De kristnes påske og jødernes pesach har en fælles historie. Det er en historie om befrielse, men også om Guds ondskab

Gennem historien blev pesach den centrale jødiske mindefest, hvor man ikke blot mindedes fangeskabet i Egypten, men også senere trængsler og ufrihed. Under nazismen, fascismen og kommunismen fortalte man om ufriheden i Egypten med direkte henvisninger til forfølgelsen, og i nazismens ghettoer samledes man for at mindes fortidens rædsler.

Leonardos da Vincis »Den sidste nadver« viser Jesus med sine disciple til pesachmåltidet. Maleriet findes i klosteret Santa Maria delle Grazie i Milano.   Fold sammen
Læs mere
Foto: Miguel Medina/Ritzau Scanpix

Den jødiske pesach falder tidsmæssigt næsten sammen med den kristne påske. Umiddelbart ser det ud, som om pesach og påske har forskelligt indhold, men i virkeligheden er de tæt forbundne. Påsken udspringer af, at Jesus holdt sit sidste pesachmåltid med sine disciple, og det er dette måltid, den sidste nadver, som mindes skærtorsdag.

Pesach er den store jødiske familieceremoni, hvor man læser op af 2. Mosebog, hvor fortællingen om jødernes trælletilværelse i Egypten fortælles og om Moses, der fører jøderne ud af Egypen og på en vandretur, der tog 40 år i ørkenen. Mange unge mennesker har sikkert set Christian Bale i rollen som Moses i hollywoodfilmen »Exodus: Gods and Kings« fra 2014, der genfortæller historien om jødernes udrejse fra Egypten. I jødiske romaner og film har pesach en central rolle som i  Woody Allens bedste film, »Store og små synder« fra 1989, eller Philips Roths »Troens Forsvarer« fra hans »Jødernes omvendelse og andre noveller« fra 1972.

Til pesach spiser man usyret brød, der ikke er hævet og kaldes matzeh. Pesach varer i otte dage og er den største jødiske familiefest i løbet af året. Fotografiet viser et bageri i Israel, hvor matzeh fremstilles.  Fold sammen
Læs mere
Foto: MENAHEM KAHANA.

Pesachmåltidet blev med Jesus forvandlet til en kristen ceremoni, for Jesus siger til sine disciple, at de skal spise og drikke vin og brød, som om de drikker og spiser hans blod og kød. Det blev grundlaget for det sakramente, som blev et dogme i kristendommen, hvor man går til nadver i kirken.

Egyptens ti plager

Læsningen under pesachmåltidet omfatter de afsnit, hvor Moses bad Gud hjælpe ham, så Farao slap jøderne fri, så de kunne undslippe slaveriet i Egypten. Gud sagde til Moses, at han vidste, at Farao skulle tvinges til at give jøderne fri, og han ville slå Egypten med undergerninger (Gengivet efter Bent Melchiors oversættelse af Mosesbøgerne fra 1978). Moses forsøgte først at overtale Farao til at frigive jøderne, men Farao nægtede dels at kende jødernes gud og fastholdt dem i slaveri. Derefter befalede Gud, at egypterne skulle hjemsøges af plager, indtil Farao blev overbevist om Guds vilje og lod jøderne undslippe.

Første plage var at forvandle vand til blod og næste plage var frøer, der vrimlede frem. Farao syntes først bestemt for at anerkende Guds eksistens og lade jøderne slippe, men ombestemte sig, da frøerne var døde. De næste plager var utøj i form af insekter og skadedyr, men også disse gange nægtede Farao i sidste ende at lade jøderne slippe fri. Dernæst slap Gud vilde dyr løs på egypterne, men med samme resultat.

Den næste plage var en pest, der ramte egypternes dyr, men ikke jødernes. Men Farao gjorde sig hård og ville stadig ikke lade jøderne slippe. Nu lod Gud bylder ramme egypterne, men med samme afvisning fra Farao. Moses og hans bror Aron forsøgte hver gang at overbevise Farao om at lade jøderne slippe, men mødte stadig afvisning.

Så gik Gud et skridt videre og lod Moses true Farao med tunge hagl, der både ville ramme afgrøder, mennesker og dyr og slå dem ihjel, hvis de var ude. Men heller ikke denne gang lod Farao sig overbevise, og han gjorde sig hård, som der står i Mosebogen.

Næste trin i rækken af plager var græshopper, som den dag i dag også plager Egypten og såmænd også store dele af resten af Mellemøsten. Moses sagde til Farao: »De skal dække, hvad der er synligt af landet, så at man ikke mere vil kunne se jorden, og de vil æde, hvad der iøvrigt er blevet tilbage, som I har tilovers fra haglen...« Farao vendte sig til sin tjener og sagde: »Hvor længe skal denne mand genere os?« Han gav ordre til jødernes frigivelse, men fortrød igen. Nu ramte mørket Egypten, men det overbeviste heller ikke Farao.

Den næste plage, som Gud valgte, var, at alle førstefødte drenge i Egypten skulle dø. Plagen havde forbindelse til Faraos egen beslutning tidligere i historien, hvor han havde beordret, at alle jødiske drengebørn skulle dræbes ved fødslen, og kun pigerne skulle leve. Gud beordrede, at jøderne skulle smøre blod fra et lam på husenes døre, så døden ikke ramte deres egne førstefødte. Det er baggrunden for, at udvandringen mindes som pesach, der hebraiske ord for at gå forbi og i USA som passover. Og det er også her, lammet kommer ind i den kristne påske som lammet, der spises skærtorsdag, og et stykke stegt lam er også en del af den jødiske pesach.

Pesach hedder på amerikansk passover (springe over). Det indgår i amerikansk kultur, hvad man kan se af fotografiet, hvor præsident Obama i 2009 deltager i et pesachmåltid med familie, venner og stab. Til pesach læses der op af den såkaldte Hagadah, der genfortæller fortællingen fra 2. Mosebog om udvandringen fra Egypten.   Fold sammen
Læs mere
Foto: Pete SOUZA.

I Mosebøgerne står der: »Da det blev midnat, slog Herren alle førstefødte i Ægyptens land ihjel, fra den førstefødte hos Farao, som sad på sin trone, til den førstefødte af fangen, der sad i fængslet...«

Denne sidste plage var så hård, at Farao nu gav jøderne lov til at forlade Egypten, selv om han fortrød og sendte sin hær efter dem, der dog druknede, da Moses beordrede vandene til først at skilles og derefter at lukke sig om forfølgerne.

Guds beslutninger er til debat

Man har i jødedommen debatteret, hvordan en Gud kan beordre uskyldige førstefødte at blive slået ihjel. For religionssociologer er svaret, at jødedommen, ligesom andre samtidige religioner, var født ud af datidens hårde stammeopgør, hvor menneskerettigheder endnu ikke havde høj prioritet – for at sige det mildt. Det må dog med, at man i Mosebøgerne ikke glæder sig over denne sidste brutale plage, som er sidste nødløsning, efter Farao har vist sig ubøjelig.

Jødiske teologer og filosoffer har diskuteret, hvordan man skal forstå Guds rolle i dette spil, for Gud styrer jo som almægtig også Faraos beslutninger. Den jødiske teolog Avivah Zornberg har i en bog givet et bud på fortolkning, nemlig at den jødiske Gud ikke nødvendigvis er god og barmhjertelig og ikke nødvendigvis har ret, men at hans beslutninger er til debat.

Det er ikke kun egyptere, som Guds beslutninger rammer, men også jøderne. Senere i fortællingen, da jøderne drager gennem ørkenen, tilbeder de Guldkalven, mens Moses er oppe på bjerget for at hente de ti bud. Her beslutter Gud sig at at dræbe jøderne, men Moses overtaler Gud til ikke at gøre det med ordene: »Hvorfor skal egypterne sige således: »Med ondskab har Han ført dem ud for at dræbe dem i bjergene fra jordens overflade? Vend om fra din flammende vrede, og fortryd det onde, du ville have gjort mod dit folk.«

»Med ondskab har Han ført dem ud for at dræbe dem i bjergene fra jordens overflade?«


Retssager mod Gud

Det vil sige, ifølge Avivah Zornberg, at der i den jødiske religion er indlagt en mulighed for, at Gud gør det onde, og at modsigelse er mulig. Det har da også været et tema i jødisk historie, at man kunne modsige Gud eller ligefrem slæbe Gud for retten og anklage ham for verdens ugerninger, som det sket i jødiske ghettoer under nazismen. I Nobelpristageren Elie Wiesels bog »The Trial of God« (1979) nedsættes en ret for at dømme Gud. Selvom Wiesels bog er en roman, så siges det, at han som fange i Auschwitz overværede en sådan retssag. Gud blev fundet skyldig i Wiesels roman.

Gennem historien blev pesach den centrale jødiske mindefest, hvor man ikke blot mindedes fangeskabet i Egypten, men også senere trængsler og ufrihed. Under nazismen, fascismen og kommunismen fortalte man om ufriheden i Egypten med direkte henvisninger til forfølgelsen og i nazismens ghettoer samledes man for at mindes fortidens rædsler.

Man kan se historien med de uskyldige egypteres øjne, men man kan også se den fra jødernes synsvinkel. Den britiske forhenværende overrabbiner Jonathan Sacks har skrevet: »Pesach er den ældste og mest omvæltende historie om håb, der er fortalt. Den fortæller om, hvordan en befolkning af slaver fandt deres vej til frihed fra slaveriet i det mægtigste imperium, der fandtes. Det fortæller den revolutionære historie om, hvordan Den Almægtige blandede sig for at befri de magtesløse.«

Den historie viste sig at være temmelig sejlivet. God pesach og påske.