Asfaltjunglen Nørrebro - med graffitifyldte vægge, kvantitetsforhandlere og kebabsnedkere på klods med staldkød, burhønsekød og giftsprøjtede grøntsager i spandevis - har sine grønne sider. Dem finder jeg på tilfældige gåture på dage, når sjælen skal have fred. Fred for obskure tanker, fred for tømmermænd, fred for hvad ved jeg.

Det er oplagt at lede efter døde kendisser på Assistenten, Nørrebroernes kirkegård og uofficielle bypark. Går man over på den anden side af Nørrebrogade og ned ad et par sidegader, når man på et tidspunkt Byoasen ved De Gamles By, hvor geder, høns og kaniner er til frit skue. Et fredfyldt område, som for tiden er truet af politikernes som regel lidt for virkelige og våde drømme om parkeringspladser og betonmareridt.

Men mere skjult og knap så truet er byhaverne, som er blomstret op i disse økologiske og økonomiske krisetider, hvor lokale råvarer og gør-det-selv er kommet op i tiden. Dem finder du på hele Nørrebro, hvis du kigger lidt efter i bedene. Mest kendt er nok foreningen Byhaven 2200 på hjørnet af Hørsholmsgade og Stefansgade.

Lejer jord af kommunen

Her har en gruppe græsrødder mod et symbolsk beløb lånt jord af kommunen til at anlægge en byhave og plante gulerødder, rødbeder, ærter og så videre. Lokalt produceret mad, der alt sammen går til fællesspisninger. I næste weekend holder de festival for alle, der gider og kan.

For at gøre en lang historie kort. Festivalen er arrangeret af byhaverne og Nørrebro Lokaludvalg, og programmet ser omtrent sådan ud:

Om dagen holder byhaverne på Nørrebro åbent. Adressen på Byhaven 2200 er Hørsholmsparken ved hjørnet af Hørsholmsgade og Stefansgade. Deltag i det praktiske eller snak med de involverede for inspiration.

Aftenen byder på fællesspisning. Tag dit eget kød med, smid det på grillen, så byder Byhaven på salat og lidt at drikke. Efter spisningen er der filmvisning for dem, der orker.

Søndag byder på et dybdegående seminar om urban farming i VerdensKulturCentret på Nørre Allé 7 på Nørrebro i København.

Det lyder alt sammen meget hippieagtigt, og det er det vel i bund og grund også. Omvendt - fænomenet er noget ældre end dengang, min mor og far gik rundt med bare tæer og langt hår.

Desuden: Langt flere er i besiddelse af en byhave, end der nogensinde har gået hippier på jorden. Omtrent 800 millioner, og nu er danskerne begyndt at åbne øjnene, fortæller forfatter og journalist Signe Wenneberg, som alene i foråret har holdt 40 foredrag om urban farming.

Hun har udgivet bogen »Spis din have« (Gyldendal 2012), den første om byhaver, for hvilken hun netop har vundet den anerkendte mad og medier-pris »bedste bog om mad 2013«.

Byhaver - en græsrodsbevægelse

»Urban farming er en græsrodsbevægelse, der handler om, at vi er en flok, som tror, vi kan redde verden. Man anslår, at der er 800 millioner urbane farmere på verdensplan. I Danmark kommer det også til at blive en kæmpe trend, som virkelig er slået igennem i år. I modsætning til for eksempel graffitimalerne er det aktivisme med planter, træer og levende vækster. En, som tilfører noget positivt til verden.«

Urban farmers er at finde i storbyer, særligt i USA, men også hos Afrikas, Asien og Europas middelklasse. I Detroit, som er gået bankerot som følge af finanskrisen, er der over 1.000 haveforeninger med Urban farming, fortæller Signe Wenneberg.

Foreningerne er sociale, man dyrker for sig selv og hinanden. Det handler ikke om at sælge videre, højst en bytteøkonomi, hvor man får 10 æg for 2 kilo gulerødder. Men fænomenet er ikke bare idealistisk, det er nødvendigt som følge af klimakrisen, den økonomiske krise og ikke mindst sundhedskrisen.

»Der er så mange overvægtige storbybørn særligt i underklassen, som bor i det, vi kalder food deserts. Børnene har diabetes 2 allerede i 12-årsalderen og overlever ikke deres forældre, fordi de bor i kvarterer, hvor man udelukkende kan få junkfood.«

Byhaver på tagene i Mexico City

De sidste fem år har Mexico City givet 3.800 familier lov til at dyrke haver på tagene. Et tiltag, som skal være med til at afskaffe fattigdom og krise.

For alt imens vi er vidne til en stagnerende vækst, hører om klimakriser, miljøkriser, får at vide at 50 procent af al mad går til spilde fra vugge til grav og samtidig ser folk blive federe og federe, og regningerne til sygehusene større og større, kommer der en naturlig reaktion.

Det skete også under Anden Verdenskrig, hvor vi så noget lignende med de såkaldte sejrshaver, en grøn bevægelse som fandtes overalt i Europa.

»Under krigen var det mest upopulære og politisk ukorrekte, man kunne have, en græsplæne. For alle skulle dyrke der, hvor de boede. De allierede lande opnåede at blive 80 til 90 procent selvforsynende ved hjælp af køkkenhaver. Der var oplysningsplakater, hvor der stod, at alle skulle have to høns pr. person. Selv i parkerne begyndte man at dyrke mad. Med Urban Farming reagerer vi på samme måde. Det her er set før«.

Det er også set før på Nørrebro. I 1996 havde 1.000 aktivister held med at plante en hel have på Guldbergsgade. Arrangementet blev kaldt »Have på en Nat«, og haven fik lov at leve, indtil der blev bygget beboelse et par år efter.

Det sker forhåbentlig ikke med Nørrebros byhaver i Hørsholmsparken, som folder sig ud næste weekend og muligvis er en af frontløberne til den spirende tendens. Næste gang, jeg går en tur i København, forvilder jeg mig måske ind i nye parker af byhaver, som jeg ikke anede eksisterede.