Den største tilgivelse: »Jeg var alt for aggressiv til selv at række hånden ud«

SÅ ER DET SAGT. Visse spørgsmål er evigt aktuelle. Hver uge stiller vi nogle af dem til en kendt dansker. I dag billedkunstneren Jesper Christiansen, der siger, at talent handler om flid, og at den største løgn om kærligheden er, at den er let.

Billedkunstneren Jesper Christiansen startede som popmusiker, men skiftede på sin kones opfordring til billedkunsten. Det har han haft succes med. Senest med udstillingen »De fire årstider« på Odsherreds Museum i 2020.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Hvornår gik det op for dig, at du havde talent?

»Jeg startede egentlig som popmusiker sidste i 70erne. Jeg var ikke professionel, men kunne tjene lidt penge på det. Det fungerede ikke så godt, da jeg flyttede sammen med min kone, Anna Grue, som havde et barn. Jeg kom hjem klokken tre om natten efter at have spillet, og på et tidspunkt spurgte hun, om jeg ikke kunne finde på noget andet. »Hvad skulle det være?« spurgte jeg. »Hvorfor ikke male?« svarede hun. Jo, det kunne jeg jo godt. Jeg havde tegnet lidt og vundet en konkurrence som barn, men det var virkelig ikke noget, der var inde i min sfære. Jeg kommer ikke fra en familie, hvor man interesserede sig for musik og kunst, men det gjorde min kone, som kommer fra en overlægefamilie. Hun vidste noget om, hvordan man kom ind på skoler, så jeg kom ind på Skolen for Brugskunst. Det gjorde jeg, fordi jeg var flittig. Talent handler meget om arbejdsomhed. Jeg var ikke særlig god, men jeg ville det virkelig meget. Det blev min indgang til at finde ud af, at jeg kunne noget, men jeg skulle kæmpe for det, hvilket jeg ikke skulle med musikken. Tegning og maling krævede meget arbejde af mig, men jeg var tryllebundet af det.«

Men igen: Hvornår opdagede du, at du havde talent?

»Det var først, da jeg i 2008 sluttede som professor på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Det kan lyde mærkeligt, men det skyldtes, at jeg havde brugt nogle år på at beskæftige mig med andres talent, og så kunne jeg se, at mit talent var, at jeg bliver ved, indtil jeg kan det. Mens jeg var ansat på akademiet, ændrede mit maleri sig. Det var ikke kunstnerisk omvæltende, men da jeg stoppede, fik jeg smag for gammel kunst, hvilket hang sammen med det værk, jeg skabte til kronprinsparrets nye bolig på Amalienborg, hvor jeg i gamle omgivelser skabte et moderne værk om globalisering. Jeg blev interesseret i gammel kunst og begyndte at dyrke det. Jeg ville være landskabsmaler, og Anna og jeg tog til Sydfrankrig. Hun skulle skrive noveller, og jeg skulle være landskabsmaler. Vi boede et fantastisk sted nord for Nice, og jeg skulle male en skov. Jeg begyndte at male alle træerne og bladene, og mine billeder begyndte at blive langsomme. Det tog et halvt år at male et billede. Min hånd blev skidegod af det. Jeg lærte et håndværk, som jeg har udviklet lige siden, og det synes jeg selv er ret talentfuldt.«

Jesper Chrisitiansen

»Mine billeder begyndte at blive langsomme. Det tog et halvt år at male et billede. Min hånd blev skidegod af det. Jeg lærte et håndværk, som jeg har udviklet lige siden, og det synes jeg selv er ret talentfuldt.«


Hvad er den største tilgivelse, du har fået?

»Jeg havde en kollega, en kunstner, som jeg var oppe at toppes med i en faglig sammenhæng. Vi blev voldsomt uvenner om faglige spørgsmål, om legater og andre ting. Vi måtte lade være med at tale sammen, selv om vi i en gruppe skulle udføre et offentligt hverv sammen. Det stod på i to år, og det var meget voldsomt. Jeg havde aldrig haft brug for at gå til psykolog, men det fik jeg der. Det var opslidende og prægede mig meget. Et par år senere kom vedkommende ved en fest hen til mig og sagde, at det var for dumt at spilde vores liv på den måde. Vi havde en samtale, helt teenageagtigt, og der viste vedkommende virkelig et stort overskud. Jeg var selv alt for aggressiv til at kunne tage en beslutning om selv at række hånden ud. Jeg synes jo selv, at jeg er en flink fyr, men dét havde jeg ikke selv format til. Jeg er dybt taknemmelig for, at vedkommende gjorde det, og i dag kan vi tale sammen om alle mulige ting.«

»Jeg er som billedkunstner meget misundelig på litteraturen og musikken. Man skal læse en bog og lytte til et stykke musik, og det tager tid. Et maleri kan man se på 20 sekunder,« siger Jesper Christiansen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Hvad har du lært af at blive ældre?

»Jeg har lært, hvad det som menneske betyder at lave kunst. Selvom man til at begynde med egentlig ikke er særlig god til det, man går og laver, kan tingene godt lykkes, hvis man stiller sig til disposition for arbejdet. Jeg er et ret forsigtigt og neurotisk menneske, som ikke tør tage chancer, men hvis man skal skabe kunst, er man nødt til dagligt at tage chancer. Man bliver hele tiden nødt til at skabe noget, man ikke har gjort før, og jeg har tit lavet noget skidt, men det er jo ikke det, folk ser. Med alderen er det gået op for mig, at det er vigtigt hele tiden at kaste sig ud i ting, som måske virker menings- og udsigtsløse. Hvis man virkelig vil det, så kan man faktisk godt skabe noget, der er bedre end det, man tror, man kan, og dermed give noget videre til andre mennesker.«

Hvilken oplevelse har formet dig mest som menneske?

»At komme på kunsthøjskolen i Holbæk i 1976. Jeg var ikke særligt dygtig i skolen og kunne ikke komme på gymnasiet, men jeg havde altså vundet en tegnekonkurrence, og derfor syntes min mor, at jeg skulle på kunsthøjskolen. Jeg var ikke særlig interesseret i kunst, men i stedet for at gå og kede mig ude på Amager gik jeg så fire måneder på kunsthøjskolen. En af de første dage overværede jeg en dramatiklærer, som var ved at udføre nogle øvelser med en gruppe elever, og det fascinerede mig. I stedet for at gå på kunstlinjen valgte jeg dramalinjen. Jeg så aldrig skolens atelier, før jeg mange år senere selv underviste der. Det, jeg lærte på skolen, var, at processen er meget vigtigere end resultatet. Jeg fandt ud, at det er vigtigt at kaste sig ud i processer, som man ikke ved, hvor ender. Bagefter meldte jeg mig på studenterkursus. Jeg kedede mig, men jeg gennemførte, og det skyldtes, at jeg vidste, at det var en proces, jeg skulle gennemføre.«

Da Jesper Christiansen i 2008 stoppede som professor på Kunstakademiet, besluttede han at kaste sig over landskabsmaleriet. Han boede i nogle måneder sammen med sin kone, Anna Grue, i Provence, hvor han begyndte at male landskaber og male langsomt. »Det tog et halvt år at male et billede. Min hånd blev skidegod af det. Jeg lærte et håndværk, som jeg har udviklet lige siden,« siger han. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Hvad er det mest luksuriøse, du nogensinde har købt til dig selv?

»Det er Marcel Prousts »På sporet af af den tabte tid«. Jeg købte den, da jeg gik på kunstakademiet. Min kone, Anna, og jeg havde ingen penge, og vi havde tre børn. Jeg slæbte øl om morgenen på Café Krasnapolsky, og Anna var layouter på Bo Bedre. Jeg fik Hartmanns Legat på 2.000 kroner, hvilket var en del penge dengang. Jeg havde jeg set, at »På sporet af den tabte tid« stod i et antikvariat på Strandboulevarden til 500 kroner, og jeg sagde til Anna, at den ville jeg gerne have. Hun mente, at jeg brugte en fjerdedel af legatet på noget, som jeg aldrig kom til læse. Men jeg ville gerne have de bøger. De fik mig til at føle mig voksen og betydningsfuld. Det gik, som Anna havde sagt. Jeg kom først til at læse dem mange år senere. Men siden har Marcel Proust været en vigtig inspiration til mine billeder, hvor litteratur spiller en stor rolle. Proust er en katedral, man går ind i. Man bevæger sig op mod alteret, men så er der alle mulige siderum, man kan bevæge sig ind i. Jeg er som billedkunstner meget misundelig på litteraturen og musikken. Man skal læse en bog og lytte til et stykke musik, og det tager tid. Et maleri kan man se på 20 sekunder. Alting står stille i et maleri.«

Jesper Chrisitiansen

»Jeg er som billedkunstner meget misundelig på litteraturen og musikken. Man skal læse en bog og lytte til et stykke musik, og det tager tid. Et maleri kan man se på 20 sekunder.«


Hvordan håndterer du bedst skuffelse?

»Med musik. Jeg stoppede som ung som popmusiker fra den ene dag til den anden, og jeg har aldrig spillet siden og savner det ikke. Til gengæld begyndte jeg at lytte til musik. Før jeg mødte Anna, havde jeg aldrig lyttet til klassisk, men hun er godt opdraget, og hun kunne fortælle mig om operaer og Beethovens klavertrioer. Jeg slugte det råt. Musikken har siden været mit tilholdssted, og jeg synes, at musik er langt mere interessant og en langt større kunstform end billedkunst og litteratur. Nytårsmorgen var nogle mænd brudt ind i vores københavnerlejlighed, som vi har sat til salg. Vi bor fast i Holbæk, og vi var kørt ind til lejligheden for at hente nogle ting. Da vi låste os ind, lå der fire unge mennesker, som vi ikke kender, og sov. Vi måtte vække dem og fik dem smidt ud. Vi fik ikke nogen forklaring på, hvordan de var kommet ind, for der var ingen tegn på indbrud. Det var ret dramatisk, og vi meldte det til politiet. Det tog ret hårdt på mig. Det sad i kroppen. Dagen efter gik jeg i gang med at lytte til Beethovens symfonier, og så begyndte jeg at male. Jeg kom ind i musikken. Det brugte jeg en hel dag på, og det bragte mig helt andre steder hen. Det har jeg også gjort, hvis jeg har haft kunstneriske kriser, bl.a. har jeg lyttet til Bach.«

Jesper Chrisitiansen

»Anna og jeg har været gift siden 1981, og det er jo ligesom at lytte til Beethoven. Uanset hvor meget man har bestemt sig for at være sammen, gennemgår man alle mulige faser.«


Hvad er den største løgn, vi fortæller hinanden om kærlighed?

»At kærligheden er let og altid lykkelig. Anna og jeg har været gift siden 1981, og det er jo ligesom at lytte til Beethoven. Uanset hvor meget man har bestemt sig for at være sammen, gennemgår man alle mulige faser. Kærligheden har forandret sig helt vildt meget, fra vi forelskede os i 1978 til nu i 2021, hvor vi er nogle gamle røvhuller. Jeg er meget tilfreds, men der har også været triste perioder af forskellige grunde, som måske ikke engang har noget med den anden at gøre. Man gennemgår over så mange år nogle processer, hvor man har behov for forskellige ting. Men der er en samlende kærlighed, og kærligheden til ens unger er ikke noget, man kan vælge til og fra.«

»Med alderen er det gået op for mig, at det er vigtigt hele tiden at kaste sig ud i ting, som måske virker menings- og udsigtsløse. Hvis man virkelig vil det, så kan man faktisk godt skabe noget, som er bedre end det, man tror, man kan, og dermed give noget videre til andre mennesker,« siger Jesper Christiansen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Bortset fra din fødsel, hvad har så været dit livs mest afgørende øjeblik?

»Det var, da jeg mødte min kone, og da vi fik vores børn. Jeg opfatter og erfarer ting gennem kroppen, og særligt børnenes fødsler sidder virkelig i mig. Jeg er meget let påvirkelig, når det handler om børn. Jeg kan slet ikke klare, når det går børn dårligt.«