Den kreative klasses yndlingsmuseum nord for København kæmper med besøgstallene efter genåbning – »det betyder meget for vores økonomi«

Louisiana, Kronborg og Vikingeskibsmuseet i Roskilde har alle oplevet voldsomme nedgange i besøgstallet, skriver TV 2 Lorry.

Der mangler besøgende på Louisiana. Arkivfoto fra Marina Abramovics udstilling på Louisiana i 2017. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sofie Mathiassen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Museerne i københavnsområdet er stadig påvirkede af coronakrisen, selvom mange af restriktionerne er løftet. Det skriver TV 2 Lorry.

På Kronborg Slot er det især rejserestriktioner, der fortsat gør ondt, og slottet mærker en nedgang på 70 procent i forhold til 2019, skriver TV 2 Lorry, mens Vikingeskibsmuseet i Roskilde mangler 75 procent af sine besøgende.

Louisiana mangler også gæster, og deres besøgstal ligger på 50 procent af tallene for den samme periode i 2019, blandt andet fordi de mangler de svenske stamgæster.

»Vi kan godt mærke, at det kræver lidt ekstra for folk at komme ud ad døren og få lavet deres coronapas. Og det betyder selvfølgelig meget for vores økonomi,« siger Thomas Bendix, kommunikationschef hos Louisiana, til københavnermediet.

Når turisterne mangler, bliver museerne tvunget til at få danskerne på besøg på anden vis.

I oktober sidste år talte Berlingske med Thomas Thulstrup, der er museumsdirektør for Kongernes Samling, som inkluderer Rosenborg Slot, Amalienborgmuseet og Koldinghus.

Han sagde, at coronakrisen havde tvunget Rosenborg til at sadle om, fordi 80 procent af gæsterne plejede at være udenlandske.

»Under normale omstændigheder skulle vi nærmest bare sørge for, at døren blev åbnet ud til Øster Voldgade om morgenen, så væltede det ind. Nu skal vi i langt højere grad nå ud til en anden målgruppe end turisterne, nemlig danskerne. Vi har øget vores digitale tilstedeværelse, og nu laver vi en udstilling om Christian V, som var den første konge, der automatisk overtog tronen og videreførte enevælden. Det er flere år siden, der har været en særudstilling på Rosenborg. Nok fordi der ikke rigtig er brug for det, og fordi der ikke er plads. Men nu gør vi det, fordi vi netop vil have en mulighed for at formidle en meget specifik historie,« sagde museumsdirektør Thomas Thulstrup.