Dagens hotte navne

Finansjongløren Klaus Riskær Pedersen er ikke sådan at hyle ud af den, skriver Her og Nu.

Den 52-årige levemand er netop blevet far til et barn, hvis mor mener, at Klaus ikke hører med i familiepakken, som det formuleres. Meldingen har ikke slået Riskær, der sommeren over har slanget sig ved poolen i sin luksusvilla på Ibiza, ud af kurs. Da bladet besøgte levemanden, spurgte de ham, hvornår det store Riskær-eventyr mon ender. »Aldrig,« lød svaret, men straks efter faldt Riskær i filosofiske tanker om alle menneskers dødelighed. »Jeg dør af et hjerteslag. Gammel med en fantastisk rødvin i glasset i verdens smukkeste by, Paris. Det er der, jeg dør. Men om lang tid,« forsikrer han.

Skuespilleren Jude Law er efter sigende forelsket igen, skriver TV 2 Gossip. Han skal være faldet for den tyske model og skuespillerinde Susan Hoecke. Parret tilbragte weekenden i Berlin, hvor de boede på samme hotel. Law og Hoecke blev fotograferet flere gange, blandt andet mens de nød en romantisk middag på en af den tyske hovedstads dyreste restauranter. Modellen nøjedes med at fortælle den tyske presse, at hun og Law har været gode venner i to år. Den 26-årige tidligere Miss Germany blev tidligere blevet sat i romantisk forbindelse med skuespilleren Ben Affleck.

Hun vil ikke i rehab, nej, men hvis hun bliver ramt på pengepungen så vil hun måske godt. Den hårdtfestende Amy Whitehouses svigerforældre har sendt en appel ud til at boykotte sangerindens musik i håb om, at det kan sende kunstneren på afvænning. Forældrene til Amys mand, Blake Fielder-Civil, gik i denne uge i britisk radio med et desperat nødråb. Deres elskede dreng nægter at lytte til fornuft, og nu frygter forældrene, at børnenes massive narkomisbrug kan koste dem livet. De opfordrer til, at musikpublikummet boykotter Amys musik og til, at industrien nægter at uddele flere priser til den succesfulde sangerinde, da det måske er den eneste måde at få hendes opmærksomhed på. For få uger siden blev Amy indlagt efter at have taget en overdosis. Amy Winehouse er 23 år gammel.