Dansk film om familiefar, der bliver kvinde, er en hyldest til normaliteten

»En helt almindelig familie« fortæller om en forælders kønsskifte set fra barnets synsvinkel. Det lykkes virkelig godt.

 

Transkønnethed - at være født med et andet køn end det køn, man identificerer sig med - er på trods af tidens moderigtige diversitetspolitik stadig et emne, der hyppigt bliver et freakshow i film og TV-serier, hvor den transkønnede og kønsskifteopererede ses som en, der søger væk fra normaliteten, snarere end som en person, der opnår sin egen normalitet ved den fuldbyrdede kønsskifteoperation.

» I sin egen længsel efter en ny identitet, har Agnete kastet hele Emmas barndom i grus«


Det er instruktørens egne erfaringer med en far, der skiftede køn, der ligger til grund for Malou Reymanns fine familiedrama »En helt almindelig familie«, og det mærkes i hvert minut af filmens autentiske, usensationelle beskrivelse af transkønnethed.

Man fristes til at sige, at filmens portræt af en kernefamilie med en transkønnet far er en hyldest til normaliteten, som den tager sig ud med pizza, pigefodbold og ferie på Mallorca.

Altid pålidelige Mikkel Boe Følsgaard har rollen som familiefaren Thomas, der ønsker at blive kvinde, men filmens egentlige fokus er på Thomas’ yngste datter, Emma (Kaya Toft Loholt), der sammen med sin storesøster, Caroline (Rigmor Ranthe), må tage imod et dobbeltchok, da forældrene annoncerer, at de skal skilles, »fordi far gerne vil være en kvinde«.

Forældrene flytter fra hinanden, og da de alle fire samles hos en familieterapeut, fordi kommunikationen er gået i hårdknude, viser Emma sin magtesløse protest mod faren ved at formumme sig bag et strikhalstørklæde, som hun vikler om hovedet. Hun nægter simpelthen at se på sin far, der har premiere på sit kvindelook.

Rigmor Ranthe, Mikkel Boe Følsgaard og Kaya Tof Loholt er taget til Mallorca i »En helt almindelig familie«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jonas Svensson Jonas Jacob Svens.

Da filmen konsekvent holder sig i øjenhøjde med Emma, ser vi ikke faren i dennes nye kvindetøj, før Emma fjerner tørklædet. Men »En helt almindelig familie« er ikke ude på at præsentere den transformerede far i hurtige klip a la en andenrangs monsterfilm. Da transformationen er fuldført, er Thomas bare blevet til Agnete, og familielivet går videre, nu blot med silikonebryster og blomstrede silkebukser og anden tvivlsom tøjsmag.

Faktisk går det så relativt godt med at få indpasset Agnete i familien, at man halvvejs i filmen begynder at tro, at den umiddelbare konflikt allerede er blevet løst. Her er det dog, at »En helt almindelig familie« for alvor viser, hvor nuanceret den er gået til værks. Mens storesøster Caroline for længst har accepteret Agnete, savner Emma nemlig stadig den far, som Agnete på sin vis har taget livet af.

Det var faren, Thomas, som drengepigen Emma delte sin seriøse fodboldinteresse med. Agnete, derimod, prætenderer feminint over for nogle fremmede på feriestedet, at hun ikke ved andet om fodbold, end at »det er noget med at score mål, ik?«. I sin egen længsel efter en ny identitet, har Agnete kastet hele Emmas barndom væk. Her viser filmen, at en forælders kønsskifte uundgåeligt må sætte børnene i anden række.

Agnete kan hjælpe Emma med at lægge makeup, da hun skal til sin første rigtige fest. Men datteren er ikke glad, og i en næsten malmrosk scene gør hun oprør og drikker sig bevidstløs i vodka – et ærkedansk overgangsritual, hvis plads i filmen har at gøre med et overordnet, men ikke overtydeligt identitetstema. Vi er røde, vi er hvide, hvad enten vi er transer eller ej.

Den kun 12-årige Kaya Toft Loholt demonstrerer en voksen skuespillers overblik og mod i lange scener, hvor kameraet undersøger hendes kaos af modstridende følelser. Det er en stor præstation i en film, der ikke gør meget væsen af sig, men giver en masse igen, hvis publikum er parat til at lade sig transformere af dens ambition.

En helt almindelig familie

Instruktion: Malou Reymann. Med Mikkel Boe Følsgaard og Kaya Toft Loholt. I biografer over hele landet.