Engang var de kulturradikale de unge oprørere, der ville revolutionere kulturverdenen. Ud med pynt og overflade. Ind med ånd og rene linier.

I dag sidder de kulturradikale centralt placeret på topposter i dansk kulturliv – med bagdelen plantet i arkitekttegnede møbler, der for længst er blevet klassikere.

Men er den kulturradikale bevægelse blevet ren overflade – statussymboler og magt? Og er det derfor, at begreber som humanisme og godhed og akademiske dyder ikke længere kun betragtes som noget positivt?

»Pladderhumanisme« vrænger folkedybet, og vender ryggen til. Hvordan er det kommet dertil?

Det har Mungo Parks nye direktør Lasse Bo Handberg sat sig for at undersøge i forestillingen »Fritz Hansen Folket«, der byder på en fri fortolkning af den kulturradikale danmarkshistorie, fra Brandes-brødrene over Poul Henningsen, Kjeld Abell, Klaus Rifbjerg og alle Politikens chefredaktører. Blandt mange andre.

»Jeg er vokset op med, at humanisme var noget ubetinget positivt, og noget vi nærmest tog for givet. Men der er sket noget på meget kort tid, der gør, at humanismen, med den rette betoning, kan siges som et skældsord. Den ravkædebærende, bourgognedrikkende, Politiken-læsende, Marimekkodugsindehavende kulturradikale er på mange måder blevet det nemme mobbeoffer. Og hver eneste gang, de sidste fire humanister, der render rundt i Blovstrød, prøver at forsvare sig, bliver de hurtigt lukket ned med, at det er akademisk og naivt og langhåret, og så står der nogen ved siden af med følelsesargumenter eller en selvpåberåbt realisme. Og det er jo altid et både unfair, men også virkningsfuldt argument: Du er naiv og jeg er realist,« siger Lasse Bo Handberg, der lover, at »Fritz Hansen Folket« hverken bliver et blindt forsvar for den kulturradikale bevægelse eller en satire over folk med briller, der ryger pibe og hører jazz. Det ville være for nemt. Og for kedeligt.

»Mit ærinde er grundlæggende at sige: »Hvordan og hvorfor blev det her et skældsord?«

Måske ligger en del af svaret i, at den generation der stod for et oprør, nu er blevet de etablerede og satte. De kulturradikale er parnasset. Eliten.

»Det paradoksale er jo, at den kulturradikale bevægelse i udgangspunktet var en kamp imod autoriteter og en kamp mod den pyntede overflade. I dag er bevægelsen selv blevet en magthavende autoritet, og de møbler, der netop skulle være funktionelle frem for pyntede, er i dag blevet en markør, man kan sætte i sit hjem for netop det pyntedes skyld. Der er sket en bevægelse, hvor man ikke alene har tømt noget af indholdet, men måske nærmest gjort sig skyldig i det, man oprindeligt kæmpede imod, » siger han.

»Det interessante ved denne her bevægelse er i mine øjne, at den jo altid har haft mennesker som sin kærlighed. Det enkelte menneske, uanset hvem og hvor. Og derfor har der været en stærk trang til at oplyse og sikre dialog og demokrati og sådan nogle ting. Men der er tydeligvis nogen, som i ret mange år har følt sig mobbet af denne her bevægelse, og nu er der så sådan en skolegårdsdynamik, hvor de mobbede selv mobber tilbage. Uden fløjlshandsker. Det er voldsomt og det er grimt og grumt. Sådan som mobning er.«

Lasse Bo Hansen er godt klar over, at han risikerer at få ballade med sit eget publikum der, i hvert fald ifølge de etablerede fordomme, i høj grad består af netop de kulturradikale.

»Der er en karakter i stykket, der på et tidspunkt henvender sig til publikum efter at have givet en rimeligt hård bandbulle imod de kulturradikale, og spørger om de kan genkende det? Og siger, at det tror han faktisk, de kan. Vi ved jo godt, at vores publikum er meget mere diversitivt, men vi kan tale ind i klicheen om, hvem det nordsjællandske teaterpublikum er.«

Og hvis folk bliver sure – så bliver de sure. Det er ikke første gang, Lasse Bo Handberg parkerer teaterbussen på øretævernes holdeplads. Sidste år lavede han forestillingen »De stuerene«, der fortæller Dansk Folkepartis historie, hvilket fik mange op af (Wegner)stolene – for kunne man nu også det?

»Der var åbenbart en vedtaget norm om, at dem der, dem tier vi ihjel, og vi sætter dem i hvert fald ikke op på en teaterscene med den potentielle hyldest og anerkendelse, der ligger i det. Der er stadig folk, der er sure på mig over det. Og det kan da også godt være, at der er nogen der med denne her forestilling vil tillægge mig nogle motiver i retning af enten af være nationalkonservativ i teaterforklædning, eller bare være populist: Se hvad jeg tør. Men jeg oplever bestemt ikke, at det er det, der er mit motiv.«

Det er snarere at bruge teaterrummet til det, det er så godt til: at skabe dialog.

»Der sker noget ved perspektivet, når du sætter den her slags debatter eller bevægelser op på en kunstnerisk scene. Hvis du bad mig om at skrive en kronik, ville jeg føle mig kaldet til at forholde mig stringent til sandheden. Men her har jeg fra starten sagt, at det er et kunstnerisk projekt, hvor jeg forskønner og forgrummer. Det, synes jeg, giver publikum en mulighed for at få nogle mere interessante skænderier efter forestillingen, fordi man har åbnet for nogle overvejelser, der ikke ville blive åbnet i en debat i Deadline, hvor dem, der debatterer, som regel er meget fastlåste i forudindtagede positioner, hvor ingen er indstillet på at lytte eller rykke noget. Der er ingen dialog. Men i teatret oplever jeg, at publikum har muligheden for at gå fra oplevelsen med nogle af de her fastlåste positioner rystet en smule. Og forhåbentlig med anledning til en eller anden refleksion og en vilje til at flytte sig,«

Af samme grund vil Lasse Bo Handberg ikke hamre holdninger ned i hovedet på sit publikum.

»Jeg har ikke nogen dogmatisk holdning til, at et kunstværk ikke gerne må være et våben i mere traditionel forstand med sylespidse pointer. Som slår noget fast. Jeg har bare en fornemmelse af, at når man laver kunstværker, som mener noget bestemt politisk meget kraftigt, så er det kun de allerede overbeviste, man viser det for. Af samme grund holder jeg meget af at lægge et røgslør ud over min egen ideologiske overbevisning. Fordi jeg netop synes, at det giver bedre mulighed for at skabe dialog.«

lks@berlingske.dk