Denne historie vil få dig til at se på dine forældre med nye øjne – hvis du kan udholde det

Florian Zellers Oscar-belønnede »The Father« benytter et genialt greb til at give os indblik i en alzheimerpatients verden, men er samtidig meget mere end en sygdomsbeskrivelse.

Olivia Colman og Anthony Hopkins duellerer i »The Father« – men oddsene er ikke i faderens favør. Han har alzheimer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Angels Films
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Skuespil i verdensklasse. Det er en ældgammel reklamekliché, 83-årige Anthony Hopkins' præstation i Florian Zellers »The Father« bliver markedsført med, men mesterskuespillerens Oscar for denne film er en fuldt ud fortjent arbejdssejr. Det samme gælder også Oscaren til Christopher Hampton for hans konsekvente og meget sikre manuskript, der giver nyt liv til et ellers filmisk velbesøgt emne – alzheimer. Samtidig formår filmen at være en endnu større historie end en sygdomsbeskrivelse.

I de første minutter af filmen føler man sig som publikum på nogenlunde sikker grund. Anthony Hopkins spiller den pensionerede ingeniør og enkemand Anthony, der nyder et stilfærdigt otium med bøger og operalytning i sin smagfuldt indrettede London-lejlighed. Hans datter Anne (en heftigt følelseskanaliserende Olivia Colman) er lidt bekymret, og parret hyggeskændes om dagens »store« begivenhed: mødet med faderens nye hjemmeplejer, Laura. Faren har været slem til at blive uven med de tidlige hjemmeplejere, men nu lover han at opføre sig ordentlig.

Anthony går i køkkenet for at lave en kop te til sig selv og datteren. Da han kommer tilbage, sidder der en fremmed mand i hans stue. Anne er væk.

»Hvad laver du i min lejlighed?« spørger Anthony.

»Det er ikke din lejlighed. Det er min,« siger manden.

Som en Hitchcock-thriller

Det kunne ligne oplægget til en klassisk Hitchcock-thriller om forvekslede identiteter, men er i stedet første eksempel på filmens geniale greb: at skildre verden inde fra den alzheimerlidendes sind.

»The Father« bygger på instruktørens teaterstykke af samme navn, men i modsætning til andre filmatiserede teaterstykker føles historiens fysiske rammer ikke for snævre, selvom præmissens krybende klaustrofobi gradvis sætter publikum i et paranoidt kriseberedskab. Hvornår kommer det næste chok?

Vi finder ud af, at Anthony lever som en bowlefisk med minimal hukommelse; hvert andet øjeblik befinder han sig i en fremmed verden, som han kun i fragmenter kan stykke sammen til en forståelig helhed, der så straks slås i stykker igen.

Hans yndlingsmaleri over pejsen er pludselig væk. Hans yndlingsdatter, Lucy, er der ikke. De fremmede mænd, der dukker op i hans lejlighed, har været kærester med hans anden datter, Anne, men der er ingen logisk kronologi, der forklarer, hvornår og hvorfor de er i hans lejlighed. Hans datter er smilende det ene øjeblik, og i det næste er hun i tårer, uden at han – eller publikum – forstår hvorfor.

I sidste ende går hans verden helt i opløsning. Da en af mændene giver Anthony lussinger, mens han spørger ham, hvor længe han har tænkt sig at »forpeste verden med sin eksistens«, ved man ikke, om det er noget, der sker i virkeligheden, eller om det er noget, der er resultatet af Anthonys demens.

Men rædslen ved handlingen er virkelig, og man bider tænderne sammen i forventning om nye bølger af frygt og afsky. Det er ikke bare sammenhængen, der forsvinder – det er kærligheden. Hvordan kan man elske sit barn eller en forælder, når vedkommende fremstår som en fremmed person?

Uhyggen bliver kun forværret af de korte glimt af den mand, Anthony engang har været. Han charmerer sin nye hjemmehjælper, Laura (Imogen Poots), med en fantasifuld historie om en imaginær fortid som stepdanser og vikler hende om sin lillefinger, indtil han pludselig, som et slag i ansigtet, spørger hende, hvorfor hendes latter lyder så »idiotisk«?

Anthony Hopkins er en skuespiller, der opnår stor virkning med små virkemidler, og i denne film synes han i afgørende øjeblikke at lade skuespillet falde helt væk. Det er selvfølgelig stadig i dramaets tjeneste, men det virker, som om vi i ham ser et menneske, der selv ser sin afgrund i øjnene.

Det er ikke kun et horrorshow, idet filmen har en moralsk dimension: Når man oplever de bratte skift i Anthonys verden, forstår man også, hvorfor hans frustrationer må ende i vrede og aggression. Vi forstår også bedre det enorme mentale arbejde, Anthony må gøre, når hans situation tvinger ham til at acceptere, at den fremmede mand, der giver ham ordrer i hans lejlighed, er hans svigersøn. At mennesker, han troede var i live, for længst har forladt verden og efterladt ham i forvirring og ensomhed.

Den vej skal vi jo i princippet allesammen, så i yderste konsekvens kan filmen ses som en opfordring til at se på vores ældre med nye øjne, også dem – syv, ni, tretten – som ikke er blevet ramt af sygdom. Vi er alle en route til det sidste farvel, og før eller siden bør enormiteten af det faktum gå op for os. Bør det ikke give grund til større overbærenhed?

»The Father«.

Af Florian Zeller. Med Anthony Hopkins og Olivia Colman. I biografer over hele landet.