Dansk kulturpolitik er en døende patient – men ingen politikere tør genoplive den

Kultur og identitet fylder en del i danskernes liv. Underligt nok er kulturpolitikken på samme tid totalt frosset til, skriver Berlingskes kulturredaktør, Nathalie Ostrynski, i denne kommentar.

Nathalie Ostrynski, Berlingskes kulturredaktør Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danskerne storvader rundt i kultur.

Faktisk er kulturen slet ikke til at undgå i det her land. Kør ind i en enhver dansk by, og du vil se en parade af rundkørsel-kunst, museer, skulpturer på gågaden, mindre gallerier og kulturhuse myldre frem.

Enhver skole med respekt for sig selv har en væg dedikeret til kunst, de lokale kalendere er fyldt op med koncerter, foredrag og udstillinger, og en by er ikke en by i dag uden en festival.

Alligevel ligger dansk kulturpolitik mærkværdigt nok ned og hiver efter vejret som en døende patient, ingen politikere for alvor tør genoplive.

Det er mærkværdigt, fordi kulturen er til stede overalt i danskernes liv. Og det er mærkværdigt, fordi landets politikere behændigt og ofte lidt for tydeligt selv griber fat i netop kunsten og kulturen, når de skal fortælle vælgerne, hvem de er. På Instagram har statsministeren flere gange vist bøger frem, så vi ikke skal være et sekund i tvivl om, at hun skam også har en tænksom, intellektuel side.

DFs formand, Morten Messerschmidt, fik ihærdigt fortalt, at han ved siden af sin opera-lytning også lyttede til Bamses Venner. Det endte naturligvis som et komisk forsøg på at gøre sig selv mere folkelig. På sociale medier møder man konstant politikerne til koncerter, kulturelle oplevelser og store sportsbegivenheder, hvor de har fanget den helt rigtige lækre selfie, der viser deres afslappede »nede på jorden«-jeg.

I lyset af alt det er det paradoksalt, at der synes at være flere år mellem interessante, værdimæssige politiske udmeldinger på det kulturpolitiske område.

Politikerne bruger glædeligt kulturen til egen imagemæssig pleje, men når det handler om kultur som reel politik, får den ofte foræret få linjer i partiprogrammet eller et klassisk citat om DRs størrelse. Resten er reduceret til nogle herlige helt ufarlige uldne udtalelser i stil med »kulturen skal være for alle« og »alle børn skal kende til teater«, som ingen mennesker kan være uenige i.

Da socialdemokraten Henrik Sass Larsen for nogle år tilbage i en udgave af P1-programmet »Slotsholmen« talte om de ifølge ham dybe skel mellem det folkelige og eliten, vågnede den offentlige debat pludselig lidt op. Størst var diskussionen helt tilbage i 2004 med lanceringen af Brian Mikkelsens kulturkanon, hvor den danske kulturarv gik hen og blev noget, en del danskere havde en mening om.

Ellers har der været en ørkenlang vandring mellem udspil og lovgivning, der sådan rigtig vækker nogle følelser i danskernes kulturelle hjerter. Omprioriteringer, besparelser, støtteordninger og kulturbidrag på x antal procenter er ikke det stof, som vælgerinteresse er gjort af. Det er ikke så underligt, at kulturpolitikken havner nederst igen og igen, når vælgerne skal pege på, hvad der er vigtigst for den danske velfærd.

Sig noget

Sådan er dansk kulturpolitik endt i en ond, selvforstærkende spiral, hvor politikerne ikke interesserer sig for den, fordi vælgerne ikke gør det. Og hvor vælgerne ikke interesserer sig for den, fordi politikerne ikke gør det.

Helle ikke selvom vi i disse år ikke laver andet end at interessere os for kultur, og selvom spørgsmål om identitet og fællesskab fylder enormt meget hos særligt de yngre generationer. Spillebanen for kultur står med andre ord helt og aldeles åben.

Ude i kommunerne ved driftige borgmestre det. Kultur tiltrækker nye skatteborgere til byerne og gør dem attraktive. Trykker man til gengæld landspolitikerne på maven om kultur, kvækker de måske noget om dannelse – et andet herligt ufarligt ord, som bliver bragt i spil, når man ikke ved, hvad man ellers skal sige.

Nu, hvor vi er ude med riven, er kulturlivet selv blevet ramt af den underlige passivitet i forhold til en ordentlig omgang national debat om, hvad kulturen skal være. Kulturlivet vil næsten helst ikke spørges, fordi afhængigheden af offentlig støtte ofte er for stor til at gamble med i forhold til en kritisk udtalelse i medierne. Få åbner munden. Resten vil hellere tie stille eller sige noget lige så herligt ufarligt – som »kulturen gør os til hele mennesker.«

Ja, den kulturpolitiske patient har svært ved at få vejret, og selv om en snarlig valgkamp indenfor et Mette F.sk »års tid« kunne give den noget tiltrængt ilt, ser prognosen ærligt talt ikke alt for god ud.

På forhånd point til den, der tør gøre et genoplivningsforsøg.