Dagens hotte navne

»Amerikanere er sådan nogle cowboys!« siger en af skurkene til Bruce Willis i »Die Hard«.

Mikhail Gorbatjov. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Og sandt er det, at amerikanere kan lide deres westerns. I går blev det meddelt af organisationen bag The Golden Boot Award, som blev skabt i 1982 som en anerkendelse af de skuespillere og instruktører, der holder western-traditionerne i hævd, at prisen i år går til Viggo Mortensen. Denne kernedanske halv-amerikaner får prisen for sin medvirken i filmen »Hidalgo«, hvor han spiller en cowboy i Mellemøsten. Viggo Mortensen kommer i fornemt selskab ved prisuddelingen, idet han bliver hædret sammen med John Wayne. I anledning af 100-året for denne legendariske westernstjernes fødsel modtager Waynes søn Patrick specialprisen »Founders Award« på sin fars vegne. Yippee-ki-yay!

Og nu til den hårde modelbranche. Louis Vuittons nye »ansigt« er ikke Scarlett Johansson, ej heller Nicole Kidman men Mikhail Gorbatjov! Den sexede eks-sovjetleder er en del af luksusmærkets nye reklamekampagne sammen med Steffi Graf, Andre Agassi og Catherine Deneuve. I reklamebillederne ses opfinderen af »glasnost« i en bil med en Vuitton-taske ved sin side og Berlin-muren i baggrunden. Til gengæld for Gorbas optræden yder Vuitton et ukendt beløb til Gorbatjovs naturbeskyttelsesorganisation Green Cross International.

En eller anden går rundt i Los Angelses og lader, som om han er David Beckham, den kendte fodboldspiller, undertøjsmodel m.v.. I talrige tilfælde har han ringet til kommunale socialkontorer og tilbudt at arrangere velgørenhedskampe for børn med sig selv som trækplaster. Den falske Beckham tilbød tillige at overtale en masse af sine kendte venner til at deltage. De fleste steder blev tilbuddet modtaget med skepsis. Enkelte Beckham-fans blandt de ansatte på socialkontorerne plumpede dog i med samlede ben. En talsperson for fodboldspilleren har allerede afvist, at Beckham nogensinde ville gøre noget godt for andre... all right måske formulerede vedkommende det ikke liiige på den måde.