Deleøkonomi version 3.0

Den første jubel har lagt sig, men deleøkonomi er stadig fremtiden, mener Claus Skytte, der netop har deltaget i den årlige franske festival OuiShare.

Illustration Rasmus Meisler Fold sammen
Læs mere

Han har 30 siders tætskrevne noter i sin taske. Claus Skytte, der solgte sin del i reklamebureauet We Love People for at blive deleøkonom på fuld tid, blandt andet som medindehaver af kjolebyttecentralen Resecond, som flittig dagbladsdebattør og som forfatter til sidste års »Skal vi dele?«, den første bog om deleøkonomi på dansk.

30 siders tætskrevne noter og netop kommet hjem fra den tredje OuiShare-festival i Frankrig – OuiShare er en global tænketank, der blev grundlagt i Paris i 2012, og hvis mission er at »føre mennesker, organisationer og ideer sammen og skabe et samarbejdende samfund baseret på retfærdighed, åbenhed og tillid.

»Første år var festivalen lille og græsrodsagtig. Sidste år voksede den eksplosivt, og vi gik alle derfra helt euforiske over deleøkonomi og den her nye måde at bygge fællesskaber op, som ikke er afhængig af penge og banker. Folk havde følelsen af at have fundet et alternativ til den gammeldags kapitalistiske måde at gøre tingene på,« fortæller Claus Skytte.

Og tilføjer så:

»Sådan var det ikke ligefrem i år…«

Ikke uden det etablerede samfund

For at tro, at deleøkonomien kommer til at foregå uden om det etablerede samfund, er utopisk. Det fastslog en af festivalens første talere, Jeremy Owyang, der har været med til at åbne erhvervslivets øjne for, at der er penge i deleøkonomi.

»Jeg vil bare fortælle jer, at de største spillere inden for deleøkonomi allerede er blevet købt af »The 1 percent«, startede han sit indlæg med.« Det lagde simpelthen en fysisk dæmper på det hele,« fortæller Claus Skytte.

Owyang refererede bl.a. til de amerikanske firmaer Uber og Airbnb, der er blevet milliardforetagender inden for henholdsvis taxakørsel og overnatninger.

»De, der så deleøkonomi som et alternativ til klassisk kapitalisme, fik en mild depression. Men jeg er overbevist om, at når den er blevet fordøjet, vil man fortsætte med de gode ideer. Nogle tager flødeskummet, men der er meget andet at dele. Samtidig med, at de store spillere er blevet opkøbt, er der jo opstået tusindvis af andre deleøkonomiske virksomheder. De får bare ikke så meget opmærksomhed,« forklarer Claus Skytte.

»I Barcelona kan man nu dele aftensmad med hinanden via en digital platform. Det betyder, at der er opstået en ny form for private restauranter, hvor folk mødes på en anden måde og deler deres mad med hinanden. I Danmark havde vi noget lignende med Dinnersurfer, som blev lukket, fordi det var ulovligt. Hvis du vil dele din mad i Danmark, kræver det industrikøkken, smiley-ordninger og så videre,« siger Claus Skytte og tager hul på det næste store inden for deleøkonomi, nemlig valuta:

»Alene det seneste år er der kommet 1.000 nye banker i England. Låner og udlåner bliver bedømt af brugerne, så man kan se, hvem der er gode til at betale lån tilbage, og hvilke udlånere, der tager ågerrenter. I Bristol har man indført »bristolpundet« – en lokal møntenhed, som selv borgmesteren får sin løn udbetalt i. Det kan heller ikke lade sig gøre i Danmark. Men på Fejø er man begyndt så småt med »blå bananer« og »røde rejer«, en mild form for lokal valuta, der gør, at man fastholder sin økonomi forankret i lokalsamfundet. Og Danmark er nødt til at tilpasse sig før eller siden...«

Uber & GoMore

Taxaselskab eller samkørsel? Historien om amerikanske Uber og danske GoMore handler om deleøkonomi og kulturelle forskelle.

Jeg skal ud at køre. Du har bil og tid. Hvorfor kører du ikke mig, så betaler jeg dig?

Fælles udnyttelse af den store globale bilpark er smuk og bæredygtig deleøkonomi, så det basker – men det er ikke problemfrit at tage kampen op med de professionelle hyrevognsfirmaer i den store verden. Det erfarede de to amerikanere i San Francisco, der i 2009 stiftede taxatjenesten Uber, hvor man via en app på sin smartphone får kontakt til private mennesker, der agerer taxachauffører.

Men da Uber i 2012 bevægede sig udenfor USA, begyndte problemerne. Selv om Uber i dag opererer i 200 byer fordelt på 55 lande, er taxatjenesten forbudt i bl.a. Berlin og Bruxelles, firmaet har verserende sager i flere lande og er blevet beskyldt for eksempelvis manglende sikkerhed og tvivlsomme chauffører rangerende fra inkompetente til voldtægtsforbrydere. I Danmark blev Ubers app lanceret i november 2014, men Trafikstyrelsen meldte prompte den amerikanske taxaportal for brud på taxaloven, hvilket firmaet pt. er sigtet for.

Deres indtog på det danske marked har med andre ord været lidt træg.

Bedre er det gået for danske GoMore skabt i 2005 af unge iværksættere. Her kalder man det ikke for taxaordning, men for samkørsel. GoMore formidler kontakt mellem chauffør og passagerer, og for det tager de ni procent af chaufførens indtægter.

Blandt GoMores knap 275.000 medlemmer var der på en almindelig tirsdag i maj 2.133 lift. Der var altså indgået godt 2.000 aftaler om at køre med hinanden. Kollegakørsel og Leasing er også blandt GoMores produkter, ligesom firmaet yder konkurrence til Avis, Hertz, Sixt og de andre store traditionelle biludlejningsfirmaer. Man kan f.eks. leje Kristian G.’s lille Suzuki alto 1.0 for 32 kroner i timen.

»GoMore passer bedre til strukturen her i Danmark end Uber, som ikke rigtig har fået fodfæste. I Uber glimrer sådan noget som mindsteløn og sikkerhed ved deres totale fravær, og det bryder et land som Danmark sig ikke om, hvor samfundet er bygget op, så alle bliver tilgodeset og får en del af kagen. Til gengæld er det en naturlig del af det amerikanske samfund,« mener Claus Skytte.

»Samtidig må vi erkende, at vi i Danmark hænger fast i nogle gamle regler og love fra før, internettet kom og gjorde os opmærksom på vores uudnyttede ressourcer. Rundt om i verden låner, lejer og bytter folk med hinanden i stor stil, men i Danmark kan mange af disse ting ikke kan lade sig gøre – måske fordi staten tænker, at vi har deleøkonomi i forvejen, når vi betaler 50 procent i skat. Men mange ting ville blive nemmere, hvis borgerne i de enkelte små byer påtog sig nogle af de opgaver, staten sidder på. Eventuelt mod en skattelettelse.«

Airbnb og hotellernes ny rolle

Etablerede virksomheder såsom hotelbranchen er nødt til at tilpasse sig den nye deleøkonomiske virkelighed.

Airbnb stammer fra San Francisco ligesom taxaportalen Uber. For at få råd til huslejen omdannede to studerende gulvet i deres stue til et minihotel. De lejede tre luftmadrasser ud og serverede hjemmelavet morgenmad for deres gæster.

Det var i 2008. I dag syv år senere har hotelportalen Airbnb stået for godt 25 millioner overnatninger i 34.000 byer fordelt over hele kloden.

Tal om en bombe under den traditionelle hoteldrift.

»Med Airbnb er hotelbranchen nødt til at se på, hvordan de kan udvide deres metier,« siger Claus Skytte.

»Traditionelt set har de et hus, som de driver deres hotel i. Ude omkring dem er der så begyndt at skyde lejligheder og værelser til leje op via Airbnb. Men på et tidspunkt bliver de private udlejere trætte af at rydde op og fortælle, hvor de gode restauranter findes. Så hvorfor overtager hotellerne ikke konciergefunktionen for de omkringliggende lejemål på Airbnb? Hvorfor varetager de bare deres eget hus og ikke hele lokalområdet?« spørger Claus Skytte.

Han beskriver det som helt naturligt, at man først ignorerer de nye ideer, dernæst bekæmper dem, for til sidst at inddrage dem konstruktivt i sin egen verden.

»Det er de nødt til. Hvis ikke de etablerede virksomheder tager deleøkonomien til sig og ser, hvad de kan bruge den til, så går det ligesom det gik med Kodak, som på ingen tid blev helt overflødig, da Instagram kom. Eller som Blockbuster, der døde med Netflix.«