Den dag jeg fyldte 60

For nylig har jeg haft en fornemmelse af, at jeg slet ikke er 29 år men i virkeligheden 60.

Det slog mig, da jeg tænkte over, hvad jeg har brugt min tid til i det seneste halve års tid. Jeg har ikke været i biografen, jeg har læst i den samme bog siden starten af sommeren, jeg har ikke spist på noget, der kan betragtes som en ordentlig restaurant siden april, og jeg var ikke engang på ferie i år.

Man taler så meget om oplevelsesøkonomi og den kreative klasse, men jeg oplever faktisk ikke rigtig noget. Jo, jeg var for nylig i Operaen for at se La Boheme, og det var jeg – og de andre på 60 – enormt begejstret for. Jeg får skimmet avisens kultursider, så jeg er i stand til lige at tale med om Lucien Freud på Louisiana eller den nye Thomas Vinterberg-film. Jeg har en masse venner og bekendte, som laver kortfilm, kunst, skriver bøger og spiller musik, men invitationerne til ferniseringer, premierer og koncerter hober sig op og jeg finder dem som regel først, når det er for sent, og de ryger ud sammen med tilbudsaviserne fra Føtex.

Når jeg møder torsdagsdemoerne for Ungdomshuset om eftermiddagen nede i Blågaardsgade og de spiller Natashas »Giv mig Danmark tilbage«, smiler jeg vemodigt. »Al den ungdom, al det liv!« tænker jeg og skruer op for Tina Dickow, som jeg i en nær fortid havde en dyb aversion over for. Så pænt og så århusiansk har det sgu ikke lov til at være. Men nu får hendes numre mig faktisk til at slappe af på sådan en efterårsagtig melankolsk måde. Og søndag eftermiddag blundede jeg over »Breakfast at Tiffanys« fra 1961 med Audrey Hepburn, da de viste den i fjernsynet, og det er den bedste filmoplevelse, jeg har haft i år.

Det kan måske lyde uskyldigt, men det slog mig alligevel, at jeg er blevet mindst 60, da jeg tidligere i dag diskuterede »Vild med dans« med praktikant-Lise og kollega Jens Rebensdorff. Det koncept havde de intet tilovers for, og hvorfor der overhovedet var nogen, der gad at se på sådan noget, fattede de ikke. I min egen selvforståelse er jeg også sådan en, der ville afvise »Vild med dans« som underlødig og populistisk underholdning. Men pludselig hørte jeg mig selv holde en lang forsvarstale for Vicky Berlin og Robert Hansen, og når jeg ser tilbage på dette efterårs fredage, kan jeg faktisk ikke huske, at jeg ikke har siddet og fulgt med i »Vild med dans«. Med stor fornøjelse. »Dans er jo selve livet, og der er da ikke nogen, der ikke kan lide at danse?!« hørte jeg mig selv sige, og de stirrede vantro.

Nu er jeg så lige blevet far, og det har jo nok noget med det at gøre. Men det er kun en måned siden, og før det skete der heller ikke noget sindsoprivende. I en ikke så fjern fortid var jeg ikke til at drive hjem om natten, og åbnede en dør et sted i byen, var jeg der. Jeg gik til receptioner, filmfestivaler og udstillinger, drak drinks og snakkede fanden et øre af. Men det er som om, at der ikke bare skal lidt mere, men rigtig meget mere, til for at sætte mit pis i kog. For eksempel Breakfast at Tiffanys, La Boheme, Tina Dickow og Vild med dans.

Efterhånden har jeg mere værdifællesskab med Helge Adam Møller end med alle dem på min egen alder, der er på MySpace, Facebook og hvad det ellers hedder. Og jeg har det faktisk fint med det. Jeg kan tids nok fylde 30. I går kom min kæreste hjem med en adventskrans. Vi grinede lidt af, hvor grim den egentlig var. Så blev vi stille og sad og så på, hvordan den brændte i eftermiddagsmørket. Så gik jeg ud i køkkenet og satte vand over til en kop te.