Dansk skuespiller får stor filmpris som yngste nogensinde

Som den yngste nogensinde vinder Flora Ofelia Hofmann Lindahl skuespilpris ved filmfestival i Spanien.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den 16-årige skuespiller Flora Ofelia Hofmann Lindahl har lørdag vundet prisen for Bedste Hovedrolle ved filmfestivalen San Sebastian.

Hun deler prisen med Jessica Chastain, der får prisen for sin rolle i »The Eyes of Tammy Faye«.

Det oplyser Have Kommunikation & PR i en pressemeddelelse.

Den unge skuespillerinde, der er kendt for DR-serien »Ulven kommer«, er den yngste modtager af skuespillerprisen på den spansk filmfestival nogensinde.

Prisen får hun for sin rolle som Lise i filmen »Du som er i himlen«, der får premiere i de danske biografer 6. januar 2022.

Filmen er baseret på bogen »En dødsnat« fra 1912. Den udspiller sig på en gård i 1800-tallet og stiller skarpt på kvindernes plads i historien.

Blandt andre Thure Lindhart spiller også med i filmen, der er instrueret af Tea Lindeburg. Hun vinder for arbejdet prisen Bedste Instruktør.

Det er andet år i træk, at prisen for Bedste Skuespiller ved filmfestivalen San Sebastian havner på danske hænder.

Sidste år fik de fire hovedrolleindehavere i filmen »Druk« – Mads Mikkelsen, Lars Ranthe, Thomas Bo Larsen og Magnus Milang – prisen til deling.

Dengang var det dog prisen for Bedste Mandlige Skuespiller, de fik. I år er prisen for første gang blev uddelt på tværs af køn.

Flora Ofelia Hofmann Lindahl er den tredje kvindelige danske skuespiller, som vinder prisen.

Paprika Steen vandt den i 2014 for sin rolle i »Stille Hjerte«, og Connie Nielsen gjorde det i 2004 for »Brødre«.

Det er ikke første gang, at 16-årige Flora Ofelia Hofmann Lindahl vinder en pris for sit skuespil.

For sin præstation som Holly i »Ulven kommer« blev hun tidligere på året belønnet med en Robert for Årets Kvindelige Hovedrolle i en Tv-serie.

Den vandt hun foran næsen af blandt andet veteranen Karen-Lise Mynster. Hun var nomineret for sin rolle i »Når støvet har lagt sig«.

Også denne pris var Flora Ofelia Hofmann Lindahl den yngste, der nogensinde har vundet. Den vandt hun som 15-årig.

DR-dramaet blev samtidig kåret til Årets Tv-serie ved uddelingen, som Danmarks Filmakademi står bag.

Serien, der kredser om, hvorvidt Hollys stedfar har slået hende, er solgt til flere andre lande. Blandt andet Tyskland og Storbritannien.

/ritzau/