»Den fattige, den stammende, den omskårede, den ildelugtende var mit offer«

Hver uge skriver forfatter og skuespiller Hassan Preisler og journalist Maise Njor om et uperfekt emne. I denne uge om andre folks børn.

Foto: Søren Bidstrup. Hassan Preisler og Maise Njor.
Læs mere
Fold sammen

Hassan Preisler

Her kommer en tilståelse: Jeg var »andre folks børn«. Jeg var den dreng, der slog mødrene med en kæp.

Jeg lynspottede den skælvende pige og den tyndarmede dreng. Jeg fik Kim til at banke Henrik, og Henrik til at banke Tommy. Den fattige, den stammende, den omskårede, den ildelugtende, den der havde fregner eller rødt hår, bar briller eller bøjle, var mit offer.

Jeg fik praktikanten til at tude, vikaren til at gå og fysiklæreren til at slå. Jeg drev klasselærere, inspektører og skolepsykologer til at genoverveje deres job. Stinkbomber, knaldperler og en skarp tunge var i mit omfattende arsenal. Et lydigt entourage var min hær.

Jeg var moderigtig trendspotter, legetøjsmagnat og talte flere sprog. Jeg imponerede pigerne og skræmte drengene. Jeg fordrejede, formente og fordrev. Jeg lokkede og løj, fuskede, fuckede med og franarrede. Jeg manipulerede, truede, stjal, nedgjorde, vildledte og straffede.

Til forældresamtalerne blev der afsat dobbelt tid til mig, og jeg var et fast punkt på forældremøderne. Jeg var tidsrøver og ressourcetyv: En opmærksomhedshungrende dreng – stålsat i sin beslutning om, at det er bedre at være frygtet end overset.

For om natten var det sådan her, det var: Om natten var jeg ingenting. Nul og niks!

Kun en skælvende skygge af skolens hårdhudede tyran.

Nattens intenst eksploderende skrøbelighed stillede sig op mod det solide magtmonopol og skreg til mig, at jeg måtte holde slette miner til slet spil: »Vis dem intet! Lad dem ikke se dig. De vil besejre dig og udslette dig!«

Så jeg stod op, svøbte mig i ondskabens kappe og trak masken godt ned over empatien, før jeg udså mig dagens mål.

Og nu er jeg så her 40 år senere. Det er mandag morgen. Jeg slår slåen fra, drejer håndtaget og skubber lågen op. Hun løber mig i forvejen. Og dér står han: Drengen X.

Med den ene hånd i siden og en skovl i den anden. Hun fryser mellem to skridt. Jeg indhenter hende halvvejs nede ad bakken og tager hendes udstrakte hånd: »Kom, skat,« siger jeg. »Han gør os ikke noget.«

Jeg ser Drengen X ind i de hårde øjne, da vi passerer ham. Men jeg ser ham ikke ind i øjnene, for jeg kan se ind bagved. Langt ind i hans ensomhed. Og jeg ved, at han om 40 år vil vide, at han skylder undskyldninger til højre og venstre.

Maise Njor

»Du skal ikke slå mig med den kæp igen,« sagde jeg til den lille dreng med de store blå øjne på børnehavens legeplads. Hvorefter han slog mig med den kæp igen.

Der var ingen andre voksne at se. Så jeg tog den tynde, blege, fine hud på drengens underarm mellem min pege- og tommelfinger og drejede en anelse. Bare sådan fra cirka kl. 12 til kvart over. Efter det var der aldrig problemer.

Altså bortset fra med min samvittighed, fordi jeg havde øvet vold mod et lille menneske. Et meget irriterende, grænsesøgende lille menneske. Som jeg ugen før havde set spytte sin mor i ansigtet, hvorefter hun sødt sagde, at den slags gør man ikke. Så spyttede han igen.

Man kan ikke opdrage på andre folks børn, men jeg synes godt, at man må sætte grænser, hvis man er sammen med dem i længere tid.

Man kan jo ikke holde op med at være sig selv, bare fordi man har børn på besøg, og hvis de er virkelig irriterende, så skal de vide, at det ikke er alle mennesker, der synes de er fantastiske, ligegyldigt hvad de foretager sig.

»Jeg er jo ikke som sådan blevet opdraget,« sagde min mellemste datter en dag, mens hun sad og tjekkede prisen på at gå på Herlufsholm. Hun fandt hurtigt ud af, at det var en smule uden for budget, men trangen til at have stramme regler og faste spisetider lever stadig.

Og nej, jeg har vel ikke rigtig opdraget mine børn. I hvert fald ikke lagt en plan for det, eller læst bøger om det. De røg ligesom bare ind i hverdagen, og der har kun været to regler: 1. Hvis jeg siger nej, og du kommer med et sjovt og velformuleret modargument, så må du selvfølgelig godt. 2. Du skal være sød mod andre.

Det kan være svært at se andre påtale ens børns opførsel, men når man har opdraget sine poder så slattent, må man forvente en del korrektioner. Desuden er det sundt, at de lærer, at folk, relationer og situationer er forskellige, og nogle gange må man ændre sig lidt for at passe ind.

Alle børn skal have det godt, og det er ikke deres fejl, hvis de er svære at være sammen med. Med tre gange vuggestue, børnehave og skole kan jeg efterhånden sige med sikkerhed, at de børn oftest har nogle irriterende forældre. Man får lyst til at tage den tynde blege hud på deres underarm, og lige dreje en smule ...