Den ukendte mesterarkitekt

Arkitekten Vilhelm Wohlert brugte næsten 40 år af sit professionelle liv på at tegne museet Louisiana i Humlebæk. For nylig døde han 86 år gammel kort tid efter udgivelsen af en bog, som hylder hans værk.

Louisiana set fra den store park. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

For Poul Vilhelm Wohlert kunne smag ikke diskuteres. Der var den gode smag og så alt det andet, som ikke var værd at beskæftige sig med. Fra huset ved vandet i Taarbæk, møblerne, han omgav sig med, jakkesættet i hør til sin Mercedes A-klasse var det den gode smag, der var pejlemærket. Han kunne blive rasende ved synet af et grimt udført stykke håndværk eller en dårligt tænkt detalje på en bygning.

I maj måned døde han, 86 år gammel, 49 år efter åbningen af Louisiana. Museet, som brød med konventionerne og blev en modernistisk dobbeltoplevelse af kunst og natur. Det var Louisiana, som blev Wohlerts og med-arkitekten Jørgen Bos, professionelle skæbner. Fra åbningen i 1958 til færdiggørelsen af den sidste etape med den underjordiske gang i 1991 var det denne bygning eller bygninger i konstant udvikling, der kom til at definere deres karrierer.

Lidt forhistorie:

Museets grundlægger, handelsmanden Knud W. Jensen, var som bekendt en stor kunstelsker, ejer af forlaget Gyldendal og i 1948 én af kræfterne bag Danmarks første litterære tidsskrift, Heretica.. Den kultur-engagerede Jensen gik blandt meget andet i clinch med Statens Museum for Kunst, som han mente var et sandt rædselskabinet i sin tilgang til kunst.

»Man skulle i stedet lave en lavloftet pavillon i parken med god belysning, rykke al den moderne kunst derud og få fat i en god arkitekt,« sagde han i et radiointerview.

Da han en dag gik tur med sin hund ved Humlebæk, opdagede han den gamle hvide patriciervilla, som lå gemt i »et fortryllet vildnis, som jeg straks forelskede mig i,« fortalte Knud W. Jensen senere. Ejendommen stammede fra 1855 og havde tilhørt lederen af den kongelige jagt en vis Alexander Brun som tre gange havde været gift med kvinder, der hed Louise, og som derfor havde døbt sit hus Louisiana.

som de tilfælde, der er med til at skabe historien, var ejeren, en tandlæge, lige død, og ejendommen var i skifteretten. Kommunen havde planer om at inddrage grunden og huset til en makaber blanding af rensningsanlæg, kirkegård og plejehjem, men Jensen købte stedet for en kvart million kroner. Knud W. Jensen henvendte sig til Jørn Utzon, og en dag i 1956 kørte han i en stor Mercedes, op foran Glyptoteket, hvor den dengang 36-årige Vilhelm Wohlert arbejdede med en udvidelse.

»Det var noget med noget arbejde, han skulle have lavet i en bygning i Humlebæk,« husker Wohlert om det første møde, og kort tid efter kørte han ad Strandvejen i sin 2CV fulgt af Jensens Mercedes for at bese den nedslidte villa, Jensen havde planlagt som udstilling for sin private kunstsamling.

Vilhelm Wohlert blev påvirket af den enkle og ægte regionale bygningskultur, som påvirkede den danske byggestil i perioden 1900-1930 med mursten, tegl og træ.

På Kunstakademiets Arkitektskole var han Kaare Klints yndlingselev Klint, som i udlandet kom til at stå fadder til det, man senere kaldte Danish Modern. Og verdensberømte Jørn Utzon kaldte Wohlert for den mest danske af alle danske arkitekter.

»I hans værk ligger selve ideen om det skandinavisk moderne indkapslet,« sagde Utzon.

Wohlert blev Kaare Klints samarbejdspartner og overtog flere af hans opgaver efter Klints død i 1954. Bl.a. optiker-butikken Thiele i Købmagergade. Forretningen blev designet med en glasklædt facade mod gaden. Interiøret paneler, indfatninger, glasklædte montrer og skuffer blev holdt fuldstændig i egetræ, og hele butikken kom til at fremstå som en gigantisk montre. Med på projektet var en ung arkitekt, der senere også skulle blive berømt: Johan Otto von Spreckelsen, som tegnede »den nye triumfbue«, Le Grande Arche, i Paris.

Efter åbningen i 1957 blev Thiele-butikken et tilløbsstykke for arkitekturinteresserede, der valfartede til for at se Wohlert og Klints lille mesterværk, der i dag ikke eksisterer mere.

I samme periode tegnede Wohlert også Degas-rummet til Glyptoteket, der var udstyret med askepanelerede udstillingsmontrer, som indeholdt Degas små figurer. I dag er også det væk. Sammen med Thiele-butikken var Degas-rummet et eksempel på arkitektonisk arbejde, der i sin udførsel var tættere på møbelsnedkeri end decideret arkitektur.

Man har hævdet, at Vilhelm Wohlert og hans partner, Jørgen Bo, var inspireret af japansk arkitektur og alle, der har gået en tur i og omkring Louisiana, kan se påvirkningen fra det horisontale traditionelle tempelbyggeri. Men ingen af de to havde nogensinde været i Japan, og det var i højere grad den californiske Bay Area-arkitektur, der inspirerede dem. Wohlert havde i en periode boet i Berkeley med sin familie, og her havde han studeret områdets arkitektur, der gjorde brug af flade og nærmest svævende tage, træ-konstruktioner og store glaspartier.

I 1957 mødte Vilhelm Wohlert Niels Bohr, som bad ham om at restaurere sit sommerhus i Tisvilde. Det blev til opførelsen af en helt ny pavillon nærmest udformet som et møbel, der kunne åbne sig gradvist op i takt med sæsonen. I det hele taget er Wohlerts brug af træ og hans opmærksomhed over for detaljen og håndværket tydelig i den møbelkunst, som løber parallelt med hans arkitektur. Han skabte over 100 stole, lamper og borde og adskillige lysarmaturer og møbler til Le Klint.

Knud W. Jensen inviterede Wohlert og hans partner Jørgen Bo på en inspirationsrejse til museer i Italien og Schweiz. Da de kom hjem, indlogerede han dem på Louisiana i to uger, så de kunne blive ét med stedets geografi. Jensen udstak tre retningslinier for arkitekterne til sit nye museum: Villaen skulle bevares, der skulle være et udstillingsrum ud mod skovsøen, og i rosenhaven på skrænten ved Øresund skulle der være et bibliotek og en terrasse.

Man besluttede sig for en glasklædt korridor, der forbandt forskellige rum, for at bryde med den gængse forestilling om et museum som et skatkammer, hvor publikum bevægede sig af en fastlagt rute. Med glaskorridoren blev ruten en begivenhed i sig selv og fik natur og kunst til at spille sammen på en ny måde. Som en labyrint zigzagger den sig gennem landskabet og underordner sig på den måde naturens vilje. Selv et smukt gammelt bøgetræ måtte korridorerne vige for.

Meningen med glasgangene var også at tilbyde de besøgende noget andet at kigge på end lige netop kunsten. Knud W. Jensen mente nemlig, at »noget af den nye kunst kunne blive ret vild,«, og at beskueren derfor kunne have brug for at vende blikket mod roligere omgivelser.

Louisiana åbnede for besøgende den 14. august 1958 og var umiddelbart en succes.

»Folk ramlede ganske vist ind i de uventede glaspartier og måtte på skadestuen, men man vænnede sig ret hurtigt til denne form for arkitektur,« sagde Vilhelm Wohlert senere.

Publikum holdt af stedet, men der var også dem, som mente, at arkitekturen var for underdanig i forhold til naturen. En af professorerne på kunstakademiet, Christian Elling, erklærede, at det var »begyndelsen til enden for arkitekturen.«

Allerede otte år efter indvielsen var der behov for at udvide, og Wohlert og Bo gik i gang med at tilføje et galleri. Og fem år senere igen blev udvidelsen udvidet med endnu et udstillingsrum og en biograf. I 1976 blev der igen bygget til, denne gang med koncertsalen med plads til 400 sæder tegnet af Poul Kjærholm. Med denne fløj havde Louisiana lagt beslag på Wohlert og Jørgen Bo i 18 år. Men i 1982 kom alligevel en ny sydfløj og i 1991 den underjordiske gang, der forbandt de to og afsluttede museet cirkulært. Gennem 33 år voksede Louisiana sig til det, nogen mener er et af verdens smukkeste museer. Den første etape af museet hed internt 58-projektet, og de 1200 kvadratmeter kostede dengang 1,6 millioner kroner at bygge. Da de over tredive år senere gik i gang med sidste etape, havde meget ændret sig. Man var kommet til det industrialiserede byggeris tidsalder.

»Personligt vristede jeg mig fri af totalentreprisens uheldssvangre spændetrøje, og det lykkedes os efter kraftpræstationen, og hvad der oplevedes som en saltomortale, at komme nogenlunde godt ned på benene igen. Der er endda dem, der mener, at resultatet er vellykket,« sagde Wohlert beskedent om sit værk et af Danmarks mest monumentale byggerier.