Danseforestilling på Det Kgl. Teater er et sensuelt vulkanudbrud

I »Caldera« kan man nyde, hvordan uforløste følelser, længsler, lyster og seksualdrift ligger og ulmer lige under overfladen. Det er et scoop, at Corpus har fået Bobbi Jene til København.

Det er et scoop, at Det Kgl. Teater har fået Bobbi Jene til København i »Caldera«. Foto: Camilla Winther, Det Kgl. Teater Fold sammen
Læs mere

Caldera,

Dansegruppen Corpus på Det Kgl. Teater. Iscenesættelse: Bobbi Jene. Lysdesign: Mårten Axelsson. Forestillingen skabt i samarbejde med danserne og Marco Herløv Høst. Lysdesign: Mårten Axelsson. A-salen, Gamle Scene. Sidste dag 2. marts.

Hvis man har set Elvira Linds prisbelønnede dokumentar om den amerikanske stjernedanser Bobbi Jene, der efter ti år i det verdensberømte israelske Batsheva Dance Company vælger at gå egne veje som danser og koreograf, så ved man allerede, at Bobbi Jene er en yderst sensuel, insisterende og hudløst ærlig dansekunster med nærkontakt til hele det menneskelige følelsesregister.

En nøgen Hazuki Kojima bag blomster i Bobbi Jenes »Caldera« med Corpus på Det Kgl. Teater. Foto: Camilla Winther Fold sammen
Læs mere

Meget vellykket har den nu 35-årige Bobbi Jene i sin nye kreation »Caldera« formået at videregive en bred og nuanceret palet af følelsesmæssige udtryk til de fem dansere i Det Kgl. Teaters moderne gruppe, Corpus. Og Bobbi Jenes baggrund i Ohad Naharins israelske kompagni, der er trænet i gaga-teknik, fornægter sig ikke i »Caldera«, hvor de dygtige Corpus-dansere giver los som aldrig før.

Som titlen antyder, er det udbrud fra krop og sjæl af næsten vulkanske dimensioner, der er på spil i »Caldera«, hvor humor er en vigtig medspiller. Men vi oplever så sandelig også, hvordan uforløste følelser, længsler, lyster og seksualdrift ligger og ulmer lige under overfladen hos de skiftende karakterer i det store tågede og delvist barrikaderede rum. Et scenerum, hvor danserne spejler livets penduleren mellem lyst og smerte.

Flere gange får man associationer til Pina Bauschs ekspressionistiske danseteater. Blandt andet når danserne folder sig ud i voldsomme verbale og kropslige magtspil, krampagtige gentagelser eller nostalgisk, rutinepræget pardans.

En herlig kommentar til tidens trends med alverdens mere eller mindre vellykkede kurser i kropsbevidsthed er en sekvens med en yoga-time, hvor deltagerne udøver mindfulness på kommando i desperat forsøg på at komme i kontakt med deres egen krop. Men i denne sekvens trænger seksualdriften sig også på i form af et listigt overgreb fra yogainstruktøren.

Til gengæld virker det som det mest naturlige og ægte i denne verden, når de to skønne dansere Hazuki Kojima og Yiannis Logothetis i starten af forestillingen forløsende, smukt og sensuelt danser duo splitternøgne. En sekvens, der sender tankerne til Bobbi Jene-dokumentaren, hvor hun siger: »Jeg vil nå det sted, hvor jeg ikke har styrken til at skjule noget.«

Men harmonien brydes hurtigt i »Caldera«, når magtmennesket alias Alexander Stæger i jakkesæt i bogstaveligste forstand spænder buen og sender den første pil ud i rummet.

Formmæssigt kunne »Caldera« godt være strammere. Men det billedrige værk fortryller med sin opfindsomhed og sine overraskelser, og ikke mindst de mange følelsesmæssige metamorfoser fascinerer. Det er et scoop, at Corpus har fået Bobbi Jene til København.