Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
European Film Academy offentliggjorde tirsdag navnene på de nominerede til European Film Awards 2022.
Herunder en nominering til dansk-kroatiske Zlatko Burić, som er nomineret til prisen for bedste mandlige skuespiller i Europa for sin rolle i »Triangle of Sadness«.
»Triangle of Sadness« er instrueret af svenske Ruben Östlund, og filmen vandt tidligere i år De Gyldne Palmer i Cannes. Filmen er også nomineret til priserne for bedste europæiske film, bedste manuskript og bedste instruktør.
69-årige Zlatko Burić blev født i Osijek i Kroatien, dengang landet stadig var en del af Jugoslavien, men flyttede i 1981 til Danmark.
Hans store gennembrud i Danmark kom, da han spillede gangsteren Milo i »Pusher« fra 1996, som Nicolas Winding Refn instruerede.
I »Triangle of Sadness« spiller han den russiske oligark Dimitri, som er en af passagererne på den enorme yacht, der udgør centrum for store dele af handlingen i den satiriske film. Det lyder på papiret en del som den rolle, Zlatko Burić spillede i Roland Emmerichs katastrofefilm »2012«. Her spillede han spillede russisk mangemilliardær, der har købt billet til en af de »arker«, der skal beskytte de udvalgte mod jordens undergang.
Udover Zlatko Burić er Paul Mescal, Eden Dambrine, Elliot Crosset Hove og Pierfrancesco Favino nomineret til prisen for bedste europæiske skuespiller.
Udover Zlatko Burićs nominering er der faldet seks nomineringer af til danske film.
»Holy Spider« er nomineret i fire kategorier, mens »Vanskabte Land« og »A House Made of Splinters« hver er nomineret i en enkelt kategori.
»Holy Spider«, der også er den danske Oscar-indstilling, er instrueret af Ali Abbasi. Filmen er baseret på en virkelig historie om en seriemorder i den hellige iranske by Mashhad.
Flere danske film har tidligere vundet ved European Film Awards. Lars von Trier har blandt andet vundet fem priser gennem årene.
I 2021 vandt Jonas Poher Rasmussens »Flugt« tre priser, mens Thomas Vinterbergs »Druk« i 2020 var nomineret i fire kategorier og vandt alle fire priser, herunder bedste europæiske film.
Statuetterne uddeles af European Film Academy, der er en sammenslutning af europæiske filmskabere og -arbejdere.
Prisuddelingen finder sted 10. december i Reykjavik.