katolske kirkes rammer passer den protestantiske Bornedals håndfaste teaterteologi. Der lægges sågar ud med en scene, hvor Teresa pisker sig selv for at finde Gud, og man kommer uværgerligt til at tænke på den lumre nun-sploitation filmgenre fra 1970erne, der excellerede i alskens djævelskab og liderlige nonner indenfor klostermurene.

Her bruges Teresas troskrise til at bringe hende i kontakt med en anden gammel filmkliché, nemlig den »gode nazist«, hipo-håndlangeren Frederik, der spilles af Alex Høgh Andersen. Teresas fromhed drages magnetiskt af Frederiks onde ideologi og af hans bløde dådyrøjne. Det er tæt på at blive for tykt, da parret kysser under et krucifiks, så Frelseren selv bløder en vellystig stigmata – eller hvad det nu er, der sker. Men filmguderne er alligevel med Ole Bornedal, og scenen får magi og klapper som den skal. Faktisk er historien om nonnen og nazisten nærmest unik i en dansk filmkontekst, der sværger til betydelig mere jordnær dramatik.

Storfilmens øvrige scenarier følger modstandsbevægelsens fanger i Shellhuset, der i gentagne scener bliver tæsket, så blodet flyder. Jeg synes, det er i orden. Trods børnekaraktererne er »Skyggen i mit øje« ikke en børnefilm, og når historien har gjort ondt, skal filmens skildring også gøre det.

Der er gedigen spænding i sidste del, da de britiske piloter sendes i en lavtflyvende bombeeskadrille til København for at gøre kål på Gestapos hovedkvarter. Ligesom i »Titanic« ved vi jo nogenlunde, hvordan det slutter, og netop derfor overrasker filmen med sin voldsomme spænding og følelsesintensitet.

Filmens computergenerede billeder af de angribende Mosquito-kampfly er second to none, bedste kvalitet, og viser med skræmmende tydelighed, hvor risikabel missionen var. Til gengæld er der gadescener omkring skolen, der må være optaget på en udenlandsk location. Nogle kendte københavnske partier ligner det ikke.

Man kan klandre Ole Bornedal, at han ganger alt så meget op, at man indimellem føler sig talt ned til. Som når hipomandens fader over familiemiddagen forbitret taler mere til biografpublikummet end til sin hustru og søn: »Den søn, du fødte, er her ikke mere. Han er et hiposvin, en landsforræder«. Det kan vel næppe være en nyhed for konen, når nu sønnen sidder til bords med skrårem på.

Der er endnu mange historier at fortælle om Besættelsen, og nogle af de sværeste – såsom en film om de østfrontsfrivillige – vil måske kræve en mere subtil filminstruktør end Bornedal. I denne film om den store indsats og det store tab, fungerer hans lige så store armbevægelser til gengæld godt.

»Skyggen i mit øje«. Drama. Varighed: 1 time og 45 min. Instruktion: Ole Bornedal. Med: Fanny Bornedal, Alex Høgh Andersen, Bertram Bisgaard, Ella Josephine Lund Nilsson og Ester Birch Beck. Premiere 28. september i biografer over hele landet.