Dansk fyrskib var redningsplanke for DDR-flygtninge. Nu skal det renoveres for millioner

A.P. Møller Fonden har bevilget 9,5 millioner kroner til renovering af det gamle fyrskib »Gedser Rev«. Under den kolde krig tog skibet imod 50 flygtninge fra det kommunistiske diktatur i DDR.

Det gamle fyrskib »Gedser Rev« skal nu sættes i stand for et millionbeløb og bruges som museumsskib i Helsingør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Siw Aldershvile
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I begyndelsen af 1960erne, under Den Kolde Krig, var det danske fyrskib »Gedser Rev« scene for et dramatisk stykke europæisk historie.

Flygtninge fra det kommunistiske diktatur i DDR ankom i flere omgange i kajakker og andre småfartøjer til det danske fyrskib, der var udstationeret i dansk farvand i Østersøen syd for Gedser.

»Gedser Rev« lå og vuggede omkring 30 kilometer fra den tyske kyst og kunne med den yderste anstrengelse og livet som indsats nås fra den nordtyske kyst, og det benyttede i alt omkring 50 flygtninge sig af.

I 1972 blev skibet taget ud af drift, og det har siden været museumsskib og i mange år ligget i Nyhavn, indtil det for tre år siden kom til Helsingør, ved M/S Museet for Søfart.

9,5 millioner fra A.P. Møller Fonden

Men fyrskibets tilstand har ikke været for god, og de seneste tre år har frivillige arbejdet med at restaurere store dele af det.

A.P. Møller Fonden har netop offentliggjort en bevilling på 9,5 millioner kroner til restaurering af skibet, som trænger til udskiftning af træværk, og til formidling af skibets historie under Den Kolde Krig.

»Jeg er utroligt taknemmelig for, at A.P. Møller Fonden med den store bevilling anerkender skibets betydning og den indsats, hele det frivillige laug omkring »Gedser Rev« har ydet. Det giver os en følelse af, at alle de timer, vi bruger på at vedligeholde og restaurere skibet, nytter noget,« siger formanden for det frivillige laug, pensioneret elinstallatør Jens Broch, i en pressemeddelelse.

Ulla Tofte, direktør for M/S Museet for Søfart, kalder arbejdet omkring fyrskibet for »et fantastisk eksempel på samarbejde mellem museer, havn, kommune og frivillige om et fælles formål: at bevare den maritime kulturarv.«

DDRs skibe var tæt på fyrskibet

De første flygtninge, der kom om bord på »Gedser Rev« under Den Kolde Krig, var flygtet blot et års tid efter, at Østtyskland i august 1961 opførte Berlinmuren.

Niels Gartig, der i 1961 var i starten af 20erne, var dengang ny matros på »Gedser Rev«. I forbindelse med udgivelse af journalisten Jesper Clemmensens bog »Flugtrute Østersøen« fortalte han i 2012 Berlingske om sine oplevelser på fyrskibet.

»Jeg anede ikke meget om flygtninge, det var noget fjernt noget. Men i løbet af mine første par dage på skibet tog vi imod de første. Nogle havde siddet i kajakkerne i mange timer. De blev selvfølgelig glade, når de kom ombord, men de skulle op at stå på dækket, før de blev rolige. Det østtyske system gjorde, at de var meget forsigtige,« fortalte Niels Gartig.

Ombord på skibet blev flygtningene, der hovedsageligt var unge, der nøje havde planlagt flugten, tilbudt et bad, mad og en kop kaffe, og de kunne også låne tørt arbejdstøj af besætningen.

Niels Gartig fortalte også, at de østtyske myndigheder var opmærksomme på, at »Gedser Rev« tog imod flygtninge.

»De tyske vagtskibe sejlede ofte forbi os, og de havde ikke altid tændt lanternerne, men vi kunne høre lyden fra skibene. De vidste godt, at vi hjalp flygtningene, men når de først kom ombord hos os, kunne de ikke gøre noget. Vi reklamerede ikke med, at vi samlede dem op. Det var ikke noget, vi snakkede om,« fortalte Niels Gartig.

»Gedser Rev«, som også betegnes fyrskib nr. XVII, var fra 1895 og en årrække frem udstationeret som fyrskib på den farlige Lappegrund lidt nord for dets nuværende hjemhavn, Helsingør, hvor det ud over is i de kolde vintre også blev udsat for flere påsejlinger.