De kalder det et mindesmærke, men det ligner et kæmpestort offentligt lokum

Dette er klummen, jeg ikke burde skrive. For folk, der kun ved, hvad de ikke vil, er egentlig ikke værd at bruge tid på. Alligevel er destruktion og ødelæggelse oppe i tiden – især på en særlig adresse midt i København.

»Det er 15 år siden Københavns Politi ryddede det, der havde været Ungdomshuset. Processen var ikke køn, men det er eftermælet heller ikke,« skriver Sarah Iben Almbjerg Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vi var netop færdige med at spise aftensmad, da vi hørte larmen fra gaden. Min veninde rejste sig. Efter at have boet flere år ved Nørrebros Runddel har hun lært, at larm kan indvarsle endnu en af de nætter, hvor man skal sørge for at flytte alt af værdi væk fra gaden.

Vi åbnede vinduet og kiggede ned på gaden, hvor en ring af politivogne og betjente havde slået beskyttende ring om en mindre forsamling af 50-80 sortklædte mennesker, der havde taget opstilling foran grunden ved Jagtvej 69. En ung mand havde fat i en megafon:

»Jeg var ikke selv gammel nok til at komme i Ungdomshuset, men for mig har dette sted alligevel en stor betydning,« startede han.

Flokken foran brølede.

Vi kiggede fra ham og hen på grunden, han hentydede til. Græsplænen var nedtrådt og hullet. Gamle øldåser lå smidt ved ødelagte Netto-poser og noget, der mindede om våd køkkenrulle. Det lignede ikke et historisk sted. Det lignede Københavns største offentlige lokum.

Et åbent sår

Det er 15 år siden Københavns Politi ryddede det, der havde været Ungdomshuset. Processen var ikke køn, men det er eftermælet heller ikke. I dag ligger grunden som et åbent sår midt i et blomstrende område på Nørrebro, der ellers godt kunne trænge til flere boliger. I stedet vælger husets tidligere beboere at minde stedet ved at tisse i buskene og smide skrald på plænen.

Det er en nihilistisk hyldest. En tom omgang ingenting pakket ind i forloren nostalgi. De fleste af dem, der bruger og hylder grunden, kom formentlig aldrig selv i huset.

Tomten på Jagtvej 60 er mest af alt et mindesmærke, der fortæller os, at det er dem, der intet vil, som får lov til at bestemme. I denne uge fik endnu en repræsentant for den tankegang enorm opmærksomhed. Ibi-Pippi insisterer på at være provokunstner, men repræsenterer ingen nytænkning.

Hendes juridiske navneskift er en hån mod alle dem, der har grunde til at ønske et reelt kønsskifte, og »kunstnerens« forsøg på at modificere Asger Jorns værk var lige så visionært som en tom vandballon.

Mens Asger Jorn rent faktisk skabte noget nyt med »Den Foruroligende Ælling«, brugte Ibi-Pippi lige så meget energi på sit »værk«, som de fleste andre hærværksmænd. Hendes redskaber var tilmed dem, man bruger i børnehaven: Lim og papir.

Det var endnu en bøvs fra et menneske, der ikke vil skabe, men bare ødelægge. Selvdestruktionskunst, kaldte man det dengang, det var en retning, og der lå principper bag det. Nu er det lige så tomt som lyden af en boret knallert.

Tomme profeter og huller i jorden

Problemet er selvfølgelig, at vi giver disse ting bevågenhed. Det er dem, der intet vil, der løber med opmærksomheden i en tid, hvor andres øre og øje er helligdom. Hærværk er ikke kunst, men det siger en del om tiden, at folk tror det. Det siger også en del om tiden, at folk, der øver hærværk, bliver taget alvorligt og får spalteplads og debattid på det pæne P1.

Der findes et væld af kunstnere, der bruger flere år på at skabe, bygge op og tænke nyt, og dem hører vi alt for sjældent om. I stedet taler vi om hærværkskunstneren Ibi-Pippi, vi bruger samfundets midler på at skærme den tomme profet Rasmus Paludan, mens vi hylder et hul i jorden, fordi der engang stod et hus.

Den svenske poet Harry Martinson skrev om rumskibet Aniara, der efter jordens ødelæggelse fløj i pendulfart mellem jorden og andre planeter. En meteorsværm slog rumskibet ud af kurs, så det forsatte ud i rummets uendelige tomhed.

»Aniara, en revy om mennesket i tid og rum«, der formentlig var en del af årsagen til at Martinson senere modtog Nobels Litteraturpris, var en skildring af hvad der sker for mennesker, når de opdager, at de flyver rundt i intetheden. At der ingen mening er. Konsekvensen er lige så skræmmende som det lyder.

Der er ingen mening med Ibi-Pippis værk, og der er ingen grund til at dyrke dem, der ikke vil noget nyt. Det er som at gå til bryllup, hvor brudeparret kun har taget stilling til, hvad der ikke skal være, i stedet for at tænke over noget at sætte i stedet. Man ender typisk med at være både sulten og forvirret.

Denne klumme burde have handlet om dem, der udtænker noget. De andre fortjener ikke vores opmærksomhed. Og det er et kæmpe problem, at vi så ofte ender at flyve rundt om dem, der intet kan. Som sad vi i hvert vores retningsløse rumskib.

Alt det tænkte min veninde og jeg over, mens vi så den lille folkemængde, der havde samlet sig omkring et hul i jorden på Nørrebro. Så lukkede vi vinduet og gik i gang med at rydde op.