Den russiske James Bond blev rekrutteret i København

Oleg Gordijevskij var en sovjetisk spion, der hoppede af til Vesten. Hans historie bliver fortalt af Ben Macintyre i bogen »Spionen og forræderen«. Det er den utrolige historie om Den kolde Krigs vigtigste spionsag.

Daniel Craig poserer ved premieren på James Bond-filmen Spectre. I virkelighedens verden var Oleg Gordijevskij en russisk James Bond, og den britiske efterretningstjeneste MI6 og danske PET scorede deres største succes ved at rekruttere Gordijevskij i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Fabrizio Bensch/Reuters/Ritzau Scanpix

Den kolde Krigs vigtigste spionageaffære udspillede sig i København i 1960erne. Den russiske spion Oleg Gordijevskij var udstationeret på Ruslands ambassade og fattede en intens modvilje mod kommunismen og det lukkede sovjetiske samfund. Den danske efterretningstjeneste PET var på sporet af ham og aflyttede ham, og det blev indledningen til et samarbejde mellem PET og den britiske efterretningstjeneste MI6, der rekrutterede Gordijevski. Affæren endte med, at Gordijevskij i 1985 hoppede af fra Moskva til London. Med sig bragte han store mængder af information om russiske spioner i Vesten og tillige en dybtgående viden om den russiske ledelses tankeverden.

Den britiske journalist Ben Macintyre fortæller i bogen »Spionen og forræderen« historien om Gordijevskij, og Ben Macintyre er ikke i tvivl om, at Oleg Gordijevskij var den mest afgørende spion-afhopning, der fandt sted under Den Kolde Krig: »Jeg mener, at Oleg Gordijevskij var den vigtigste spion under Den kolde Krig. Man kan måle spionagens betydning efter den effektivitet, den har på staters strategiske handlinger. Ingen andre spioner fik så megen indflydelse på ikke blot den britiske regerings handlinger, men også på den amerikanske regerings politik over for Sovjetunionen. Præsident Reagan og premierminister Thatcher lod sig direkte påvirke af Gordijevskijs vurderinger. Det skyldes ikke mindst, at Gordijevskij var i stand til at fortælle, ikke alene hvad de russiske ledere gjorde, men også hvad de tænkte. Det var guld for Vesten.«

Oleg Gordijevskij i KGB-uniform. Han var ambitiøs og kom fra et hjem, hvor faderen var i KGB og hans bror ligeså. Alligevel valgte Oleg at begå forræderi mod KGB og kommunismen. Fold sammen
Læs mere

Gordijevskij i København

Ben Macintyre indleder sin bog med stærkt underholdende kapitler om Gordijevskijs tid i København. Den unge KGB-mand kom hertil i 1966 som systemets mand, hvis far og bror også var KGB-folk. Det viste sig imidlertid, at Gordijevskij ikke blot var almindelig  kommunistspion, men en mand med litterære og intellektuelle interesser, der blev rystet over nedkæmpelsen af foråret i Tjekkoslovakiet i 1968.

PET var på det tidspunkt allerede begyndt at interesse sig for ham og aflytte hans telefon. Den britiske efterretningstjeneste MI6 havde også interesse for Gordijevskij, så da PET og MI6 i 1972 kontaktede Gordijevskij, indgik han i et samarbejde. Det var et dødensfarligt valg, for blev han afsløret, ville han være sikker på tortur og henrettelse. Han levede derefter livet farligt som spion for Vesten, og KGB fattede i sidste ende mistanke til ham. Flugten fra Sovjetunionen, organiseret af MI6 og PET, reddede ham i sidste øjeblik, men efterlod hans anden hustru og to børn i Moskva.

Et overvågningsfoto af Oleg Gordijevskij taget af PET i København og sendt til efterretningstjenesten MI6 i London. PET overvågede Gordijevskij, som man helt korrekt anså for at være KGB-spion. PET og MI6 havde under hele aktionen et tæt samarbejde. Fold sammen
Læs mere

Oleg Gordijevskij har skrevet sin selvbiografi »Next Stop Execution« (1995) og har siden også skrevet bøger sammen med den britiske ekspert i efterretningssager Chistopher Andrew.Hvad er det nye i din bog?

»Da Gordijevskij skrev sin bog i 1995, var der mange aspekter i sagen, som de britiske myndigheder ikke tillod, at han afslørede. Der var også meget, som han ikke vidste, for han kendte ikke til efterretningstjenesternes og politikernes vurderinger og beslutninger. Jeg baserede min bog på lange samtaler med Gordijevskij og interview med samtlige MI6-folk, der havde været på sagen. Det er ikke mindst deres udsagn, der giver nye oplysninger. Desuden er en del materiale i de senere år blevet deklassificeret. Og så er min bog en dramatisk fortælling, hvor hans selvbiografi mere var en fagbog for efterretningsfolk«.

Fik du efterretningstjenestens godkendelse til at tale med deres folk?

»Jeg fik ikke en formel tilladelse, men de forhindrede mig ikke i det. Men jeg tror ikke, at disse efterretningsfolk havde talt med mig, hvis der ikke på et eller andet niveau var givet grønt lys. Jeg går ud fra, at MI6 gerne ville have historien fortalt, fordi det var en af dets og PETs største triumfer, men MI6 kunne ikke officielt give mig tilladelse.«

Oleg Gordijevskij var en dygtig sportsmand og fattede i København interesse for badminton. Her ses han i en dansk sportshal med en uidentificeret makker. Det var i en dansk badmintonhal, at den britiske efterretningstjeneste MI6 første gang kontaktede Oleg. Fold sammen
Læs mere

Din bog handler om Gordijevskijs ophold i Danmark og PETs aktiviteter. Der er også nævnt konkrete PET-folk, men under påtagne navne. Havde du lejlighed til at interviewe PET-folk?

»Jeg fik kontakt med enkelte danske efterretningsfolk, der kunne verificere mine oplysninger, men jeg gav dem mit ord på, at jeg ikke ville identificere dem, og derfor kan jeg heller ikke give dig navnene. De tre danske PET-ansatte, som jeg navngiver i bogen, hedder i virkeligheden noget andet, men deres andel i sagsforløbet er blevet bekræftet over for mig af PET-folk.«

Var Gordijevskij idealist eller forræder?

Hvordan ser du nu på Gordijevskij? Var han en idealist, der ville ondskaben til livs, eller var han en forræder? Eller er hans personlighed for kompliceret til at putte i den slags bokse?

»Oleg er en meget kompliceret mand, og jeg håber, at min bog viser det. Han er ikke en helt uden videre, men det er der vist ingen mennesker i verden, der er. Alle agerer ud fra uudgrundelige moralske motiver. Jeg beskriver ham som en slags zelot, en ildsjæl. Han tror fuldstændigt på, at han gjorde det rigtige, og at hans handlinger var berettigede. Jeg har mødt religiøse folk, der havde det på den måde, og de er ikke altid særlig attraktive mennesker. Oleg kan være meget vanskelig og meget manipulerende og med et frygteligt temperament, men han er også utrolig modig.«

Hvordan modig?

»Jeg tror aldrig, at jeg har mødt nogen, der udviste den slags dødsforagtende mod. Med risiko for sit eget liv trodsede han kommunistregimet i årtier og forrådte det KGB, hvor han var opvokset, uden at få penge for det. Og han kendte risikoen. I dag bor han i et sikret hus, fordi KGB stadig stræber ham efter livet, og han er en ensom mand, men stadig overbevist om, at hans »forræderi« over for Sovjetunionen var det rigtige at gøre.«

Privatlivet var vanskeligt for Oleg Gordijevskij. I København havde han sin første hustru med, men ægtefællerne kunne ikke med hinanden. Hans anden hustru, Leila, forblev i Moskva, da han flygtede i 1985. Han fik tilbud om at bringe hende og deres to børn med til Vesten, men Oleg Gordijevskij vurderede, at det var for farligt. Efter en tid i England blev parret skilt.

Leila er også interviewet af Ben Macintyre, og hun fortæller, at livet i Sovjetunionen efter hans flugt blev uudholdeligt: »Jeg levede i et totalt tomrum. Alle blev bange, når de så mig.«

Oleg Gordijevskij havde aldrig fortalt hende om sit »forræderi«. Først gennem Margaret Thatchers engagement lykkedes det i 1987 at få Leila og børnene ud af Sovjetunionen.

I 2007 fik Oleg Gordijevskij en orden af dronning Elizabeth for sin tjeneste for Storbritanniens sikkerhed. Fold sammen
Læs mere

Den danske rolle

Hvor vigtig var PET i sagsforløbet? Var det briterne, der kørte operationen, eller var PET med hele vejen?

»Det danske andel i operationen var helt afgørende. Det var aldrig sket uden PETs aktive deltagelse. Der var et yderst tæt samarbejde mellem PET og MI6, og aktionen er nu en del af efterretningstjenesternes uddannelsesprogram for at vise, hvordan et sådant samarbejde kan fungere optimalt. Mine kontakter i MI6 taler i dag stadig med beundring om, hvordan danskerne behandlede sagen. Danskerne havde jo overvåget Gordijevskij lige fra begyndelsen, og de var med til slutningen. Samarbejdet betød i sidste ende, at mange lande kunne fjerne sovjetiske spioner, fordi Gordijevskij havde kendskab til dem. Så samarbejdet havde betydning ikke blot for Storbritannien og Danmark, men for hele Vesten. I mine øjne er Gordijevskij-sagen Danmarks vigtigste bidrag til, at Vesten vandt Den Kolde Krig.«

Der er et fotografi i din bog, der viser flugtbilen i 1985, hvor Gordijevskij sammen med nogle MI6-folk er på vej til den russiske grænse. Sammen med dem er også en dansk PET-mand, der er navngivet Jens Eriksen. Denne deltagelse viser vel, at PET fortsatte samarbejdet også efter Gordijevskij havde forladt Danmark?

Ben Macintyre, journalist og historiker

»I mine øjne er Gordijevskij-sagen Danmarks største bidrag til, at Vesten vandt Den Kolde Krig.«


»Det er korrekt, at PET var aktiv i alle dele af aktionen. MI6 fortalte ikke alt til amerikanerne, men PET fik alt at vide, så vidt jeg har fået fortalt. Selve flugten blev koordineret fra København, fordi det var vitalt, at danskerne var med ved den norske grænse, hvis der skulle opstå problemer.«

På flugt mod den finsk-russiske grænse holdt Oleg Gordijevskij og hans hjælpere pause. Fra venstre ses Gordijevskij, MI6-agenten Simon Brown, MI6-agenten Veronica Price og den danske PET-agent Jens Eriksen. Efterretningsfolkenes navne er pseudonymer. Fold sammen
Læs mere

Var det en sag for efterretningstjenesterne, eller var regeringerne informeret og involveret?

»Det kan jeg ikke svare på med absolut sikkerhed, men jeg ville være forbløffet, hvis de ikke var informeret og involveret.«

Hvordan har Gordijevskij det i dag?

»Han har det fint. Han føler sig ensom, men han er lavet af russisk granit. Han føler, at historien har givet ham oprejsning. Kort tid efter Murens fald følte han sig skubbet til side, men med russernes aggressive spionage og fremfærd, som det viste sig i giftmordet på afhopperen Sergei Skripal, føler han, at hans indsats var nødvendig, og hans historie er relevant. Han ser en kontinuitet mellem det KGB, som han forrådte, og Putin, som nu styrer Rusland. Og han har ret.«

Forfatteren og historikeren Ben Macintyre har skrevet en række bestsellere om spioner. Han skriver artikler og kommentarer i The Times. Fold sammen
Læs mere