Den grimme misundelse

»Det er forståeligt, hvis folk er misundelige på mit fest-gen, for det er også virkelig yndefuldt med en kvinde, der efter en fest vågner op i en nøgen-mandsdragt. I deres seng.«

Hassan Preisler og Maise Njor. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Maise Njor

Vi skulle købe fødselsdagsgave til min kusine. Min mor bad mig vælge noget i legetøjsbutikken. Møjsommeligt gik jeg rundt med min snedige tiårige hjerne og udvalgte … den ting, jeg allerhelst ikke ville have.

Siden har jeg ikke været misundelig særlig mange gange. Det gik vist op for mig, at man ikke kan være misundelig over, at andre har fødselsdag, og hvis man venter længe nok, har man det selv. Ligesom man heller ikke kan være misundelig på nogen, der får det job, man gerne ville have – man var bare ikke den rigtige.

Det havde været rart at være tyndere og klogere, men det er ikke noget, man kan købe sig til eller vinde i Lotto. Hvis du ikke er det, er det fordi, du ikke gør noget ved det. Så jeg er egentlig mest misundelig over, at nogle mennesker har rygrad, og ellers rammer den grønne djævel ikke så tit. Men så slog tanken mig – tænk hvis det går den anden vej, og nogen er misundelige på mig!

Det er forståeligt, hvis folk er misundelige de dage, hvor jeg slipper let omkring aftensmaden, fordi jeg klipper hul på en færdig-suppe, hælder den i en gryde og råber: »Så er der serveret!!«

Det er forståeligt, hvis folk er misundelige over, at jeg har så korte ben, at jeg kan stå fast i al slags blæst.

Det er forståeligt, hvis folk er misundelige på min gamle Mercedes 190. Især de dage, den starter.

Det er forståeligt, hvis folk er misundelige over, at nogen kan bruge så mange penge på at købe planter og arrangere altankasserne så fantasifuldt. Især hvis man altid har ønsket sig en opsats, der ligner to kummefrysere fyldt med Birthe Rønn Hornbechs frisure i grønne nuancer.

Det er forståeligt, hvis folk er misundelige på min optimistiske sans, som gør, at jeg altid tror, at jeg i morgen arver fra en glemt tante i USA, og derfor bruger pengene i dag.

Det er forståeligt, hvis folk er misundelige på en person, der hele to gange har været så heldig at have en overbo, som kunne tisse så hårdt og taktfast i kummen, at det lød som starten på »Smoke on the water«.

Det er forståeligt, hvis folk er misundelige på mit fest-gen, for det er også virkelig yndefuldt med en kvinde, der efter en fest vågner op i en nøgen-mandsdragt. I deres seng.

Der er meget at være misundelig på. Stakler.

Hassan Preisler

Kasper fylder 40! Vi fejrer ham med bløde bøffer og tung vin på Retour. Omkring mig sidder velklædte ved-muffen-mænd i deres bedste alder. Speciallæger, top-designere, eksklusivfotografer. Ikke-rygere, weekend-vindrikkere, fritidsmaratonister.

Jeg kender kun Kasper, men taler med de fleste. Om børn, bolig og karriere. De har fire, de har gigavilla, de har validitet. Jeg har et til deling, mikroandel og usikre udsigter. Til gengæld er jeg en fri fugl! Jeg er den skæve eksistens. Kunstneren for bordenden.

Jeg fylder mit glas igen. Det er ottende gang! Men jeg er underholdningen, og vinen er min pris. Så jeg bunder Bordeaux’en og blæser endnu en joke ud over selskabet, slår om mig med satiriske sandheder, til de står op og klapper. Jeg er den dygtigste hofnar. »Skål og tillykke, Kasper!« Og nu skal du få valuta for pengene:

Jeg griber hans krave og sætter af på gulvet. Han ryger bagover, og vi lander på gulvet med et smæld. En designstol splintres. Vinen sprøjter hans hvide skjorte til. Mænd og tjenere iler til. Kasper får en ny stol.

Anden gang er mit afsæt langt bedre. Jeg læner mig bagover. Så slynger jeg mig fremad. Mine albuer mod hans bryst. Igen går han omkuld. Dyrt træ brydes. Vin og glas, mænd og tjenere. Frisk stol. »Sidste gang!« udbryder ejeren.

I det skjulte drømmer jeg om noget andet. Jeg drømmer om partner-status i firmaet og juniorkollegers respektfulde nik. Jeg drømmer om en kæmpe kasse med glat væv på væggene og stearinlys, der blidt blafrer mig i møde, når jeg parkerer Audi’en. Jeg drømmer om en serie af børn på privatskole, pensionsordning og privat sygeforsikring. Jeg drømmer om en kone, der smiler til mig, fordi jeg er en mand, en kone smiler til.

Foran mig står en drink af en art. Jeg smager på den. Den er for sød. Så jeg tømmer den ud over Kasper med et plask. Misundelsen løber ned over hans ansigt. »Så er det ud!« råber ejeren og eskorterer mig i nakkegreb gennem restauranten. Vi drikker videre på klubber og barer, indtil erindringerne går i opløsning.

Det er op ad dagen, da en mail tikker ind med et pling: »Hermed faktura for ødelagte stole. Betales inden 8 dage.« Jeg står op, finder tusindkronesedlerne i kunstnerbudgettet og overfører.

Undskyld, Kasper!