Dengang jeg blev mester

I 1989 blev jeg københavnsmester i basketball med mit hold, Falcon, fra Frederiksberg. Det er det absolut ubestridte højdepunkt i min sportslige karriere, som hverken før eller siden har budt på lignende triumfer. Den dag i dag lever jeg stadigvæk højt på fortidens stjerneglans og hiver den fra tid til anden frem fra ærmet:

»Jeg er københavnsmester i basketball,« siger jeg med en sand sportsmands beskedenhed, og simulerer som bonus en hurtig finte med min 1.93 meter lange krop. Så virker det mere plausibelt, og som regel tænker folk ikke over, at jeg dengang kun var 12 år gammel.

En anden del af historien, jeg som regel heller ikke fortæller, er, at jeg kom med på holdet sidst i sæsonen, da der kun var to kampe tilbage af turneringen. Og jeg fortæller heller ikke, at jeg scorede et selvmål i den første kamp, og fik diplomet, da nummer to kamp var spillet færdig.

Men jeg har diplomet, og en dag vil jeg vise det til mine børnebørn og fortælle, at jeg, deres bedstefar, engang var københavnsmester i basketball.

Da jeg senere kom i gymnasiet og for længst var holdt op med at drømme om glorværdige sportspræstationer, var jeg redaktør for skolebladet og var i stedet begyndt at tænke på en fremtid som skriverkarl.

En dag, da jeg kom hjem fra skole, sagde min mor, at de havde ringet fra magasinet Euroman. Jeg blev svimmel. Tænk, jeg var kun 17 år, og allerede nu havde Danmarks mest stilskabende magasin hørt om mit talent og ville have mig til at skrive for dem.

Hvordan de skulle have fået øje på det usle skoleblad, vi lavede, ved jeg ikke. Heller ikke hvordan de nogensinde havde fundet noget som helst interessant i det. Men på det tidspunkt var jeg fuld af drømme om min publicistiske fremtid og havde i rusen helt svedt ud, at jeg nogle måneder tidligere jo havde fået et tre-numres prøveabonnement inklusiv en Hugo Boss-deodorantstick med klækkelig rabat.

Så da jeg nogle timer senere tog en dyb indånding og ringede tilbage, var det ikke chefredaktøren (der i øvrigt dengang hed Kim Flyvbjerg, og som nu sidder her ved siden af på M/S og ryster på hovedet af denne historie) men abonnementservice, som nu kunne tilbyde mig tre måneder mere for en rigtig god pris. Jeg tog imod tilbudet.

Det er ikke fordi, jeg har et afslappet forhold til sandheden eller har vrangforestillinger på mine egne evners vegne. Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg er en klovn til at spille basketball, og at dét skoleblad ikke var værd at skrive hjem om. Jeg er bare ukuelig optimist, og hvor andre ser en bundskraber i glasset, ser jeg en hel flod. For nu at bruge dét billede.

Måske hænger det sammen med, at jeg, da jeg var dreng, havde Frederiksbergs måske skæveste fortænder. Imponerende skæve var de. Men når jeg var til tandlægen med min far, sagde han altid:

»Se det charmerende smil. Den dreng skal da ikke have bøjle på!« I dag ved jeg jo godt, at min far kun gjorde det for at spare pengene til togskinner og nakketræk, men det var faktisk en god gerning. Den dag i dag tror jeg stadigvæk på, at mine skæve pløkker er et charmerende smil.

Det er egentlig ikke fordi, jeg er specielt naiv. Jeg ved udmærket godt, at der er cirka en million ting, jeg ikke er særlig god til. Jeg har bare forbandet svært ved at komme i tanke om dem.

krzo@berlingske.dk

@FRI Frispark Tekst Uncial: