Den liberale socialist

Erik Clausen, der altid har været »rød ad helvede til«, har lige købt sig en brugt, klima-uvenlig luksusbil: »Det skider jeg på.« For tidens gennemregulerede, sort/hvide angst-og-frygt-samfund har fanden og politikerne skabt. Men Erik Clausens verden er i farver.

Erik Clausen er noget så sjældent som en machomand - der mener, at mænd og kvinder skal dele opvasken. Metroseksuel? Glem det! Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Niels Ahlmann Olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Erik Clausen er selv helt klar over det: Der er »Clausen«. Og så er der »Erik«.

Clausen er filmmanden med de sorgmuntre historier. Klovnen, provokatøren og anarkisten, der bramfrit leverer semi-kærlige sandheder om danskerne i en tid, hvor de hellere vil samle på glansbilleder. Han er arbejderdrengen, der blev kunstner og »simpelthen fik orgasme«, da han så den østrigske maler Oscar Kokoschkas nattebillede første gang.

Se også:
Web-TV: Erik Clausens Vesterbro
Flere billeder af Erik Clausen i galleriet til højre

Erik er ham, der hele sit liv har kæmpet med komplekser. Som godt ved, at Eriks afhængighed af sine allernærmestes anerkendelse og ros ligger skjult under kunstneren Clausens succes. Og som erkender, at han har været noget af en mundfuld for sin familie.

Dameglæden har de til fælles.

Erik Clausen sidder i »fars stol« i køkkenet hos Clausen Film på Enghave Plads i København. I lejlighedens lange gang står to af hans store malerier med temaet angst. Fra et sted i lejligheden høres sære, brudte musestemmer. Forfra og om igen. Klip. Anders Refn er ved at klippe Erik Clausens nye film »Frihed på prøve«. Over to glas hvidvin fortæller Erik Clausen om sig selv. Ind imellem bryder en skarp bemærkning jovialiteten. Det skal ikke blive for hyggeligt, vel? Han lader sig ikke hale i land uden kamp.

Det har han aldrig gjort. Den dag han blev konfirmeret, fik han 400 kroner. Han drømte om en blå Monarch cykel, som kun kunne fås i Sverige. Iført dårligt siddende konfirmationstøj tog han med sin mor til Malmø og købte den forjættede cykel. Som blev konfiskeret af emsige toldere, da båden anløb København. Han havde ingen importtilladelse og skulle betale told. Slukøret drog han hjem. Han havde ikke pengene til at købe cyklen fri. Hans mor heller ikke. Men dagen efter gik han tilbage til tolderne og bad om cyklen: Han ville sejle over og returnere den i Malmø. Vel ankommet skiftede han til medbragt cykeltøj, cyklede til Helsingborg, tog færgen til Frihavnen, lignede en cykelrytter, der havde været på træningstur og kørte toldfrit igennem.

Andre interviews og portrætter:

Erik Clausen havde fået sit livs første bevis på, at kreativ civil ulydighed betaler sig. Han fortæller cykelhistorien i sin biografi, »Clausen«, som absolut ikke er et livspunktum. Han er 67 år og pensions-umoden. Der er kun én vej for manden, der siden barndommen har trukket vejret igennem rollen som oppositionist: Videre. For kunstens og hans egen skyld. Ikke for pengenes. Den materielle del af succesen er aldrig steget ham til hovedet. Han har lige købt en brugt italiensk sort Lancia. En luksusbil, men:

»Jeg fik den for 22.000, fordi det er syndigt at køre i lækre biler i dag. Det skider jeg på. Den har aircondition, fartpilot, diskotek med fem cd'er og forhjulstræk. Den ligger som en drøm på vejen, selv om jeg kører 190.«

Og det gør du?

»Jeg siger det kun for at provokere. Ikke for, at du skal replicere »Og det gør du!«

Slam! Erik Clausen er noget så sjældent som en machomand - der mener, at mænd og kvinder skal dele opvasken. Metroseksuel? Glem det!

»På den nye film har vi arbejdet med et ungt filmhold. De gamle filmhold havde hierarki, jeg beundrer de yngre generationer for, at de ikke har sans for hierarkier. Men jeg undrer mig over, at det sociologiske og adfærdsmæssige sætter så store fysiske spor. Da jeg var 22-23 år, var jeg en mand med skæg og to små børn. Når jeg går på café, står der som regel en på 32, som stadig er en dreng. Hans hovedproblem er, om hans nye tatovering skal sidde på højre eller venstre arm.«

Der skal, om man så må sige, et godt bryst til at interviewe Erik Clausen. Han er en fræk slagterhund. En prototype, som slet ikke laves mere.

»Det er jeg sgu da ligeglad med, for så kan jeg have din opmærksomhed helt for mig selv! Men det er vel karakteristisk for mænd i min efterkrigsgeneration, at vi altid har arbejdet hårdt. Det er et helvede for mig i dag. Hvis jeg skal holde fri, skal jeg gøre mig fortjent til det. Jeg ville gerne lære at tale engelsk og spille klaver, men jeg ville også meget gerne på kursus i at nyde livet. HOLD da op, hvor har jeg knoklet.«

Sovs og kartofler. Uden kød. Det stod den tit på i Erik Clausens barndomshjem, hvor der også blev knoklet. Efter arbejdstid sad hans alenemor hjemme og trak snor i butiksprismærker for at tjene lidt ekstra.

»Min mor måtte tilsidesætte al livsglæde og fantasi for at gøre sit arbejde. Hun var rasende bekymret for min bror og mig. »Erik« ville ikke tale - jeg sagde ikke noget i mange år. Men så styrker man fantasien. Og det var fantastisk at få lov til at være selvstændig, organisere sin læreplads, smugle sin cykel igennem tolden. Og at opdage kunsten. Det var erotik næsten. Sanseligt I dag tager man oplevelserne fra børn. Man viser dem alt, hvad de skal. De spiller ikke fodbold. De går til fodbold. Det er en del af det strukturerede samfund, som indeholder en automatisk regression.«

Erik Clausens talent har, siden han opdagede kunsten, været livets benzin.

»Jeg kører hverken på fornuft eller rationalitet, jeg kører på adrenalin. I høj grad på vrede og glæde og humor og aggressioner. Hemmelige tanker - blandt andet om dig - som bliver omsat til både det ene og det andet. Jeg vil gerne fortælle historier, som er fiktion, men udspringer fra virkeligheden. Mit udgangspunkt er selvfølgelig, at den rationalitet og sunde fornuft, som hersker i dag, terroriserer folk ind i et utrolig smalt normalbegreb. Jeg er meget optaget af at afsløre de skjulte mekanismer i tiden.«

For eksempel det, han kalder frygt-og-angst-industrien.

»Man er for tyk, for tynd, for grøn, for blå Må man efterhånden komme sukker på jordbærrene? Jeg har en kammerat, der er en stor kendt kunstner. Han spiser rugbrødsmadder med fedt og salt. I SMUG! Han siger, det smager bedre sådan. Det skønne og smukke ved at blive ældre er, at man kan lave sammenlignende litteratur med sit eget liv. Jeg var ung i 1950erne. Kan huske rationeringsmærker. Lånekontorer. Da fabrikskvartererne var befærdet med tusindvis af cykler. Pludselig kom vi ind i en overskudstid, hvor man sagde love and peace og mente det. Det smittede langt ud i jævne kredse. Nu spreder man angst og frygt hele tiden. Sætter folk i defensiven. Det ene er forkert. Så det andet.«

Se også:
Web-TV: Erik Clausens Vesterbro
Flere billeder af Erik Clausen i galleriet til højre

Pause til en tår forkert og pegefinger-fremkaldende hvidvin. Så siger han:

»Det kommer umærkeligt snigende. Kunstnerens opgave er at sige »Hokus pokus, Pia Kjærsgaards hoved er fyldt med kokos.« Vi må afdække de der repressive mekanismer. Med mine film vil jeg gerne vise, at hvis man er nogenlunde glad i låget, kan man ikke kontrolleres. Så vil man sige imod. Man vil måske ligefrem deltage i demokratiet! Man vil ikke overlade »Vild med dans« til kendisser. Man vil sgu selv gå ud og danse! Men er man frygtsom og angst, er man under kontrol, så forsvinder ens fantasibilleder. Så begynder man at efterligne dem fra bladene, dem fra »Vild med dans«. Man mister sig selv. Det er det, jeg er optaget af i disse år. Min nye film handler om frihed, som ikke er, hvad fagbevægelsen tror: Fritid. For frihed er en mentalitet. Man kan sidde overfor et meget veluddannet og velhavende bundet menneske. Modsat kan man møde et frit menneske«

Som ikke har fem flade øre?

»Præcis. Jeg skal ikke romantisere det sidste. Pointen er, at har man ikke fri tankegang, så har man heller ikke sine hemmelige fantasier, der både gælder politik, sex, at begære din næstes hustru. Og man har heller ikke fri adgang til de drømme, der pludselig får ens krakelerede ægteskab til at blive godt igen, der hvor man når frem til noget så banalt som tro, håb og kærlighed. Jeg har skrevet om det i sangen »Friheden flyver som svalerne højt i det blå, oh frihed dig helst på jorden vi så.« Det kommer den ikke. Friheden er ikke konkret. Den er en mentalitet som poesi eller kærlighed. Så kan man spørge: Er det frihed at stjæle? Er det frihed at begå civil ulydighed? Er det frihed at bruge demokratiet til at mistænkeliggøre frihedsorganisationer som ANC, der i dag ville blive kaldt en terrororganisation? Er det frihed at lave en Muhammed-tegning? Og hvornår er den kunstneriske ytringsfrihed transformeret til en politisk handling? De spørgsmål stiller jeg i min nye film ved hjælp af John, som bliver prøveløsladt og skal forsøge at være familiefar. Jeg mener jo, fædre langt hen ad vejen er det mest opreklamerede og ufrivilligt komiske i denne verden.«

Andre interviews og portrætter:

Har du selv været en okay far?

»Det vil jeg ikke svare dig på. Jeg har gjort det så godt, jeg kunne. Kærlighed medfører savn. Jeg vidste, at turneerne kun måtte være af en vis længde, for jeg savnede mine børn. Men når mit ægteskab har holdt i så mange år, skyldes det også, at jeg kun har været hjemme halvdelen af tiden. Det er meget smukt, at man sådan kan sidde på afstand og savne hinanden. Måske ligefrem skrive digte til hinanden. Frem for at man per automatik har iscenesat sit ægteskab som et elektrisk væg-ur, der er forud. Vores liv har været kaotisk og uden nogen form for økonomisk sikkerhed. I lange perioder har vi næsten ingen penge haft. Men jeg har aldrig hørt beklagelser over det hverken fra min kone eller mine børn.«

Hvorfor?

»Fordi vi har prøvet at have tro, håb og kærlighed i vores måde at tale, grine, skændes og have konflikter på. Jeg har haft voldsomme konflikter med mine børn, fordi de synes, jeg fylder for meget. Også mentalt.«

Han har også fyldt en god del på venstrefløjen. »Rød ad helvede til«. Det er han selvfølgelig stadig, siger han. Og dog. Er hans socialisme overhovedet kompatibel med hans regelbrydertrang? Har han ikke i højere grad udviklet sig til at være en liberal socialist?

»Meget muligt. Jeg er meget liberal, men jeg er ikke liberalist. Og jeg er en meget stor socialist, men jeg anser socialismen for at være kørt fuldstændig af sporet. Min form for socialisme kan befri mennesker fra at bruge hele livet på at skrabe penge sammen til mad og drikke, så vi måske kunne nøjes med nogle få arbejdstimer og så hengive os til uhæmmet livsnydelse. Herunder kunst, dans og kærlighed. Ikke mindst sex, som vel er det mest fredelige og fornuftige, man kan lave i denne verden. Så liberal socialist, ja Jeg har altid været i bevægelse i forhold til det politiske.«

Ifølge Erik Clausens er det latterligt, at vi overhovedet har en højre- og venstrefløj.

»Mennesket har ikke to sider. Vi er holistiske. Som det er nu, kan jeg IKKE sige noget, jeg faktisk mener, hvis Pia Kjærsgaard også mener det. Men det kunne jo være, at jeg sagde det ud fra en helt anden forudsætning, ikke? Hele den frie danske debat ligger gravet ned i højre- og venstregrøften. Man behøver ikke være racist, fordi man kritiserer sin tyrkiske grønthandler for at have solgt nogle dårlige appelsiner. Og er man liberalist, skal man heller ikke stå til ansvar for alle dødsdomme i USA. Vi trænger til nogle nuancer.«

 Men han har på fornemmelsen, at de, der sidder på det politiske magtapparat, i virkeligheden slet ikke er interesseret i en folkelig bevægelse.

Se også:
Web-TV: Erik Clausens Vesterbro
Flere billeder af Erik Clausen i galleriet til højre

»Det ville virke forstyrrende. Nu har de det hele for sig selv. København har fået Frank Jensen som overborgmester. Han er fra landet. Fint, men kunne det ikke have været meget sjovt, hvis de havde fundet en, som kendte alle sidegaderne? Det ville også være spændende, hvis vi en dag fik en politiker, der kunne holde en ordentlig tale. Måske oven i købet kunne inspirere befolkningen. Hvis du kigger med dine skjulte tanker hen over de mandlige politikere i hele Folketinget, så tror jeg ikke, dit ægteskab er i fare et eneste sekund.«

Touché

»Der må være en sensualitet. Vi skal turde føle os fascineret og tiltrukket af hinanden. Jeg tør godt elske. Jeg tør godt favne. Det er endda gratis. Det er glæder og energier. Jeg går simpelthen uden om den familie, hvor fætteren hedder Frygt, og kusinen hedder Angst. Vi behøver efterhånden hverken politisoldater eller fascistiske tendenser til at slå os oven i hovedet med køller. Det klarer vi selv i form af stor, kollektiv, frygtsom masochisme. Vi piner os med løbeture og slankekure. Individualismen har overtaget det sociale og kollektive engagement. Hvis man har siddet i en socialdemokratisk vælgerforening i ti år og har opdaget, at man overhovedet ingen indflydelse har, fordi alt er forudbestemt centralistisk, så melder man sig i stedet ind i en klub for stavgængere, der synes, det er enormt sjovt at gå en tur i Gribskov og tabe 500 gram. Vi lever i et klassesamfund, hvor klasserne er psykologisk betonede, og hvem er det egentlig, der skal gøre oprør? Er det arbejderen med sommerhus og Volvo? Eller indvandreren med cigarhandel og ombygget Mercedes, som han sender et succeslugtende billede af hjem til landsbyen?«

Hvad med dig selv som politiker?

»Jeg gider ikke. Jeg har en kæmpe stor politisk indflydelse gennem min kunst og mit eksempel. Jeg viser, at man godt kan klare sig, selv om man er gået ud af 7. klasse og aldrig har fedtet for nogen. En kunstner som Kim Larsen har mere politisk indflydelse i positiv retning end hele Socialdemokratiet tilsammen!«

Det siges ellers, at vi - statistisk målbart - lever i verdens lykkeligste samfund?

»Det er noget vrøvl. Man kan ikke være lykkelig hele tiden. »Lykkelig« er ikke et fag ligesom blikkenslager eller sygeplejerske.«

Er lykkemålingen så symbol på et kafkask samfund?

»Ja! Og det er det. Man bliver overfaldet af lykkehalløjet. Tænker: »Hold kæft, det går skidegodt.« Gør det? Som i eventyrene er det hele tiden en kamp mellem det gode og det onde og det lyse og det mørke. Problemet er, at det er svært at hitte rede i, om det gode nu også er godt, og det onde nu også er ondt. Nu om dage udtaler man for eksempel ordet »erhvervsliv« meget mere kælent, end man udtaler kærlighedsliv eller familieliv. Men altså jeg er ikke KUN idealist, vel? Jeg har brugt kunsten til at befri mig selv og komme ud af usynligheden. Og få prinsessen og det halve kongerige.«

Prinsessen hedder Pernille og da Erik Clausen fandt kærligheden, var det slut med hans »halvtomme« liv.

»Da jeg mødte Pernille, lavede vi ikke en skid og sad og talte til den lyse morgen. Skønt. Da børnene blev voksne, kom en ny frihed til at arbejde og tænke sig om. Den kom, mens man stadig var i god form og smuk. Da min mormor var 48, var hun en olding, der var slidt op. Min Pernille er 61 år og ser tæskegodt ud.«

Hvad har barndommen med din alenemor betydet for dit forhold til kvinder?

Andre interviews og portrætter:

»Det forhold hænger uløseligt sammen med, at 1950erne var en frygteligt puritansk tid. Vi vidste dårligt nok, at pigerne havde menstruation. Skolegårdene var delt op i drenge- og pigeafdelinger. Det hele var meget diskret og tys-tys. Men jeg beundrer min mor. Hun var stolt og modig og tryllede med de få penge, der var. Hun var meget konsekvent, da hun kastede sin kærlighed på sine to drenge og besluttede at vente ti år på min far og se, om han kom tilbage. Da der var gået ti år og én dag, gik hun ud i foreningen »Træf nye mennesker«. Og fandt Werner, der ikke så spor ny ud. Men det var så det. Jeg tror, min mor har betydet meget for mit forhold til kvinder. Jeg anser det for et privilegium, at jeg er vokset op uden en far - uden 1950ernes John Wayne-ideal. Desuden skal man gøre sig fortjent til at være far. Spørgsmålet er, om blodets bånd er så stærkt, som vi tror. Jeg mener, det betyder nul og niks. Som dreng tænkte jeg: »Hvis det dårligt nok kan blive til et julekort fra ham, så rend mig i røven.« Og hos kvinder, der er generøse, må man alt. Jeg måtte lade være med at lave lektier. Jeg måtte gå i biografen hver aften. Generøsitet!«

Du er blevet god til at elske kvinder?

»Jeg tilbeder kvinder. De er min store inspiration. Men jeg oplever dem mytologisk På mange forskellige planer. Det er svært at tale om det. Folk griner bare og siger: »Det er godt med ham.« Men jeg beundrer kvinder. Jeg har haft så meget mandehørm i mit liv på grund af min baggrund som håndværker og mit cykelsportsliv. Så når jeg i dag arbejder meget med kvinder, anser jeg det for at være et privilegium.«

Se også:
Web-TV: Erik Clausens Vesterbro
Flere billeder af Erik Clausen i galleriet til højre

I »Clausen« skriver du, at »Kvinden har Vorherre designet, så hun ligger enormt godt i hånden«...

»Du kan da bare rejse dig op, så skal jeg vise dig det! Det, jeg mener, er, at der er nogle særlige ting ved kvinder. Jeres hud! Nogle æstetiske ting, som bare ikke findes hos mænd. Det virker mere generøst hos kvinder. Man kan se det hele kunsthistorien igennem. Når malere skulle male det overjordiske ved døden, forsøge at vise det spirituelle, så malede de engle. Selvfølgelig kvindelige engle. En stor mand med mave, briller, et skuffet udtryk og vinger - det holder ikke, vel? 85-årige kvinder kan portrætteres som engle. Mænd kan, uanset alder, ikke. Jeg er et visionært menneske, der bruger øjnene og lader mig inspirere af det, jeg ser. Og virkeligheden er gratis, ikke?«

Pernille og dig?

»Har været sammen i 100 år. Med op- og nedture. Vi har sat os uden for en stor del af virkeligheden lige fra starten. Blandt andet havde vi muligheden for at være kunstnere. Fattige kunstnere ganske vist. Pernille arbejdede som pædagog, men pludselig opdagede vi, at arbejdstiderne styrede vores valg fuldstændig. Så lavede vi om på det og levede af løst håndværk og løs kunst og havde fri, når det passede os. Og jeg kan sgu ikke svare, det kommer til at lyde som Keld og Hilda. Jeg er ikke specielt romantisk indstillet. Er i høj grad pragmatiker. Men jeg ved, at en kvinde da er glad for, at man hjælper med indkøbene og opvasken, men inderst inde vil hun gerne høre, at man vil dø for hende. I will die for you! Mænd viser det bare på måder, der ikke bliver værdsat. De bygger udestuer! Ikke fordi, de mangler plads, men for at vise deres kvinde, at de kan bygge Taj Mahal.«

Erik Clausen har bygget film

»Jeg har i høj grad gjort mig umage for at imponere Pernille gang på gang. Jeg har haft et stort behov for at vise mig for hende. Vende pandekager i luften. Organisere en eller anden gammel varebil, så vi kunne køre rundt i Sverige for ingen penge. Jeg har haft et stort behov for at komme i avisen og klippe det ud og vise hende det. Der er en stor drivkraft i at gøre sig synlig for den kvinde, man elsker. Pernille er et beskedent menneske og ville være lige så glad, hvis jeg var elektriker og kunne sørge for noget lys i lokalerne. Men jeg følte en stolthed, når jeg kunne invitere hende til premiere og hele lærredet bredte sig ud og der stod: »En film af Erik Clausen.« Så kunne jeg holde hende i hånden og give den et tryk. Hun vidste, jeg havde lavet den for hendes skyld.«

Når alt kommer til alt derigennem vel også for hans egen. I bogen om sig selv kommer Erik Clausen lidt ind på de komplekser, der har fulgt ham altid. Frygten for at være dum, ikke at se godt ud, spille lidt for klog. Han nægter først at uddybe konsekvensen af komplekserne over egne fejl og mangler. Siger i stedet:

»Begrebet komplekser interesserer mig meget. Børn har dem ikke. Det er noget, vi får med tiden. Dyr har vist heller ikke komplekser, de opfører sig i hvert fald ikke sådan. Men komplekser kan drive en til vanvid. Gøre en usynlig. Men de kan også være en drivkraft til at dygtiggøre sig og kæmpe sig ud af usynligheden. Men KUN hvis man evner at tænke: Nu vil jeg være smuk. Nu vil jeg være dygtig. Nu vil jeg være kunstner. Nu vil jeg være cykelrytter. Men jeg har kæmpet sindssygt meget med mine komplekser. Og ud over at jeg har brugt en stor del vrede som drivkraft, så har det i mit privatliv meget været et helvede for mine omgivelser. Det har givet sig udtryk i usikkerhed. Urimeligheder. Urimelige krav på at blive bekræftet i, at jeg var elsket.«

Men omgivelserne er der endnu?

»Ja. En stor del af komplekserne er der også stadig. Jeg gøgler med det: Hellere ægte storhedsvanvid end falsk beskedenhed.«

Der er ikke mere hvidvin, mørket har lagt sig tungt over Enghave Plads. Clausen er trukket lidt i baggrunden. Det er Erik, der giver et knus til farvel.

Andre interviews og portrætter: