Den omvendte verden: Billetter til ellers udsolgte Roskilde Festival sælges til mindre, end de er købt for

Der bliver i stor stil sat billetter til salg til Roskilde Festival til væsentligt under købsprisen. »Almindeligvis gælder altså den omvendte udfordring, end den vi ser nu,« udtaler Lene Kristensen fra DBA.

Inden pandemien ville det være lidt af en opgave at kunne skaffe billetter til en ellers udsolgt Roskilde Festival, få dage før festivalen skulle begynde.

Hvis man endda blev tilbudt en billet til 700 kroner mindre, end sælgeren selv havde givet for den, ville man nok tro, at sælgeren prøvede at snyde én.

Men plejer er død.

For lige nu kan man flere steder gøre lidt af et kup, hvis man vil have billetter til den ellers totalt udsolgte Roskilde Festival, der begynder med opvarmningsdage lørdag i næste uge.

Alligevel er der på Facebook og DBA mange, der sælger partoutbilletter til 1.500 kroner eller endda endnu mindre – vel at mærke billetter, der har kostet 2.275 kroner at købe, til en festival, der er udsolgt.

Altså ser det ud til, at en del mennesker har fået andre planer, der lokker mere end Roskilde Festival – i hvert fald hvis denne skribents bekendte i festivalalderen er repræsentative.

Ifølge DBAs kundeservicechef ser det da også ud til, at tingene slet ikke er, som de plejer.

Julie gider ikke tage på festival alene

En af dem, der ikke skal på festival alligevel, er Julie Grau Damgaard, der er få dage fra at blive student. Hun har dog ikke solgt sin billet, men benyttet sig af sin afbestillingsforsikring.

»Min studentertid fylder bare mere, og de fleste af mine venner, der skulle med, har også solgt deres billetter, og jeg gider jo ikke tage på Roskilde alene,« siger Julie Grau Damgaard.

»Vi har jo ikke haft samme mulighed for at vænne os til at være sammen med så mange mennesker på en gang, som andre. Jeg tror, jeg i højere grad end tidligere har mere brug for at kunne trække mig tilbage,« siger Julie Grau Damgaard.  Privatfoto

Hun har haft sin billet siden hun gik i 1. g i 2020, hvor Roskilde Festival blev aflyst, og hendes billet blev – ligesom mange andres – først overført til 2021 og siden til i år.

DBA: Det plejer at være omvendt

Hos DBA bekræfter kundeservicechef Lene Kristensen via DBAs presseansvarlige, at billedet ser anderledes ud, end det plejer, når en festival er udsolgt.

»Normalt på de år, hvor der er udsolgt, er der flere der søger efter billetter, end der er billetter til salg. Almindeligvis gælder altså den omvendte udfordring, end den vi ser nu,« udtaler Lene Kristensen.

DBA oplyser dog, at det ikke er unormalt, at der op til festivalen er mange billetter til salg. De plejer bare ikke at blive solgt til færre penge, end de oprindeligt er købt for.

I et almindeligt år med en udsolgt Roskilde Festival har DBA nemlig flere udfordringer med at fjerne annoncer, hvor billetter sælges til ulovlige overpriser.

»Men det er ikke tilfældet nu. Sådan nogle henvendelser har vi kun haft ganske få af det sidste lange stykke tid,« udtaler Lene Kristensen.

Kan ikke overskue larm og tømmermænd

I brancheorganisationen Dansk Live mener sekretariatschef Esben Marcher, at de mange ledige billetter netop skyldes, at festivalen er kommet nærmere. Nogle kan jo have haft billetten siden efteråret 2019, og meget kan have ændret sig siden.

»Og pludselig står man over for en hel uges festival, måske uden at have prøvet det før. Jeg tror ikke, man skal underkende den effekt, corona har haft på de unge mennesker, som har været hjemme i flere år under corona,« siger Esben Marcher.

For Julie Grau Damgaard var det udslagsgivende, at majoriteten af hendes venner nu har droppet festivalen. Men hun tror også, at det har en effekt, at hun og hendes jævnaldrende ikke har været vant til at gå på festivaler eller til store koncerter med så mange mennesker.

»Jeg har ikke været på Roskilde Festival før, og jeg har hørt det er en superintens uge med mange vågne timer, tømmermænd og larm. Det kan jeg ikke overskue lige i ugen efter, at jeg bliver student,« siger Julie Grau Damgaard.

Hvad hvis det ikke er en enlig svale?

Esben Marcher fra Dansk Live nævner også, at det også for flere festivaler har været svært at hverve frivillige.

»Jeg tror, corona har eskaleret det individualiserede samfund, hvor man søger fællesskabet mindre og i stedet søger aleneheden lidt mere,« siger Esben Marcher.

Han tror dog ikke, at der er tale om en tendens, hvor færre i det hele taget vil på festival. Han betragter i år som en enlig svale. Om det holder stik vil vise sig ved efterårets salg af billetter til næste års festivaler.

Hvis der er en tendens, må branchen ifølge Marcher se på, hvordan man igen kan gøre det attraktivt for folk at være på festival – for eksempel ved at det ikke skal kræve en helt så stor indsats og en hel uge i smatten at være på festival

»Så må branchen jo tænke over, at gæsterne måske ikke søger det store produkt, men bedre kan overskue en enkelt dag eller nogle færre dage,« siger Esben Marcher og nævner, at Langeland Festival allerede i år er kortet ned til tre dage i stedet for en uge – ligesom den nye festival Syd for Solen, som var en stor succes, og hvor man kun kunne købe endagsbilletter til den tre dage lange festival.

Hos Roskilde Festival finder kommunikations- og marketingchef, Mads Mikkelsen det naturligt, at der er mange billetter til salg i år.

»Det er helt naturligt, at en billet, som oprindeligt blev købt til festivalerne i 2020 eller 2021, hvor folk ikke havde lagt planer for sommeren 2022, i højere grad bliver solgt videre end en billet købt lige op til begivenheden. Vi kender ikke det samlede omfang, lyder det fra Mads Mikkelsen.