Dannelse for de mindste: Flere og flere børn ser nyheder

DRs Ultra Nyt har oplevet voldsomt stigende seertal i løbet af deres digitale omstilling. Berlingske har talt med programmets redaktør og to børn, der begge er faste Ultra Nyt-seere.

topfoto ultra nyt
Miles Ruberg Sebastian på ti år og Shamla Ekramullah på 13 ser begge Ultra Nyt. De går i 5. og 7. klasse på Peder Lykke Skolen på Amager. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Børnekanalen DR Ultras daglige nyhedsprogram for børn, Ultra Nyt, er et hit hos de 7-12-årige.

En del af det seneste medieforlig var, at DR Ultra skulle omlægges fra klassisk flow-TV til streaming på dr.dk.

Ifølge de nyeste seertal fra DR har omlægningen af kanalen båret frugt på de yngstes nyhedsforbrug. Ultra Nyt har nu 85 procent flere seere end for et år siden.

Den nye måde at lave nyheder på møder børnene, hvor de er. For de fleste børn havde i forvejen skrottet flow-TV. Desuden svarer 50 procent af de 7-12-årige i en undersøgelse, at de ser programmet.

Christina Johansen er redaktør på Ultra Nyt. Hun fortæller, at målet aldrig er at være de første med nyhederne.

»Vi formidler kun de ting, vi ved, og fokuserer ikke så meget på, hvilken udvikling en sag kan få,« siger hun.

De forsøger at gøre komplicerede ting som Brexit eller hvidvask i Danske Bank til noget, der også giver mening i børnehøjde.

»Vi udvikler vores programmer med udgangspunktet, at det skal være et helt reelt nyhedstilbud. Børn lever i den samme virkelighed som os andre, og derfor skal de også have mulighed for at høre om den,« siger Christina Johansen.

Konflikter og kriser af forskellig art har alle dage været et af udgangspunkterne for nyhedsjournalistik. Men på Ultra Nyt tager de sig nogle forholdsregler i formidlingen af krig, terror og naturkatastrofer.

»Vi dækker kun den slags ting, hvis vi vurderer, at børnene formentlig allerede har hørt om det i andre medier,« siger Christina Johansen.

På mange danske skoler bruges programmerne i undervisningen. På Peder Lykke Skolen, der ligger på Amager, ser mange børn Ultra Nyt i spisepausen, mens de spiser frokost.

Miles Ruberg Sebastian på ti år og Shamla Ekramullah på 13 ser begge Ultra Nyt. De går i 5. og 7. klasse på Peder Lykke Skolen.

»Det er dejligt at blive informeret. Man får forklaret nogle af de ting, som man måske allerede har set på de sociale medier og sådan,« siger Shamla.

Miles kan også godt lide det. Han synes, at voksne for ofte tager for givet, at børn ikke behøver vide alt.

»De tænker måske, at der er nogle ting, børn ikke behøver vide, fordi de kan blive skræmt af det. Men hvis det bliver fortalt ordentligt, vil jeg gerne kunne følge med i, hvad der sker,« siger Miles.

»Hvis min far for eksempel snakker om, at England skal ud af EU, synes jeg det er fedt, at man føler, man kan tale lidt med om det,« fortsætter han.

Nyhedsudsendelserne for voksne bliver ikke præsenteret lige så levende og interessant for børnene som på Ultra Nyt.

»Der er for eksempel flere farver. Det minder meget om voksen-TV, men det er stadig let at forstå for børn,« siger Shamla.

»Der var engang et indslag om nogle drenge i Rusland, der lavede armbøjninger. Så lavede værten også selv et par armbøjninger. Det ville man jo aldrig gøre i TV til voksne,« siger Miles.

Når Shamlas forældre ser nyheder i TV, kan hun godt se lidt med på sidelinjen, men hun ville ikke selv se det.

»Det går hurtigere, og der er mere humor med i Ultra Nyt.«