De skjulte sandheden for hende af frygt for, hvad der kunne ske

Lea Ypi så statuerne af Stalin og Hoxha blive væltet i Albanien efter kommunismens fald. I sin nye selvbiografi fortæller hun om sig selv som en lille pige, der ikke måtte få sandheden at vide.

Den albanske forfatter Lea Ypi er aktuel med bogen »Frihed«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er vel intet land i Europa, der er lige så ukendt som Albanien. Den mest markante danske tilknytning til Albanien under Den Kolde Krig var, da rockgruppen The Savage Rose rejste på pilgrimsrejse til landet for at hylde det kommunistiske terrorregime.

Forfatteren Lea Ypi fortæller: »De eneste fremmede, vi mødte, var folk fra Skandinavien, der støttede regimet.«

The Savage Rose var tilhænger af det kommunitiske regime i Albanien og rejste på besøg for at hylde kommunistpartiet i landet. Med i gruppen var bl.a. Anisette og Thomas Koppel. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bjarne Lüthcke.

Hun er aktuel med den selvbiografiske bog »Fri. At blive voksen ved historiens afslutning«. Hun var en ung pige, mens kommunismen herskede i et Abanien, hvor partilederen Enver Hoxha bestemte, hvad folk skulle mene og gøre.

Hun var ikke ud af en typisk familie, for hendes oldefar, Xhaferr Ypi, havde været premierminister i 1920erne, da Albanien var et demokrati, og hendes bedsteforældre og forældre var intellektuelle. Da kommunisterne tog magten, blev familien en fjende af kommunismen, og hendes oldefar blev udlagt som forræder. Men Lea Ypi fik først sandheden om sin familie og kommunismen at vide, da en revolution i 1990 fjernede kommunistpartiet fra magten.

Den autentiske fortæller

I dag er Lea Ypi (født 1979) professor i politisk teori ved London School of Economics og en velkendt debattør i internationale kredse. Men i hendes erindringsbog er der ikke analyser af politik. Hun fortæller med sin egen stemme om at vokse op i Albanien og om langsomt at blive klar over, at hun levede i ufrihed.

Din fortæller i bogen, er hun dit autentiske dig, eller er hun en delvist opfundet person?

»Jeg prøver at fortælle min historie så autentisk, som det er muligt. Jeg skrev dagbøger dengang, og jeg konsulterede dem for at få mine oprindelige følelser frem. Oprindelig ønskede jeg at skrive en bog om frihed og den socialistiske tradition, men jeg fandt, at min personlige familiehistorie på fremragende måde fortalte historien, fordi jeg kunne give de forskellige politiske holdninger kød og blod, fordi min familie bar på forskellige holdninger og traditioner.«

Så dine familiemedlemmer repræsenterer forskellige holdninger til frihed?

»Ja, min mor var en slags klassisk venstreorienteret, som var meget kritisk over for det kommunistiske regime. Min fars opfattelse af frihed var, at borgere skulle have frihed til at gøre visse ting i en mere klassisk, socialdemokratisk aftapning. Og min bedstemor havde en mere moralsk indstilling til frihed.«

Så bogen er ikke kun en selvbiografi?

»Nej, den har flere stemmer, og jeg er inspireret af Dostojevskijs fortællemåde, hvor flere stemmer høres og skaber et pluralistisk rum. Det gør det muligt for læseren at identificere sig med flere personer og skaber derved flere muligheder for fortolkning.«

Det er jo forståeligt, at dine forældre valgte aldrig at fortælle om regimets egentlige karakter, selvom de var dissidenter?

»Min familie havde været højt på strå, før kommunisterne tog magten. Min familie blev udsat for fængselsstraffe og deportation, min oldefar blev skudt, og min bedstefar sad i fængsel i 15 år. Min bedstemor tilbragte det meste af sit liv i deportation. Mine forældre fik forbud mod at studere det, de ville. Så de vidste, hvad de kunne risikere, hvis deres datter talte over sig.«

Demonstration i Albaniens hovedstad Tirana i 1991 til støtte for demokratiske tilstande og frihed. På banneret står »Aldrig mere kommunisme.«  Fold sammen
Læs mere
Foto: D. DEYMOV.

Beretninger fra kommunismen

Når man læser beretninger fra kommunistiske lande som Nordkorea, Kina eller Sovjetunionen, er det altid desillusionerede og tragiske beretninger om elendighed og undertrykkelse. Sådan er det ikke helt med Lea Ypis bog, for her er også en mere forsonlig tone om fællesskab og menneskeligt nærvær.

Er det sådan, Lea Ypi, at der var visse ting ved kommunisttiden, som du ligefrem savner?

»Jeg er ikke nostalgisk, og jeg har ingen bløde punkter over for kommunismen. Men hvad jeg prøver at beskrive, er de nære menneskelige relationer, der fik folk til at klare hverdagen i et kommunistisk system. Jeg beskriver fængslinger og deportation, men jeg beskriver også, hvordan undertrykkelsen skabte nære forhold og støtte, så mennesker kunne overleve.«

Men kan det på nogen måde undskylde kommunisme eller socialisme?

»Jeg har ikke skrevet bogen for at undskylde noget. Jeg vil blot fortælle Albaniens historie, både den kommunistiske og den efterfølgende tid.«

Ja, for efter kommunismen gik det jo ikke godt. Man troede, at friheden nu var kommet, men pyramidespil og korruption bragte ulykker med sig, og friheden syntes at være en illusion?

»Det blev et økonomisk og et demokratisk kollaps. Efter undertrykkelsen troede folk på en ny frihed, og for mig var det specielt slemt. Jeg havde som ung pige ikke følt undertrykkelsen eller censuren, for det føler børn jo ikke. Så derfor var oplevelsen af det nye systems kollaps måske mere sønderknusende end for mine forældre, der var parate til at lide for det nye system. Jeg var ikke taknemmelig, som mine forældre, for den nye frihed.«

Den indre værdighed

Din bog hedder »Frihed«. Så dit dilemma var, at du ikke havde frihed under kommunismen, selvom du ikke vidste, hvad frihed var, og da den indfandt sig, oplevede du den ikke som frihed?

»Jeg tror, at jeg konkluderede, at man skal være mistænksom over for begge systemer og overveje alternativer. Min bedstemor sagde, at det at være fri er at fastholde friheden til at indtage moralske standpunkter, selv når omgivelserne er repressive. Det fandt jeg bevægende og stærkt, for hun havde selv haft et liv, der gik fra store privilegier til deportation og ydmygelser. Hun sagde til mig, at hun altid havde været fri, fordi hun havde bevaret sin ret til at træffe moralske valg. Når du ikke mister værdigheden, er du moralsk fri og har bevaret den indre værdighed. Det er den position, jeg vil kæmpe for at bruge i min politiske kamp.«

Men det er dog en idealistisk og måske endda en naiv forestilling, for næsten alle, med ganske få undtagelser, opgav deres værdighed i mødet med nazismens, Stalins og Maos brutalitet …

»Det tror jeg ikke. Jeg talte forleden med den kinesiske kunstner Wei Wei om netop denne problemstilling. Han fortalte om den jødiske violinist, der spillede i Auschwitz og bevarede værdigheden, selv i dødslejren.«

Den albanske forfatter Lea Ypi erklærer sig som »utopisk socialist«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Men han blev myrdet, og der var ingen værdighed eller moralsk position i mødet med umenneskeligheden. Du giver en naiv fremstilling …

»Du kan vælge at se mørkt på menneskeheden og afskrive moral og værdighed i mødet med brutalitet og umenneskelighed. Men man kan også vælge at erkende, at der er noget inde i mennesket, der har et moralsk instinkt og en fornemmelse for frihed. Og dette instinkt får dem til at bevare værdigheden og vælge at forsøge at påvirke tingene til det bedre. Det er en fundamental filosofisk problemstilling, som man ikke kan løse.«

Det dilemma kan man løse ved at vælge en moralsk indstilling, men hvad jeg ikke forstår er, at du tager en politisk position og i blandt andet i et interview i den britiske venstrefløjsavis The Guardian taler om dig selv som en socialist, der vil forandre verden. Hvordan kan du med din og din families erfaringer fra et kommunistisk land tro på det? Jeg troede, at den slags illusioner var døde?

»Ja, jeg vil ikke løbe fra, at jeg har kaldt mig selv for en slags utopisk socialist. Men hvorfor tror du, at den slags er dødt?«

Fordi vi ved fra alle historiske erfaringer, lige fra Den Franske Revolution og frem, at alle forsøg på at skabe et kommunistisk samfund ender med elendighed og undertrykkelse. Hver eneste seriøs historiker, der har studeret Kina eller Sovjetunionen, har konkluderet, at undertrykkelse er uundgåelig. Fordi vejen til Helvede er brolagt med gode intentioner om at skabe et utopia på jord.

»Så du mener, at kun socialisme er utopisk? Bygger de liberale samfund ikke også på en utopi?«

Hun vil ikke forkaste Platon, blot fordi han er hvid

Konservatisme og til dels liberalisme er netop skabt som et modtræk mod utopisme og skabt på historiske erfaringer og pragmatisme, netop for at undgå undertrykkelse og deportation af politiske modstandere.

»Det liberale samfundssystem har også været brutalt og undertrykkende for mange mennesker. Så de vestlige liberale samfund har ikke en bedre historie at byde på.«

Men disse samfund bragte også i sidste ende frihed og lighed i større grad end nogen andre systemer. Jeg forstår, at du vil bevare troen på menneskets moralske instinkt og moralske værdighed, men hvorfor bruge det til at proklamere utopisk socialisme som vejen frem?

»Kapitalisme har skadet en masse mennesker, ligesom kommunisme skadede min familie, så jeg er blot kritisk over for begge systemer.«

Jeg er bare forbløffet over, at en kvinde med din baggrund kan tro på utopisk socialisme og tro på en ideologi, der har vist sig at være en katastrofe, og selv nu i de vestlige samfund fører til  intolerance over for anderledes tænkende?

»Jeg er meget kritisk over for den verden, vi lever i nu, som skaber ulighed og elendighed for mange mennesker. Jeg mener ikke, at vi lever i det rigtige system, og jeg arbejder for, at folk skal engagere sig moralsk og kritisk over for det samfundssystem, der nu hersker. Jeg bryder mig ikke om kapitalisme, og jeg synes ikke, det system kan forsvares moralsk.«

Hvad er alternativet?

»Det er at have en kritisk indstilling og opnå en større grad af frihed og demokrati for så mange mennesker som muligt. Du kan kalde det socialisme, men jeg foretrækker at kalde det for en traditionel, demokratisk lighedsideologi, som strækker sig langt tilbage i europæiske historie. Den tradition har en del tilfælles med socialisme.«

Hvad vi oplever netop nu med en ny woke-generation, der sikkert vil underskrive meget af det, du står for, er en ny intolerance over for anderledes tænkende, hvor professorer fyres, hvis de ikke skriver under på visse politiske troserklæringer. Er du woke?

»Jeg ved ikke engang, hvad woke betyder, og jeg hader ordet.«

Det betyder vel, at en ny generation altid vil gøre op med fortidens uretfærdigheder, som ikke er svære at finde, og fantasere om et nyt utopia, hvor frihed, lighed og broderskab skal herske. Er det ikke lige præcis det, du prædiker om?

»Det er for upræcist, for woke kan være så meget, og jeg forsvarer meget af det, vi har fra vestlig, liberal tradition. Så ganske vist kan jeg skrive under på en del af den yngre generations kritik af de vestlige samfund, men jeg føler mig ikke som en del af nogen bestemt bevægelse. Jeg vil have en fri og åben debat og pluralisme. Jeg vil ikke stoppe med at læse Platon, fordi han var en hvid mand.«

Hvad er problemet så?

»Det er, at ulighed og frihed i vor system defineres af, hvem der har flest penge og mest magt, så folk har ikke lige muligheder for ytringsfrihed og reel frihed. Den politiske frihed er kapret af de rige. De liberale rettigheder, jeg kæmper for, er ikke garanteret i vores system.«